Logo

Mamas eneste rejse var på æselryg

 

Mødet med andre mennesker i øjenhøjde er det mest livsbekræftende på en rejse. Mød Fatima og Fatima og mærk den marokkanske gæstfrihed.

 

På trods af forskellig kultur, sprog og religion kan vi sagtens more os med hinanden. Smilet er nu engang den korteste afstand mellem mennesker. Og i mødet med de andre får vi et nyt perspektiv på vores egen tilværelse.

Her er et par kvinder, der er med til at gøre vores vandreferie i Marokko unik.

Mamas Fatima

Mamas Fatima er 84 år. Hun bor i Ait Ben Haddou – en by som i sig selv er eventyrlig. Byen med de terracotta-farvede ler-huse ligger på en klippeside og har været kulisse for film som ”Gladiator” og ”Alexander” og ”Babel”. Der er kun 10 familier tilbage i byen. Mamas Fatima er en af dem, der holder stand. For her har hendes forældre boet.

Og deres forældre. Og deres. I hvert fald 400 år tilbage har Fatimas familie boet i selve Ait Ben Haddou.
Midt i det lille hus er en fold, hvor familiens får opholder sig om natten. Der er en kværn, hvor Mamas maler sit mel. Man kan godt prøve at trække kværnen i gang. Mange opgiver. Men Mamas maler mel lige så tit det skal være.

I sit lange liv har hun kun én gang været udenfor Ait Ben Haddou. Det var på æselryg. Hun besøgte sin søster, der var blevet gift, og boede 20 km væk. Ellers har hun haft travlt i huset i Ait Ben Haddou. Hun har fået 8 børn, 5 døtre og 3 sønner. Nu er manden død, derfor må sønnerne tage sig af hende og holde huset vedlige. De hjælper også med at servere myntete, når vi kommer på besøg.

Dada Fatima

Dada Fatimas historie er lang og forunderlig. Kun 7 år gammel blev hun hus-slave for en familie i Casablanca. Hun blev selskabspige for husets lille datter. Badede hende i vand tilsat appelsinblomster, klædte hende i håndbroderede kaftaner i flotte farver, sørgede for lækre småkager og myntete. Siden blev hun amme for Aichas datter, og verdens bedste kok. Hun forkælede familien. Mange år senere fik hun frihed. Hun flyttede til den lille berberby Ait Aissa, og bor i dag sammen med sin brors børn og børnebørn.

Fatima tager imod med vanlig marokkansk gæstfrihed. Der er hjemmelavede pandekager, friskkærnet smør, honning, olivenolie og urtete. Flokke af børn i alle aldre og også en del voksne stirrer fascinerede på gæsterne. Og Dada Fatima har knaldrosa læbestift på. Det er en stor dag for hende.

”Sød som kærligheden og mørk som døden” ler hun, da den rygende varme myntete serveres. Hun kan sagtens grine. Et besøg fra Danmark gi´r status i nabolaget. Sådan møder man hele tiden gæstfriheden i Marokko.

Rejser til Marokko

Går du og overvejer, at Marokko er et tiltalende rejsemål for dig? Så kan du her finde alle Viktors Farmors rejser til Marokko.

Viktors Farmor baggrundsbillede