Logo

Kenyas hoppende krigere

Masaierne er et usædvanligt farverigt folk. At besøge dem er som at lande i en tidslomme, og besøget indledes med et velkomst-ritual: Hoppende stammedans.

Stammedansen er en del af masaiernes velkomstritual. Foto Carsten Willersted

Stammedansen er en del af masaiernes velkomstritual. Foto Carsten Willersted

Af Carsten Willersted, rejseleder 

Justus skriver sit navn i den okkerrøde jord, så vi ikke er i tvivl om hans navn. Han smiler til os, da han langsomt læser sit navn højt. Justus er som os andre, og så alligevel ikke på nogen måder. Han minder mest af alt om et fatamorgana, som han står der i sine farverige klæder i varmeflimmeret foran os, og forener fortid, nutid og fremtid i én og samme person.

Justus er masai-kriger, mangler et par tænder i undermunden, har store ringe i de meget udstrakte øreflipper og flere kæder dinglende om halsen. Han er landsbyens høvding eller leder og taler et forståeligt engelsk. Hans alder er svær at bestemme, men han udstråler en selvsikkerhed, der afspejler, hvor stolt han er af sig selv og sin stamme. De bor i runde, lerklinede hytter ude på savannen i Kenya med Masai Maras grønklædte høje knejsende i horisonten.

Det berømte nomadefolk har boet i denne landsby med deres geder og køer i nogle år, men er altid klar til at rejse videre, når de finder grønnere græs andre steder.
 

Landet i en tidslomme

Når talen falder på Kenya, nævner de fleste mennesker også masaierne. Ikke fordi det er den største stamme blandt Kenyas mere end 40 stammer, for det er faktisk en af de mindste, men fordi de har formået at bibeholde deres traditioner, selv om Kenya er blevet mere moderne og industrialiseret over årene.

Derfor er det næsten en hel tidslomme, vi er landet i. Følelsen af at tiden er stået stille lige præcis her, mens verden omkring er gået videre i rask tempo. Vi har i flere år drømt om at komme hertil og opleve masaierne på nærmeste hold og få et indblik i deres kultur og hverdag. Jeg er overbevist om, at jeg kan lære en hel del af disse mennesker: Om at være til stede i nuet; ikke altid at have så travlt; og at se livets storhed i det små.

Og nu står vi så her, midt i vores eventyr, og betragter masaierne lidt på afstand. Stammedansen er i fuld gang, og lyden af mændenes dybe, messende stemmer og høje hyl er dragende, nærmest hypnotiserende. Stammedansen er en del af deres velkomstritual og dermed den officielle indledning til, at vores besøg kan begynde. Justus tager vores to store børn i hånden og trækker dem med ind i dansen. Uden tilløb hopper mændene lige op i luften med en rank elegance og højde, som var der monteret fjedre under deres sandaler.
 

Beretninger om livet

Efter den imponerende stammedans inviterer Justus os indenfor i en af hytterne, der oplyses af de ulmende gløder fra ildstedet i midten. Der er trangt i hytten, så vi er stuvet tæt sammen omkring ildstedet. Vi bliver budt på en lokal drik, der i en flot kalabas – eller græskarflaske – bliver sendt rundt. Røglugten fra ildstedet blander sig med duften af stegt kød, der bliver tilberedt lige uden for den hytte, vi sidder i. Justus begynder at fortælle beretninger fra masaiernes historie og deres traditioner, som stadig holdes i hævd med stolthed.

Vi lytter spændt efter, da talen falder på ritualerne i forbindelse med overgangen fra dreng til mand. Eller rettere forvandlingen fra at være den, der passer på kvæget og gederne, til den, der er kriger og skal holde vagt og forsvare landsbyen. Og den forvandling kræver i den grad dumdristighed og en stor portion mod. For den unge drengs manddomsprøve består i at tage kampen op mod løverne på savannen – det forventes, at du kan spidde en løve og komme hjem med en hjørnetand som bevis. Og den unge dreng, der evner at holde løvens hale, mens den dør, tildeles dens manke som et synligt bevis på den sande kriger, han er forvandlet til. Jeg sidder i mit stille sind og glædes over, at jeg ikke behøvede at vise den form for vovemod, da jeg blev voksen...

Opholdet i landsbyen er præget af en sand hjertevarme og en ægte livsglæde. Min familie og jeg har taget meget med fra besøget. Vi har set en hverdag i et helt andet tempo, end vi er vant til fra tilværelsen på vores breddegrader. Og med oplevelser, som vil være på vores nethinder lang tid fremover. Det var virkelig et besøg, der i den grad forenede fortiden, nutiden og fremtiden.