Logo

Usbekistan: På sporet af Silkevejen


Bukhara og Samarkand. Alene navnene på de gamle silkevejsbyer er nok til at pirre rejselysten, og når ønsket er orientalsk eventyr, giver Usbekistan fuld valuta for pengene. Turismen er endnu på begynderstadiet, men udviklingen går stærkt.


Af Journalist Lone Vestergaard Andersen

Søndagsstemningen i Bukhara er dejlig afslappet. Et par ældre mænd med den traditionelle usbekiske hat, ”doppi”, på hovedet sidder og spiller backgammon i skyggen af et stort træ, mens en kvinde med kritisk husmoderblik nærstuderer det fårekød, der hænger til salg fra en lille bod i vejkanten. Tilsyneladende er det ikke de summende fluer, men kødets udskæring hun er mest optaget af. En lille pige vinker genert, indtil hendes storesøster fnisende trækker hende bort. Vi inspicerer med knurrende maver de indbydende runde brød, der sælges fra en trillebør, men beslutter os for at gemme appetitten til frokosten.

Allerede for 2000 år siden var Bukhara et kulturcentrum på den gamle silkevej, og den dag i dag er det stadig en fantastisk by, der både rummer simple lerhuse og imponerende arkitektur. Et par af de absolutte højdepunkter er Centralasiens næststørste moské, Kalian Moskéen samt Kalian Minaret´en, der i antikken fungerede som ledestjerne for kamelkaravanerne, der skulle til den hellige by Bukhara. I dag er den 47 meter høje minarets vigtigste funktion at være det sted, hvorfra muezzin´en kalder til fredagsbøn.

Det er nemt at blive forelsket i Bukhara, for byen har en meget sympatisk personlighed, hvor man trygt kan færdes i gaderne. Og det er let at finde rundt i den gamle bydel, der har et hyggeligt torv med en lille sø som centrum, hvor ænderne snadrer og unge par holder i hånd.

Et samfund under forandring

Næsten 90 procent af befolkningen i Usbekistan er muslimer, men de er temmelig frisindede, og der er religionsfrihed. I den unge generation har flere og flere indflydelse på eget valg af partner, selvom det stadig i mange familier er forældrene, der udvælger ægtefællerne til deres børn. På vores ni dages rundrejse i landet ser vi ingen tilslørede kvinder, men det er helt almindeligt for de ældre kvinder at gå med et lille tørklæde om hovedet, som det også var tilfældet i Danmark for år tilbage. Alkohol i form af øl, vodka og endda usbekisk vin er tilgængeligt på de fleste spisesteder, men det er ilde set at drikke alkohol på gaden.

Usbekistan er en af de tidligere sovjetrepublikker, men blev officielt selvstændigt den 1. september 1991 under præsident Islam Karímov, der er blevet genvalgt et par gange og stadig sidder solidt på magten. I forbindelse med den nye identitet som selvstændig nation har Usbekistans regering rejst statuer af fortidens store erobrer Timur Lenk på de pladser, hvor man før havde Marx og Lenin stående. Det gælder blandt andet på den pompøse frihedsplads foran regeringsbygningen i centrum af hovedstaden Tashkent samt i særdeleshed i kulturperlen Samarkand, som Timur Lenk gjorde til hovedstad i 1370, hvor han opbyggede et imperium, der strakte sig over det meste af Centralasien.

Lerhytter og højhuse

Internationale fly lander i Usbekistans hovedstad Tashkent, der med sit indbyggertal på cirka tre millioner er en af de største byer i Centralasien. Her er der siden selvstændigheden sket en kæmpe udvikling, og nu findes der både mærkevarebutikker og luksushoteller i byen, der nok har meget at byde på for rejsende, men samtidig er en by, man blot bør bruge som springbræt, hvis man vil se det ”virkelige Usbekistan”.

Uzbekistan Airways har dagligt flyvninger mellem Tashkent i øst og Bukhara i vest, og flyveturen tager kun en times tid. Flyselskabets Boeing-757 ser overraskende nyt ud, og udsigten fra flysædet er fænomenal, for vi flyver lavt, og luften er klar. Da vi stiger op over Tashkent, er himlen ultrablå med små totter af dekorative hvide skyer, og undervejs på turen er der udsigt til snedækkede bjergtoppe. Under os snor asfalterede veje sig som tråde igennem patchworktæppet af sirlige jordlodder flankeret af små klynger af jordfarvede huse. Grønne oaser afløses af golde ørkenlandskaber.

Hvad man ikke ser fra luften er den eksplosion af farver, der møder én, når man færdes i gadebilledet. Blå, rød og gul symboliserer henholdsvis vandet, ilden og solen, og de tre stærke farver dominerer over hele Usbekistan på blandt andet klædedragter, tæpper, keramik og broderier. Kunsthåndværk er selve essensen af Usbekistan, og traditionerne har overlevet til den dag i dag, hvor en brud for eksempel stadig skal bringe broderede ”Suzanas” (vægtæpper) ind i ægteskabet sammen med en passende mængde kjoler og smykker.

Samtaler uden ord

På rundrejsen er vi så heldige, at vi får mulighed for at besøge en lille landsby i omegnen af Samarkand, hvor der blev fejret bryllup for nylig. Her får vi chancen for at opleve de traditionelle bryllupsritualer og skikke. Da vi ankommer, bliver vi budt velkommen af de festklædte familiemedlemmer med dans og usbekiske sange, der i dagens anledning har fået en tak op i volumen med en forstærker og tre store højtalere.

Den smukke 21-årige brud har hår helt ned til livet og er klædt i en lang grøn kjole og slør. Som traditionen kræver det, er hun meget bly og slår øjnene ned, når hun forsigtigt serverer den grønne the med hjælp fra sin svigermor. Hendes mand er taget tilbage til storbyen for at studere videre på universitetet, så hun er alene tilbage i landsbyen sammen med sin nye svigerfamilie.

Bordet på gårdspladsen bugner af små tapaslignende retter, de klassiske runde usbekiske brød og små chokolader. I kulissen brøler køerne, der står ude bagved, hvor også toilettet, i skikkelse af et hul i jorden, befinder sig. Foran os udspiller sig et drama af musik og dans, der lykkeligvis ender med at den elskede får sin udkårne.

Bagefter samles kvinderne i brudens værelse, hvor væggene prydes af hendes nye farvestrålende kjoler. Her sigter vi mel og udskærer smør til bagning af brødet, der på symbolsk vis skal bringe det unge brudepar held og lykke i deres ægteskab med et ønske om mange børn, velstand og godt helbred.

Moderskabet er universelt

Nu er det tid til at forberede nationalretten ”Palov”, der tilberedes i en kæmpe wok over lerklinet ildsted i gården. Først bliver snittede gulerødder, løg og hvidløg svitset i en sø af olie og krydderier, inden fårekød, rosiner og ris blandes i og koges sammen til det hele er godt mørt. Hygiejnestandarden lader noget tilbage at ønske, men vi sætter vores lid til, at eventuelle bakterier er kogt væk og spiser med god appetit af retten, der er meget velsmagende.

Under tilberedningen af maden har vi fået selskab af en flok nysgerrige skolepiger fra den nærliggende skole, der fnisende øver deres sparsomme franske gloser. Men der hvor sproget holder op, tager vi hænderne til hjælp, og under stor morskab lykkes det at lære en del af pigerne og deres pensionerede lærerinde fagterne til ”Lille Peter Edderkop”. Bagefter skiftes vi til at synge vuggeviser på henholdsvis usbekisk og dansk, og det er med smil i øjnene og gode minder, at vi sidst på dagen tager afsked og bogstavelig talt danser ud til bussen.

Det står klart for os, at Usbekistan er et land med stolte traditioner og en hjertevarm befolkning, der er meget gæstfri, smilende og nysgerrig på andre kulturer og levemåder.

Turister er velkomne

”For os repræsenterer turisterne den nye verden, så vi prøver at skabe kontakt. Jeg ved, at mit folk rigtig gerne vil lære turisterne at kende, og alle er meget nysgerrige. Også selvom mange har sprogbarrierer,” siger 29-årige Rajabov Bekzod, der er vores kyndige lokale turguide på hele rundrejsen.

I 2005 blev han færdiguddannet bachelor fra ”Foreign Language Faculty” på Bukhara Universitet og har siden haft forskellige jobs, men som guide har han, ifølge eget udsagn, fundet sit drømmejob. ”Jeg er meget stolt over at være guide og er glad for, at jeg har valgt den karrierevej. Jeg holder af at fortælle om mit lands historie og mangfoldige kultur, og jeg synes, at det er spændende at møde nye mennesker fra andre lande. Jeg er meget glad for, at vores land er i fred, for det det betyder, at turisterhvervet har gode vilkår,” siger han.

I dag udgør turismen, ifølge Rajabov Bekzod, cirka 10 procent af landets BNP, men han spår erhvervet til at vokse markant i de kommende år, da landet har en utrolig rig kulturhistorie og imponerende seværdigheder, der er fredet af Unesco som verdens kulturarv.

”I mit job oplever jeg på nært hold, hvordan turismen udvikler sig stærkt. Ikke bare år for år, men dag for dag,” fastslår han med et bredt smil. Umiddelbart har vi svært ved at slå Usbekistan i hartkorn med masseturisme, men hvis profetierne en dag går i opfyldelse, er vi blot ekstra taknemmelige for, at vi nåede at opleve dette fantastiske rejseland i sin nuværende jomfruelighed.

Rejser til Uzbekistan

Vil du gerne opleve Uzbekistans smukke arkitektur og kulturhistorie? Så kan du her se alle Viktors Farmors rejser til Uzbekistan.

Viktors Farmor baggrundsbillede