Der kræves ikke visum ved indrejse til Grønland. Der gælder ingen pastvang for nordiske statsborgere, der rejser mellem de nordiske lande. Du skal dog kunne identificere dig og skal derfor medbringe en eller anden form for billedlegitimation. Dit pas vil være velegnet som billedlegitimation og kræves undertiden af fly- og færgeselskaber.
Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
Vaccinationskrav er der pt. ingen af. Check evt. Seruminstituttets hjemmeside: https://rejse.ssi.dk
Viktors Farmor sælger forsikringer fra Gouda:
Har man afbestillingsforsikring hos Gouda, dækkes alle sygdomme, også sygdomme, der kan relateres til Corona. Har man rejseforsikring hos Gouda (sygeforsikring under rejsen) dækkes alle nyopståede sygdomme, også hvis det er en corona-relateret sygdom. Viktors Farmor tager forbehold for ændringer i ovenstående og henviser til www.gouda.dk for den til alle tider korrekte dækning. Du kan til enhver tid købe din Gouda rejseforsikring hos Viktors Farmor.
Myg er mest almindelig i juli og starten af august måned.
Grønland gør brug af danske kroner
Ved selvvalg fra Grønland ringer man 0045 + det danske nr. Ved selvvalg fra Danmark til Grønland trykkes 00 299 + nr.
Man kan som udgangspunkt ikke bruge sin danske data-plan på Grønland uden at betale et gebyr. Dog tilbyder nogle danske udbydere som fx youSee såkaldte tillægspakker, hvor man inden afrejse kan købe et datatillæg der gælder på Grønland. Alternativt kan man købe sim-kort på Grønland til lokalt brug.
Ellers tilbyder de indkvarteringssteder, Viktors Farmor gør brug af, også wifi - dog mod betaling.
Grønland bruger 230 volt og alle danske apparater kan tilsluttes elnettet uden brug af adapter.
Vandet på Grønland er ganske rent, og vandet fra hanen kan sagtens drikkes.
Man betaler ikke drikkepenge på Grønland, medmindre der er tale om en helt særlig og exceptionel service, eller man har lyst til det.
Hvis man vil fotografere mennesker, bør man altid spørge om lov først, ellers ingen restriktioner.
Priserne på Grønland er generelt en smule dyrere end de danske, hvilket skyldes at mange varer skal fragtes til Grønland langvejsfra. Alt efter kvaliteten kan man få et måltid mad på et cafeteria til lidt under 100 kroner, eller på en restaurant til omkring 300 kroner.
Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære den selv. Med Air Greenland må man have op til 20 kg med som indtjekket bagage.
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
Hav også en flaske håndsprit med i en klar plastikpose. Pt. må flaskens indhold gerne overstige 100 ml.
Air Greenland tillader en håndbagage på op til 8 kg.
Størstedelen af Grønland, inklusivt områder som Viktors Farmor besøger, ligger nord for polarcirklen og deraf skal man være forberedt på at det kan blive koldt, selv i sommerhalvåret. Som udgangspunkt er sommermånederne i Grønland dog lune, i særdeleshed hvis der er solskin. Vi anbefaler derfor at man pakker det tøj man bruger i efteråret og om vinteren i Danmark og skifter mellem det alt efter den daglige temperatur under rejsen.
Der er fire timers tidsforskel mellem Danmark og den del af Grønland, som Viktors Farmor besøger. Grønland er fire timer ’bagud’, hvilket vil sige at klokken 12:00 i Grønland er klokken 16:00 i Danmark.
Husk at supplere pakkelisten med:
Politikens Forlag. Turen går til Grønland (nyeste version fra 2019)
Leine, Kim. Profeterne i evighedsfjorden (2012)
Korneliussen, Niviaq. Blomsterdalen (2020)
Jensen, Flemming. Vejledning i sælfangst (2015)
Riel, Jørn. Sangen for livet (2011)
Infrastrukturen i Grønland er som sådan ikke dårlig, men da de små byer ikke er forbundet med veje, men kun med alternative transportformer såsom fly, skib eller evt. hundeslæde, er transporttiden deraf ofte længere end hvad man kender hjemmefra. I Kangerlussuaq kører en bybus rundt.
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse. Se alle rabatordninger her: Fordele og rabatter