Logo

Inkaernes børnemumier

Et af de vigtigste ritualer i Inkaernes kalender var ”Capacocha” (Den Royale Forpligtelse). Denne ceremoni foregik ved høsttid, så Inkaerne kunne markere deres glæde over for guderne. Inkaerne mente, at guderne ville belønne dem efter størrelsen på og kvaliteten af deres ofringer. De ofrede deres mest værdsatte eje. Derfor var Inkaernes hovedofring til guderne et af deres børn i følgeskab med rituelle offergaver. De pilgrimsrejsende vandrede hen til ofringsstedet, hvor de udvalgte børn blev iført deres fineste klæder og blev givet ”chicha” (majsalkohol). Når børnene sov, blev de efterladt med deres rituelle offergaver, der var skabt specifikt til lejligheden.



På toppen af Mount Llullaillaco i Salta provinsen, Argentina, fandt man i 1999 et arkæologisk kompleks. Det bestod af konstruktioner, der med stor sandsynlighed har fungeret som ly for udførelsen af ceremonier på Inkaernes tid. Det usædvanlige er den høje beliggenhed og stedet betragtes i dag som det højest beliggende arkæologiske kompleks i verden.



På den næsthøjeste top (6.730 m) ligger en konstruktion formet som to åbne, halvcirkulære kabinetter kaldet ”dobbelte cirkelhytter”. Under denne konstruktion lå tre inkabørns kroppe og deres offergaver. De tre børnemumier anslås til at have været en dreng på syv år, en pige på seks år og en pige på 15 år.

 

Drengen blev fundet siddende på en grå tunika (unku) med ansigtet vendt mod solopgangen. Som enhver anden mand fra Inkaernes elite havde han kort hår og bar et ornament af hvide fjer, der var holdt fast til hans hoved med en ulden snor. Blandt hans offergaver var en lille flok miniature figurer bestående af lamaer ledsaget af mænd i fine klæder.

 

Den lille pige på seks år kalder man i dag ’Lynets Pige’, da man mener, at hun på et tidspunkt efter hendes død er blevet ramt af et lynnedslag. Hun blev fundet med ansigtet vendt mod sydvest. Hendes offergaver bestod af miniaturer i guld og sølv, muslingeskaller, keramik, mad og tekstiler.
Den sidste børnemumie fandt man siddende med en fantastisk hovedbeklædning, hvilket peger i retning af, at hun sandsynligvis har været en Sol Jomfru (aclla). Som Sol Jomfru var hun udvalgt og helliget til at være blandt de pigebørn, der skulle vokse op i ’De Udvalgte Kvinders Hus’, så hun en dag kunne blive hustru af royal status, præstinde eller offergave til guderne.

 

Børnemumiernes rituelle offergaver var markant opdelt mellem drenge- og pigeting, der repræsenterede aktiviteter, der passede til barnets køn, hierarki og fødselssted. Nogle af offergaverne havde simpelthen det formål, at de skulle indgå som den fornødne forplejning til en rejse ind i efterlivet. Det kunne f.eks. være mad, drikkevarer, ekstra sandaler og tæpper.

 

Ifølge Inkaernes tro døde de ofrede børn ikke, men blev forenet med deres forfædre, der ville holde øje med deres byer fra de højeste bjerge. Inkaerne mente, at liv, der var blevet ofret til guderne, blev belønnet med sundhed og velstand. Disse ofringer var med til at styrke båndene mellem Inkarigets centre og de mere fjerntliggende dele af Inkaernes territorium såvel som mellem mennesker og guder. På den måde kunne de ofrede børn, deres død samt de medbragte offergaver repræsentere de levende Inkaers sociale univers i Inkaernes kosmos, der var en ideel, usynlig verden.

 

I dag kan mumierne ses på et museum i Salta. De er placeret i montre, med nedkølet luft svarende til temperaturen på toppen af Llullaillaco. På den måde kan man garantere den rette konservering af børnemumierne samtidig med, at de kan vises frem for offentligheden.

 

Viktors Farmor baggrundsbillede