Som dansker er man visumfri i 90 dage. I flyet udfyldes indrejsekort. Man skal imidlertid være i besiddelse af et pas, der har mindst seks måneders gyldighed ved afrejse fra Ecuador. Det er altid en god idé at have en kopi af passets informationsside med. Den bør opbevares et andet sted end selve passet.
Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Endvidere anbefales vaccination mod gul feber. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.
Medicin: receptpligtig medicin bør pakkes i håndbagagen. Vær opmærksom på at det kræver en speciel tilladelse at medbringe insulin i håndbagagen, men egen læge kan hjælpe med at få en sådan tilladelse. Medbring gerne en medicinliste med det aktive stof i den receptpligtige medicin samt dosis.
Køresyge: er man tilbøjelig til at blive køresyg, er det en god idé at medbringe piller mod køresyge, da der køres i bjerge med hårnålesving.
Højdesyge kan opstå, når man bevæger sig relativt hurtigt op i en højde over 2500 meter f.eks. når man flyver til Quito. Det er vigtigt at drikke meget vand, spise lette måltider og undgå alkohol for at minimere problemer med højdesyge. Højdesyge viser sig bl.a. ved hovedpine, kvalme og utilpashed. På www.netdoktor.dk står der mere om højdesyge.
Tager du medicin eller lider du af sygdom, der kan blive forværret af en rejse i højderne, bør du i god tid inden afrejse kontakte egen læge. Har du ikke erfaring med, hvordan du reagerer på højder, kan du vælge at medbringe Diamox tabletter, som i vist omfang kan forebygge højdesyge. Tal med din læge herom.
Møntfoden i Ecuador er USDollars. Det anbefales at man medbringer dollars i kontanter. Tag ikke 50 og 100 dollarsedler med, da de er svære at få vekslet (da der er mange falske 50 og 100 dollarsedler). Det er bedst at have 10 og 20 dollarsedler med. Kreditkort kan anvendes i de større byer, hvor der også er hæveautomater. Kreditkort kan ikke anvendes på Amazonas lodge.
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
Det er ikke tilrådeligt at drikke vandet i Ecuador. Mineralvand kan købes overalt. Undgå isterninger og lokalt hjemmebryg lavet på postevand. Vi får god og veltillavet mad overalt, og det er sjældent der forekommer mavetilfælde. På lodgen i Amazonas er der drikkevand til rådighed, og mineralvand kan købes.
Telefoni. Ecuador har selvvalg fra Danmark. Tryk 00593 + omr.nr + abon.nr. Fra Ecuador til Danmark trykkes 0045 + dk-nummer.
Mobiltelefon. Det er ikke alle mobiltelefoner, der virker i Ecuador. Kontakt din lokale tele-udbyder.
Internet. Der er internet på flere af de steder, hvor vi overnatter.
De hoteller, vi bruger, er ofte hyggelige renoverede kolonipalæer eller haciendaer. Det betyder dog, at værelserne ikke altid er ens, at der kan være forskel på størrelserne af værelserne, og at der er nogle værelser uden vinduer (spansk byggestil) og nogle værelser med skråvægge. Derfor vil nogle til tider få et bedre værelse end andre, og omvendt. Der kan ikke garanteres bestemte værelser på forhånd.
Der er 110 volt. Danske stik kan ikke bruges, så medbring en adapter.
I Amazonas bor vi på en lodge, hvor der ikke er elektricitet på værelserne. Der er stearinlys til rådighed, men medbring en lommelygte eller pandelygte. Der er mulighed for at oplade fotografiapparater i receptionen, men det er en god idé at oplade alle apparater inden turen til Amazonas.
På restauranter er det normalt at lægge ca. 10% til regningen, hvis drikkepenge ikke allerede er inkluderet (servicio 10%). Hvis man har fået båret sin bagage til sit hotelværelse, giver man et lille beløb for det, f.eks. svarende til 1 $ pr. værelse.
På grupperejser betales drikkepenge til chauffører og lokalguider af Viktors Farmor.
Hvis man vil fotografere mennesker, bør man altid spørge om lov først. I højlandet kan man komme ud for at folk ikke bryder sig om at blive fotograferet.
I højlandet er den bedste måde at klæde sig på efter lag på lag princippet, da dagene ofte byder på både sol og regn. Det kan være køligt morgen og aften samt på vandreture i nationalparker, hvorfor en sweater og vindjakke anbefales. I Amazonas er der brug for let og løst tøj, langærmede bluser og lange bukser til vandringer i regnskoven samt regntøj.
Der udleveres gummistøvler (maks. str. 47). På lodgen kan shorts og sandaler anvendes. Det er god idé at medbringe solbeskyttelse med høj faktor, læbepromade, solhat og solbriller. Medbring badetøj til badning i Amazonas samt i varme kilder. Klima Ecuador har tropisk klima, men vejret varierer meget fra region til region og i forhold til højden.
I Quito og højlandet er gennemsnit-stemperaturen 7-23°C hele året rundt. I regntiden (okt. – maj) starter dagene generelt med sol, det bliver varmt over middag, og senere på dagen regner det. Det kan blive koldt om natten. I Amazonas ligger gennemsnitstemperaturen mellem 25 og 30 grader, og det er fugtigt og regnfuldt hele året. I Guayaquil ligger temperaturen gennemsnitligt mellem 21 og 31 grader og der er meget høj luftfugtighed
På restauranter koster en hovedret ca. 10-18 USD. En øl koster 3-4 USD, en sodavand ca. 2 USD og en flaske vin ca. 25 USD. En liter vand i et supermarked/kiosk koster ca. 1 USD.
Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
Ecuador har tropisk klima, men vejret varierer meget fra region til region og i forhold til højden. I Quito og højlandet er gennemsnit-stemperaturen 7-23°C hele året rundt. I regntiden (okt. – maj) starter dagene generelt med sol, det bliver varmt over middag, og senere på dagen regner det. Det kan blive koldt om natten.
I Amazonas ligger gennemsnitstemperaturen mellem 25 og 30 grader, og det er fugtigt og regnfuldt hele året. I Guayaquil ligger temperaturen gennemsnitligt mellem 21 og 31 grader og der er meget høj luftfugtighed
Der er 6 timers forskel mellem Ecuador og Danmark. Når klokken er 12.00 i Ecuador, er den 18.00 i Danmark. Når der er sommertid i Danmark, er der 7 timers forskel.
Husk at supplere pakkelisten med:
- Vaccinationskort
- Regntøj eller regnponcho
- Evt paraply, også praktisk i stærk sol
- Vækkeur
- Varmt tøj (lag på lag), da vejret kan være omskifteligt
- Lette langærmede bluser/skjorter og lange bukser til vandring i regnskoven (ekstra sæt bukser kan være nyttige, da det er svært at tørre tøj i Amazonas pga. fugtighed)
- Passende fodtøj til let vandring (gerne vandtæt)
- Evt. teleskop-vandrestav
- Solbriller og solcreme
- Kasket/hat
- Evt. medicin mod maveinfektion og køresyge (tal med egen læge)
- Badetøj, badesandaler
- Evt. siddeunderlag
- Myggemiddel (vigtigt i Amazonas)
- Vådservietter
- Feltflaske / flaske til vand
- God kikkert
- Lommelygte/pandelygte + ekstra batterier
- Gummistøvler, hvis du bruger str. 48 og derover
- Evt. vandtæt pose til kamera
- Lille rygsæk til dagsture
Hvis du medbringer kamera, mobiltelefon eller andre værdigenstande på kanoturene i Amazonas, så sørg for at have det i en vandtæt pose. Viktors Farmor kan ikke gøres erstatningspligtig, hvis genstandene bliver våde eller mistes.
De fleste rejser til Ecuador er problemfrie. Ud over almindelig sund fornuft anbefaler vi, at man ikke går med smykker, og at man bærer sit kamera, telefon og penge ude af syne for andre.
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.