Logo

Oprør i haremmerne

 

I 2015 er det 100 år siden, kvinder i Danmark fik valgret. Men kvindekamp er ikke kun noget, der hører Vesten til. Der er en spændende historie om arabisk kvindekamp.


Af Jesper Petersen

I sommeren 1923 sad Huda Sharawi med sin veninde Saiza Nabarawi i toget fra Alexandria på vej til Kairo. De havde netop været i Rom, hvor de havde deltaget i den årlige konference i Den Internationale Sammenslutning for Stemmeret og Lige Statsborgerskab. På banegården i det centrale Kairo stimlede overklassens kvinder sammen for at modtage de to foregangskvinder. Da toget standsede ved perronen trådte Sharawi og Nabarawi ud uden ansigtsslør, som ellers var normen på denne tid i Kairo. Kvinderne på perronen forstod straks symbolikken, og flere smed ansigtssløret ligesom foregangskvinderne i protest mod haremskulturen. Eunukkerne, som havde ansvaret for, at kvinderne opførte sig sømmeligt, når de færdedes uden for haremmerne, blev tydeligt nervøse men turde ikke gribe ind.
Feministunion.

Kort tid forinden havde Sharawi grundlagt Den Egyptiske Feministunion, hvor kvinder på tværs af religion stillede krav om reformer på kvindeområdet. De to kvindesagsforkæmperes aktion på Kairos banegård er en af den arabiske kvindekamps kendteste øjeblikke. Det var imidlertid ikke startskuddet til kvindernes kamp; det var snarere kulminationen af en kamp, der startede i sidste halvdel af 1800-tallet og intensiveredes omkring århundredeskiftet.

Kort inden aktionen på banegården i Kairo, havde kvinderne forladt haremmerne under 1919-revolutionen, hvor Egypten kæmpede for national selvstændighed. Kønsadskillelsen brød ganske enkelt sammen under optøjerne, og kvinderne indtog gaderne. De blandede sig med mændene ved de store demonstrationer, og flere af de første martyrer i kampen var derfor kvinder. Da optøjerne stilnede af 3 år senere, vendte kvinderne ikke tilbage til haremmerne; tværtimod grundlagde de Den Egyptiske Feministunion og kaldte til kamp mod patriarkatet.

Haremmerne fylder mere i den Vestlige forestillingsverden og litteratur, end de gør i Mellemøsten; langt størstedelen af Egyptens kvinder var hårdt arbejdende bønder, og billedet er det samme, når vi kigger på resten af Mellemøsten. Det var kun den øvre middelklasse og overklassen, der havde råd til at lave den særlige indretning af hjemmet og købe eunukker (kastrerede mandlige slaver). Desuden boede jøder og kristne i Mellemøsten også i haremmer – dog var muslimerne de eneste, der praktiserede flerkoneri.

Brændte slør

1920’erne var et skæbnens årti for kvinder i store dele af den muslimske verden. I Tyrkiet blev flerkoneri forbudt ved lov i 1926, og den afghanske konge forbød statsansatte at gifte sig med mere end én kone i 1928. Ved samme lejlighed holdt den afghanske dronning op med at gå med slør, hvilket vakte stor opsigt i de arabiske lande. I Usbekistan fejrede kvinder den bolsjevikiske revolution med at brænde deres slør og traditionelle klædedragter på store bål i centrum af byerne. Store dele af den muslimske verden viste i denne periode tegn på et opgør med fortidens traditioner.

På universiteterne nyfortolkede islamiske reformatorer Koranen på ny og anbefalede reformer på kvindeområdet. I 1899 samlede den egyptiske dommer Qassim Amin reformatorers tanker i værket Kvindernes frigørelse, hvor han blandt andet skrev at: ”Samlet set kan man sige, at intet i islams love eller i islams intentioner retfærdiggør den muslimske kvindes lave status. Den eksisterende situation er i modstrid med [sharia]loven, eftersom kvinder i islam oprindeligt blev tildelt en plads på lige vilkår [med mænd] i samfundet.” Amin havde opbakning fra flere af Egyptens mest magtfulde islamiske skriftlærde, og det siges at Muhammed Abduh, der var shariadomstolenes øverste leder, har skrevet dele af bogen. Abduh har selvstændigt fremsat lignende argumenter, hvor han citerer både Koranen og Muhammed som dokumentation.

Det var naturligvis ikke alle muslimer, der var lige begejstrede for udviklingen, og ofte blev tonen skarp i den offentlige debat. Konservative muslimer var forfærdede over slørafbrændingerne i Usbekistan, men i Egypten lykkedes det dem at bremse næsten alle reformer på kvindeområdet gennem en politisk alliance med kongen, der havde vetoret med hensyn til vedtagelsen af nye love.

Besatte parlament

Frustreret over de manglende reformer planlagde feministerne i 1951 med Doria Shafiq i spidsen at storme det egyptiske parlament for blandt andet at kræve stemme- og valgret til kvinder. Feministerne forsamledes i al hemmelighed i en af nabobygningerne til parlamentet under dække af at afholde en kvindekonference. Det lykkedes at besætte parlamentsbygningen i fire timer og aftvinge politikerne løfter om reformer, men snart viste løfterne sig at være tomme.

Kort efter stormen på parlamentet brød det endelige opgør med Storbritannien ud i 1951, og her indtog Shafiq igen podiet. Hun opfordrede kvinderne til at gå forrest i kampene mod briterne: ”Kom nu, drej historiens hjul, og tag jeres plads forrest blandt tropperne og gør jeres bedste for Egyptens skyld. I har intet andet valg end at svare kaldet, som siger, at kvinder har et ansvar over for nationen – deres eget blod skal spildes for nationen, ikke kun deres ægtemænds, sønners og brødres blod…”

Kvinderne blev belønnet for deres indsats under revolutionen. De opnåede blandt andet stemme- og valgret. Det islamiske universitet al-Azhar blev åbnet for kvinder, og shariadomstolene blev underlagt staten. Revolutionens leder Gamal Abdal Nasser turde imidlertid ikke røre ved familielovene, som kvinderne inderligt ønskede at reformere.

Reformer kommer

Historisk set har konservative muslimer haft stor succes med at bremse reformer på kvindeområdet i store dele af den muslimske verden. Dette er til trods for at næsten alle lande har haft højrøstede feministbevægelser. I de seneste 15 år har mange statsoverhoveder imidlertid gennemført flere af de reformer, kvinderne kæmpede for i 1920’erne. Eksempelvis har kvinderne fået ret til skilsmisse i Jordan og Marokko, og muligheden for polygame ægteskaber er blevet indskrænket.

Den seneste udvikling har også budt på reformer i Egypten, hvor den nu væltede præsident Hosni Mubarak i 2003 udnævnte en kvindelige dommer til forfatningsdomstolen. Hun er i dag vicepræsident ved samme domstol. Året efter svor han endnu 30 dommere ind, hvoraf flere dæmmer sager ved familiedomstolene, som tidligere var shariadomstolenes anliggende. Desuden gennemførte han en lovpakke, der løftede kvindernes status i 2008, men der er stadig lang vej til ligestilling. Til gengæld er Egyptens feminister bedre uddannet og bedre organiseret end nogensinde før, og der er ingen tvivl om at samfundet konservative røster i fremtiden får kamp til stregen.

Rejser til Mellemøsten

Vil du gerne opleve Mellemøsten helt tæt på? Så kan du her se alle Viktors Farmors rejser til Mellemøsten.

Viktors Farmor baggrundsbillede