Logo

Petra


Jordan er rigt på arkæologiske mindesmærker, lige fra neolitiske ruiner og til umayyadeprinsernes ørkenfæstninger. Af alle nationale mindesmærker er Petra det mest berømte.


Byen Petra blev grundlagt af nabatæerne, et arabisk folk, der bosatte sig i det sydlige Jordan for mere end 2000 år siden. Byen er udhugget i de lyserøde klipper og har da også fået tilnavnet "The pink City". Fra dette skjulte sted dominerede nabatæerne de gamle arabiske handelsruter.


Nabatæerne opkrævede told for at huse karavanerne, der kom ladet med indiske krydderier, silke, afrikansk elfenben og kostbare dyreskind. Petra lå ved en korsvej, hvor to af de vigtigste handelsruter krydsede hinanden: En rute, der forbandt det Røde Hav og Damaskus, og en anden rute, der forbandt Den Persiske Bugt med Gaza ved Middelhavets kyst.

Prisen for goderne

Når karavanerne ankom til Petra, havde de ofte i flere uger måttet trodse de barske forhold i den Arabiske ørken. I Petra kunne de få mad, husly og vand.

Men indbyggerne i Petra opkrævede høje priser for disse goder, og byen blev rig.

Den romerske historiker Plinius fortæller, at det ikke var nok at betale vagterne, præsterne og kongens tjenere med gaver. Der skulle også betales for et sted at bo og for foder til dyrene. Da nabatæerne var på højden af deres velmagtsperiode, gik deres kongerige helt til Damaskus, og det indbefattede store dele af Sinai og Negev ørknerne.

Petra blev berømt for sin forfinede kultur, sin massive arkitektur og sit indviklede system af dæmninger og vandkanaler.

Den romerske kejser Trajan annekterede det nabatæiske kongerige i år 106, hvorefter en mængde forskellige herskere fulgte. Da romerne fik kontrol med handelsruterne, dirigerede de dem mod Bosra i det nuværende Syrien.

Ørkenens bytte

Det var altså handelen, der gjorde Petra til en velstående by. Da romerne opdagede søvejene mod øst, standsede handelen med krydderier over land. Petra mistede sin betydning og gik i forfald og blev lidt efter lidt ørkenens bytte.

Petra var helt ukendt for den vestlige verden, men i 1812 var der en schweisisk rejsende, Johann Ludwig Burckhardt, der opsøgte området, hvor der fandtes nogle mindre ruiner. Han tegnede ruinerne op og han skrev "det er sandsynligt, at ruinerne i Wadi Musa i virkeligheden er det gamle Petra".  På trods af denne opdagelse, var det først i 1924 de første arkæologiske udgravninger fandt sted i Petra.

Rejser til Jordan

Vil du gerne selv udforske Jordans fantastiske bygningsværker og historie? Så kan du her finde alle Viktors Farmors rejser til Jordan.

Viktors Farmor baggrundsbillede