Logo

Her er den halve verden


Godt 300 km syd for Teheran, finder vi Isfahan, som er en af Irans største byer. Udover det, er Isfahan også en af verdens smukkeste byer – en perle af islamisk arkitektur.


"Isfahan er den halve verden" siger indbyggerne og digterne om byen, som Shah Abbas den Store i 1598 gjorde til hovedstad for det persiske rige. Og vi kunne tilføje: Den bedste halvdel.

Isfahan er en drøm af en by, som alle burde opleve én gang i livet. De overdådigt udsmykkede moskeer, de turkise kupler, paladserne, de blomstrende parker med springvand og pavilloner og de stemningsfulde tehuse under byens broer. Isfahan er en perle i islamisk arkitektur.
Byens hjerte

Isfahans hjerte er Emam-pladsen. 500 meter lang og 150 meter bred - 7 gange så stor som Markuspladsen i Venedig! Mod nord ses den imponerende portal ind til bazaren. På pladsens tre andre sider findes Ali Qapu-paladset mod vest, Lotfollah Moskéen mod øst, og mod syd findes Emam Moskéen, der stadig er aktiv som moské for byens indbyggere.

Emam-pladsens bazarer hører til de mest spændende i hele Mellemøsten. De udgør en sand labyrint af snævre gader dækket af høje stenhvælvinger. Kobbersmedene hamrer på gryder og pander side om side med tekstiltrykkerne, mens tæppehandlernes stemmer ivrigt prøver at trænge igennem med lokkende tilbud.

Ali Qapu Paladset tårner sig 6 etager højt. Man kan levende forestille sig, hvordan kongen fra træbaldakinen på 5. sal kunne nyde udsigten over hele den imponerende plads og kunne iagttage de væddeløb og polokampe, der fandt sted. Hele den øverste etage er omdannet til musikrum, hvis vægge er dekorerede med et netværk af nicher i træværket for at give den rette akustik.

Sheik Lotfollah Moskéen kan ses direkte over for Ali Qapu. Det er Irans flotteste moske. Med den mest fuldkomne fajancekuppel i beige og pink farver. I centrum af den indre kuppel vil dagslyset belyse en stribe af gyldne ”påfuglefjer”.

Bazarer, broer og duer

Udenfor Emam-pladsen venter andre seværdigheder. Det er et must at slå vejen forbi en eller flere af de fem ældgamle broer, der fører over byens centrale flod. For eksempel broen "33Buer", hvis arkader giver den 300 meter lange bro en elegant silhuet. Irans mest kendte bro, Khaju-Bridge, er et bygningsværk med hele to etager af arkader - og midt på broen findes en lille kongelig pavillon.  

Armenerne har deres egen bydel Jolfa på sydsiden af floden. Her er der stadig flere aktive kristne kirker, deriblandt den storslåede Vank Katedral.

Og i den mere kuriøse ende findes et ”duetårn”. Et kæmpemæssigt fuglehus indrettet med reder og pladser til nogle af byens tusinder af duer. Det blev indrettet til at opsamle gødning fra duerne til de næringsfattige jorde lige uden for Isfahan.

Rejser til Iran

Hvis Irans historie og kultur tiltaler dig, så kan du her se alle Viktors Farmors rejser til Iran.

Viktors Farmor baggrundsbillede