Logo

Lille land med store vinkældre


Den tidligere sovjetrepublik Moldova er et ganske lille land mellem Rumænien og Ukraine, alligevel har landet verdens største vinkældre og god vin, som er forholdsvis ukendt i Vesteuropa


Af Ota Tiefenböck

Hovedstaden i den tidligere sovjetrepublik Moldova, Chisinau, eller Kisjinjov, som byen hedder på russisk, er en af de ganske få tidligere sovjetiske hovedstader, som ikke har en undergrundsbane. I de fleste tidligere sovjetiske hovedstader blev der bygget undergrundsbaner, som skulle vise at det sovjetiske socialistiske samfund prioriterer den offentlige transport. Chisinau fik dog aldrig sin undergrundsbane og må nøjes med de ligeså udbredte trolleybusser. Det skyldes hverken manglende lyst eller nedprioritering af Moldova, men praktiske hensyn, det var ganske enkelt ikke muligt at bygge en undergrundsbane i Chisinau.

Et underjordisk vejnet

Chisinaus undergrund er nemlig gennemboret af lange veje og gange, som udgør verdens største vinkældre. To af Moldovas største vinproducenter, Milestii Mici og Cricova ligger på hver sin side af byen, og deres kæmpemæssige kældre bestående af veje af en samlet afstand af henholdsvis 200 og 120 kilometer har bredt sig ud over et stort område under den moldovanske hovedstad. Kældrene er i sin tid blevet til på grund af udvinding af sandsten, som fandt sted i området for at tilfredsstille behovet for byggematerialer, da Chisinau for alvor skulle udbygges til en moderne hovedstad, og blev efterfølgende udnyttet som vinkældre.

Det er en oplevelse at besøge både Milesti Mici og Cricova, ikke kun på grund af de kæmpemæssige vinkældre, men især på grund af vinproducenternes produkter, som er forholdsvis ukendte i Vesteuropa. Milestii Mici kan udover at have den største vinkælder også bryste sig af med at have verdens største vinsamling, bestående af 1,5 millioner flasker. Cricovas vinkælder har en ganske beskeden længde af ”kun” 120 kilometer, men de mange kilometer virker umiddelbart bedre udnyttet og organiseret her end hos Milestii Mici.

Færdselsreglerne gælder også her

Vinkælderen ligner en lille underjordisk by, hvor der gælder de samme færdselsregler som på de almindelige veje, hvor der er trafikskilte, gadeskilte og parkeringspladser og som ganske enkelt er noget særligt. Ankommer man i egen bil, kan man, med visse begrænsninger, selv få lov til at køre rundt, men de fleste turister, og dem er der ikke er specielt mange på disse kanter, fortrækker at benytte Cricovas elektriske biltog. Toget kører turisterne rundt i vinkælderen, mens en guide, fortæller om, hvordan Cricovas vine bliver produceret og lagret.

Derudover byder turen også på besøg af Cricovas vinsamling på 1,2 millioner flasker samt et område, hvor kendte personer, heriblandt den russiske præsident Vladimir Putin og den tyske kansler Angela Merkel, får opbevaret vin, de under deres besøg i Cricova fik i gave.

Selve turen i gennem Cricovas underjordiske labyrint bliver naturligvis afsluttet med det absolut vigtigste, og det er at smage på Cricovas produkter, som består af både rød-, hvid-, mousserende- og dessertvin.

Vinsmagningen foregår i et af Cricovas særligt indrettede repræsentationslokaler langt nede under jorden, som i sig selv er en stor oplevelse. Det er blandt andet her, at mange af verdens statsmænd har holdt uformelle samtaler og smagt på Cricovas produkter, og for eksempel den russiske præsident Vladimir Putin har fejret sin 50 års fødselsdag.

En oplevelse ud over det sædvanlige

Uanset, hvad man synes om vinene, vil et besøg i Cricova være en oplevelse af de sjældne. Stiller man et stort krav til vinens kvalitet, vil det dog formentlig være et bedre valg at opsøge nogle af landets mindre vinproducenter. Familievirksomheden Etcetera kan ikke bryste sig af med lange traditioner. Virksomheden er blevet til efter de politiske omvæltninger i landet i 1991, men har i løbet af ganske kort tid formået at sætte et alvorligt aftryk på vinkortet i Moldova ved at producere kvalitetsvine, som bliver eksporteret til flere lande i Vesteuropa. Samme gælder den nærliggende vinproducent Purcari.

Moldova har lange traditioner for vinproduktion, og mere end 25 procent af Moldovas bruttonationalprodukt kommer fra vinproduktion. Moldovas vine er velrenommerede i de tidligere sovjetiske lande og har ganske afgjort et stort potentiale til også at finde vej til de vesteuropæiske markeder. Inden det for alvor sker, kan turister med pionerånd opleve de smagfulde moldovanske vine før alle andre.

Rejser til Moldova

Oplev Moldovas storslåede vinkultur med Viktors Farmor. Her finder du alle vores rejser til Moldova.

Viktors Farmor baggrundsbillede