Logo

Husk dadlen til kaffen

 

En dadel er ikke bare en dadel! I Oman er dadlen en vigtig del af tilværelsen og bruges til mange forskellige formål.

 

Der er 10 millioner dadelpalmer i Oman. Og det er ikke én for meget, for omanierne elsker dadler. Når de drikker arabisk kaffe, så hører der sukkersøde, friske og klæbrige dadler til. Og dadlerne ryger også ned, når der ikke er kaffe i nærheden. De er en uundværlig del af tilværelsen i Oman.

Frugten giver næring, bladene bliver til måtter og poser, bladstænglerne til kurve, fibrene til reb, og træet til møbler eller brænde. Og så skal vi ikke glemme, at dadlen er en vigtig eksportvare.

Når man står på toppen af fortet i Nizwa og kigger ud over en grøn skov af palmer, forstår man betydningen. Nizwa er landets center for dadler – og en dadel er ikke bare en dadel. Der findes 50 sorter. Creme de la creme er khalas sorten, der er gul, oval, blød og indeholder 65% sukker.

Der bliver værnet om palmerne

En dadelpalme kan give op til 100 kg frugt om året, så man forstår godt, at bønderne værner om deres træer. De sørger blandt andet for, at de får rigeligt med vand. Oman er kendt for sine vandingskanaler, anlagt for hundreder af år siden, men effektive og livgivende under brændende sol og den koboltblå himmel.

Men selv de mest frugtsommelige palmer kan behøve hjælp. På markedet i Nizwa kan man se boder, der sælger lange aks. Det er hanrakler. Dadelpalmerne har svært ved selv at ordne bestøvningen. Derfor køber de samvittighedsfulde bønder hanrakler på markedet, kravler op i de mega-høje palmer med dem og ordner bestøvningen manuelt. 

Dadelen har også været et våben. I gamle dage var der huller i fæstningen, hvorfra Nizwas indbyggere kunne hælde kogende dadel-sirup ud i hovedet på fjender på vej op ad stigerne. Det har ikke været en himmerigsmundfuld.

Men det er dadlen i dag, og man kommer ikke uden om den på rejsen gennem Oman, for omanierne er det venligste folk på Den Arabiske Halvø, og de vil meget gerne vise kultur og tradition frem for deres gæster.

Rejser til Oman

Er du også fascineret af Omans storslået historie, og overvejer, om det er et rejsemål for dig? Så kan du her finde inspiration med alle Viktors Farmors rejser til Oman.

Viktors Farmor baggrundsbillede