Logo

På opdagelse i klippebyen Petra


Der er dage, man husker for altid. En dag i Petra er en af dem. Tag med på en lang, men vidunderlig dag i et af verdens syv nye vidundere.


Man mærker eventyret inden det hele er begyndt. For der er et stort bjergmassiv foran os. Hvor er indgangen til Petra?  Men så åbner bjerget sig. Man går ind i en slugt, der bliver smallere og smallere. Klipperne rejser sig lodret på begge sider.  I rødlige og grå nuancer. Ovenover er der blå, blå himmel.

Hvor langt skal vi gå? Vi ved det ikke. Men et eller andet sted for enden af slugten ligger Petra, nabatæernes hovedstad. En by, der blev hugget ud af klipperne for 2000 år siden.

Et dygtigt handelsfolk

På hver sin side af slugten går vandkanaler. De var en del af nabatæernes geniale system, der udnyttede kildevand og regnvand. De forstod at opsamle vand – og at lede det bort, når heftige regnskyl gled hen over bjergene. 

Gradvist samler vi de første brikker til mosaikken om dette nomadefolk, der blev fastboende på et svært utilgængeligt sted og opbyggede et blomstrende samfund. På venstre side af slugten ser vi to relieffer af kamelkaravaner.

Nabatæerne var ekstremt dygtige handelsfolk, der blev rige ved at ligge på den vej, hvor kamelkaravanerne transporterede røgelse, krydderier og silke mellem Arabien og Kina.

I Petra kunne karavanerne få husly, fred for røvere, vand og mad. Og de kunne få lov at betale en afgift for alt dette. Hvilket de gjorde. Nabatæerne byggede en hovedstad, hvor de lod sig inspirere af den smukkeste arkitektur, de stødte på.

Egentligt skulle man ikke skrive ”byggede”. Nej, ”udhuggede” ville være mere præcist. For det var dét, de gjorde: Huggede en by til 3000 beboere ud af den bløde klippevæg.

Pludseligt, efter et lille knæk på stien gennem slugten, ser man Skatkammeret foran sig.  Den mest kendte af alle bygninger i Petra. Den fra alle postkortene. Og fra film som ”Indiana Jones og det sidste korstog”. I virkeligheden var det et dødetempel for en nabatæisk konge.

Næsten alle monumenter stammer fra Petras storhedstid fra 200 år før Kristus til 200 år efter. Det gælder også det romerske teater, der måske var anlagt, inden romerne på fredelig vis annekterede Petra i år 106.

Over for teatret står en midaldrende, hippie-agtig kvinde og sælger smykker og bogen ”Married to a beduin”. Hun signerer for dem, der køber. Hun er fra New Zealand. Forelskede sig som ung i en beduin. Flyttede ind i hans hule i Petra.  Nu bor hun i landsbyen Umm Sayhoun, hvortil alle beduiner i Petra blev flyttet i 1980erne.

På bagsiden af bjerget

Vi trænger til en forfriskning. Og vi ved, hvor vi finder den: På bagsiden af bjerget, der ligger for enden af den romerske hovedgade. Her har Mufleh indrettet sin café på en terrasse og brygger tyrkisk kaffe og te til dem, der finder frem til ham. Han dyrker alle mulige farverige blomster også. Hans eneste store ærgrelse er, når gederne går grassat på hans have.

Vi går nu ad hovedgaden. For enden, til venstre, ligger det store tempel: Faraos datters palads. Bygget af fritstående stenblokke, og når det har kunnet overleve kraftige jordskælv, skyldes det nabatæernes teknik: Der var indlagt støddæmpende, asfalt-imprægnerede træbjælker mellem stenlagene.

Efter en velfortjent, lækker og dyr frokost på Crowne Plaza restaurant har vi kræfter til at gå ad 830 trin til ”Klosteret” – en anden kongegrav af mægtige proportioner. I nærheden er der en fantastisk udsigt ned over Petra.

Rejser til Jordan

Vil du gerne selv udforske Jordans fantastiske bygningsværker og historie? Så kan du her finde alle Viktors Farmors rejser til Jordan.

Viktors Farmor baggrundsbillede