Viktors Farmor udsender visumvejledning før afrejse, hvis det er relevant for rejsen. Vietnam kræver pt. ikke visum for danske statsborger på turistrejser, hvor man tilbringer 15 dage eller mindre i landet.
Passet være gyldigt mindst 6 mdr. efter indrejse datoen. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Herudover er anbefalinger afhængige af, hvilket område man rejser i og på hvilket tidspunkt af året man rejser.
Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.
Vietnams valuta er dong (VND). Der går ca. 3 danske kroner på 10.000 dong. På hoteller, restauranter og butikker henvendt til udenlandske gæster står priserne ofte angivet i både VND og USD. Selv om priserne ikke er angivet i udenlandsk valuta, er de fleste steder parate til at modtage betaling i USD.
De fleste banker, hoteller og guldsmede-forretninger tilbyder at veksle. Nogle steder betales et mindre gebyr for omvekslingen. Oftest giver guldsmede-forretningerne en bedre kurs end bankerne og hotellerne. Kreditkort kan anvendes som betalingsmiddel i restaurationer og butikker henvendt til turister.
Vær opmærksom på at nogle forretninger tager et mindre gebyr for at modtage betaling via kreditkort. Det er muligt at hæve kontante beløb med Visa og Mastercard i flere banker. Bankerne tager som regel et gebyr på 1-5 % af det beløb, der hæves.
I de største byer er der automater, hvor det er muligt at hæve penge døgnet rundt – dog ofte maksimalt 2.000.000 VND pr. dag.
Vietnamesisk mad er meget lækkert og varieret. Landet har op mod 500 traditionelle retter, der består af alt fra cobra-slange og skaldyr til lækre vegetarretter. Fisk er også en vigtig ingrediens i det vietnamesiske køkken, og stort set alle retter suppleres med ris og nudler. Grøn the serveres alle steder. Vietnamesisk kaffe er fortræffelig, og alle steder serveres godt dansk øl, både Tuborg og Carlsberg, der brygges i landet.
Telefoni. Landekoden ved opringning per telefon fra Danmark til Vietnam er 0084. Herefter indtastes telefonnummeret inklusive forvalgskoden for den provins, der ringes til.
Vær opmærksom på at taksten er meget høj, hvis man ringer fra Vietnam til udlandet.
Internet. Man har på flere af hotellerne mulighed for at benytte sig af internettet.
110-220 volt A.C. De fleste stikkontakter har to eller tre huller og passer til de stik, vi har i elektriske apparater i Danmark.
Det frarådes at drikke vandet. Mineralvand kan købes overalt.
Det forventes ikke, at man giver drikkepenge, men det bliver værdsat.
Drikkepenge til lokalguiden og chaufføren er inkluderet i rejsens pris.
Men drikkepenge til stuepiger, tjenere, båd-personale mv. er ikke inkluderet.
Vietnam er et paradis, når der drejer sig om billedmotiver. Vis respekt ved fotografering: Vis kameraet og smil og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej; især mange af de ældre bryder sig ikke om at blive foreviget. Militære områder, checkpoints samt lufthavne må ikke fotograferes.
I turistområderne kan man sagtens gå i shorts og en T-shirt. Men besøger man pagoder, templer og museer og lignende, bør man som minimum iføre sig lange bukser og en bluse/overdel, der dækker skulderen. Ved besøg i Ho Chi Minh mausoleet i Hanoi er korte bukser eller skørter/korte kjoler ikke tilladt (skal dække knæene).
Rejsen til det nordlige Vietnam - Til te hos Tay
Det kan være køligt i den nordlige del af landet, så man bør medbringe en trøje, vindjakke, regntøj og gode vandresko.
Vietnam er et godt land at shoppe i. Der fremstilles mange flotte håndværksprodukter i vietnamesisk design, men også gode kopier af vestlige tøj- og designmærker til billige priser. Vietnam er særlig kendt for sin fremstilling og design af lakarbejder med indlagt perlemor og for sine mange produkter i silke. Af andre varer kan nævnes udskæringer i træ, keramik, farverige håndbroderede stoffer og tøj, sko, smykker, lædervarer, marmorfigurer, forskelligt tilbehør og moderne malerier af vietnamesiske malere.
Men også præcise kopier af internationale kunstnere. Vil man have syet jakkesæt eller kjoler er det også muligt. At forhandle om prisen er nærmest en kulturel norm i Vietnam, og som turist kan det være en oplevelse i sig selv, hvis man giver sig tid til det. Selv om der i mange butikker findes prisskilte på varerne, er det ikke ensbetydende med, at der ikke kan forhandles. Der kan dog være souvenirshops på museer og store hoteller, boghandlere, statsligt ejede forretninger og enkelte andre butikker, hvor man kører med faste priser.
Med forbehold for ændringer.
Øl 10 - 15 kr.
Sodavand 5 - 10 kr.
Et glas vin: 25 - 35 kr.
En frokost på restaurant fra ca. 50 kr.
En middag på restaurant fra ca.70 kr.
Medbring højst 20 kg. Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv. Der er som regel mulighed for at vaske tøj på de hoteller, hvor vi overnatter mere end en gang.
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på pilleglas/pakke svare til navnet i dit pas.
Husk også at powerbanks, el-cigaretter mv. altid skal pakkes i håndbagagen.
Vietnam er et langt land, der dækker over flere forskellige klimazoner. I syd er regntiden fra maj til november – resten af året er der tørtid med lidt højere temperaturer og højere luftfugtighed. I Ho Chi Minh City ligger temperaturen omkring de 30 grader hele året.
I nord er vinteren temmelig kold fra december til marts (ned til 15 grader i Hanoi), hvor det kan blive rigtig koldt i bjergene (nattefrost). Sommeren fra maj til oktober har temperaturer over 30 grader og kraftige men korte regnskyl, overvejende om natten eller som forfriskende regnbyger sidst på eftermiddagen. I det centrale Vietnam er sommeren den årstid med mindst nedbør.
Der er 6 timers tidsforskel mellem Danmark og Vietnam om vinteren, 5 om sommeren.
Husk at supplere pakkelisten med:
- Håndklæde til togturen - (Kun til rejsen Fantastiske Vietnam)
- Pudebetræk og lagenpose til togturen (Kun til rejsen Fantastiske Vietnam)
- Solbriller
- Solcreme
- Badetøj
- Kasket eller solhat
- Langærmede, hurtigttørrende skjorter
- Lange, hurtigttørrende bukser
- Regnfrakke eller paraply
- Myggespray
- Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
- Resorb - Salt/sukker-tabletter
- En rulle toiletpapir eller Kleenex
- Ørepropper
- Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)
På rejsen Vietnam - Til te hos Tay bør man desuden pakke:
- gode vandresko
- Trøje til bjergene
- regntøj
Banker: 07.00-17.00. Middagspause mellem 11.30-14.00. (Mandag til fredag). Lørdag har bankerne åbent om formiddagen.
Forretninger: Det er svært at bestemme forretningernes åbningstider præcist. De har som regel åbent fra tidligt om morgenen til sent om aftenen.
Vietnam er et tredje verdens land med alt hvad det indebærer. Trafikken kan være ret kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde, sporarbejde på togstrækninger mm. Der kræves en god portion overbærenhed ved rejser i Vietnam. Livsstilen er meget langt fra den europæiske perfektionisme.
Glæder på rejsen Fantastiske Vietnam:
På togrejsen indkvarteres vi i 1. klasses (soft sleeper) 4-sengskupéer, men på trods af klassen skal vi dog ikke forvente nogen videre luksus. Togstandarden er væsentlig lavere i Vietnam, end hvad vi er vant til herhjemme. Medbring lagenpose og hovedpudebetræk. Pak evt. en taske med toiletsager, læsestof mv., så det ikke er nødvendigt at skulle i kufferten på togrejsen.
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android.
Rejsen "Stammefolk i Vietnam" er en Viktors Farmor adventurerejse. Vær forberedt på kørsel på dårlige veje. For at kunne komme rundt til landsbyerne, bevæger vi os til fods, og strækningerne kan blive længere end beskrevet pga. regn eller jordskred mv.