Logo

De persiske tæpper

De kan noget med tæpper! Den traditionelle persiske vævekunst har rødder langt tilbage i historien og skal opleves på enhver rejse til Iran.

Man kan ikke undgå at stifte bekendtskab med tæpper på en rejse i Iran.

Man kan ikke undgå at stifte bekendtskab med tæpper på en rejse i Iran.

Langt, langt inde i Sibirien gjorde man et fund under en arkæologisk udgravning i 1949. I en grav for en skytisk prins fandt man et tæppe. Kulstof 14 analyser viste, at tæppet var fra det 5. århundrede før Kristus. Det havde en dyb rød farve. Man anede en hjort og en mand til hest i mønstret.

Tæppet må være verdens ældste. Det er vævet i Persien, eller med inspiration derfra, for i Persien var vævekunsten højt udviklet allerede for 2500 år siden.

På det tidspunkt kunne vi knapt slå en skarp pilespids på vore breddegrader. Og så sad de i Persien og vævede fine tæpper med 36 knuder pr kvadratcentimeter – for det er der i tæppet fra den sibiriske grav. Stof til eftertanke, når vi vader hen over de ægte tæpper i nutidens samtale-køkkener.

I det 7. århundrede efter Kristus, mens vikinger havde travlt med at plyndre Lindisfarne i England, var persiske tæpper af uld og silke på mode ud over Asien. Så langt væk som Kina. Deres kvalitet var berømmet, og mønstrene var geometriske med blomstermotiver. Et persisk tæppe var ikke blot en investering. Det var en udstilling af, hvor rig man var.
 

Tæppernes storhedstid

Efter Islams udbredelse dukkede der vers fra Koranen op i tæppernes mønstre, og de blev brugt som bedetæpper. Men den virkelige storhedstid var det 16. og 17. århundrede. Da blev der fremavlet får med meget fin uld. Plantager blev kultiveret med videnskabelig præcision for at få holdbare naturfarver. Vævere og designere kunne forvente særlige privilegier. Og de europæiske hof var ivrige aftagere af tæpper fra Persien.

Tæppe-kunstens opsving skyldes især Shah Abbas, der regnes som en af de bedste herskere i det såkaldte safavider-rige. Han var en stor bygmester. Akkurat som vores Christian 4. Blandt andet flyttede han hovedstaden til Isfahan. Byen blev hurtigt større end London, og med alle de nye paladser og moskeer fulgte et stort behov: Tæpper!

Der blev lavet kongelige væverier, og designere og vævere blev lokket til fra alle hjørner af riget. Selv fra stormogulernes hof i Indien kom kunstnere til. De bragte nye mønstre, nye farver og nye ideer med sig. Den glemte tradition med at væve guld- og sølvtråde ind i tæppet blev genoplivet. Tæpper fra Isfahan blev nogle af de mest eftertragtede.
 

Der er forskel på tæpper

Den dag i dag er tæpperne fra Isfahan stadig eftertragtede. Tætknyttede og tynde. Luven klippes ned til kun få millimeter, hvilket gør, at motiverne fremtræder skarpt. Isfahan-tæpper har en stram symmetri, oftest med ranker, medaljoner og lotusblomster som motiver. Farven rød går igen – i modsætning til tæpper fra Nain, hvor blå ofte dominerer.

Der er nemlig forskel på persiske tæpper. Ud fra mønstre og farver kan man afgøre, hvilken by tæppet stammer fra: Ardebil, Tabriz, Kashan, Bijar – eller Isfahan. Mest afgørende for kvaliteten er dog antallet af knytninger per kvadratcentimeter. Hvis der er mellem 30 og 50 – så er det et godt tæppe. Over 50 – så er det rigtig godt. Over 500 – så ligger det sandsynligvis ikke i en dagligstue, men på et anerkendt museum, for så nærmer vi os den totale perfektion.

Man kan ikke undgå at stifte bekendtskab med tæpper på en rejse i Iran. Ikke nødvendigvis som køber. Man kan sagtens nøjes med at betragte og beundre. Skulle man falde for fristelsen, skal man huske at få en udførselstilladelse i forretningen. Og være opmærksom på, at antikvariske og dyre tæpper slet ikke kan komme gennem tolden. Men mindre kan også gøre det. Priserne er generelt det halve af, hvad tilsvarende tæpper koster i Danmark, og kvaliteten er meget fin. Måske holder tæppet de næste 2500 år.
 

Rejser til Iran

Hvis Irans historie og kultur tiltaler dig, så kan du her se alle Viktors Farmors rejser til Iran.

Viktors Farmor baggrundsbillede