Logo

Hvordan næsehornet fik sin farve

De fleste af os kender Rudyard Kiplings fortælling om, hvordan elefanten fik sin lange snabel. Men hvad med historien om, hvordan næsehornet fik sin farve? Kender du den?

Kwazulu-Natal er hjemsted for langt de fleste zuluer. Her finder vi også Hluhluwe parken, der især er anerkendt for sit arbejde med at bevare næsehornet.

Næsehorn i flok kaldes kollektivt et "crash".

Tekst af Heidi Eriksen

"Jamen, den er jo slet ikke hvid", udbryder min lillesøster spontant. Sådan noget lægger hun skam mærke til! Jeg har tidligere måttet hive en søforklaring frem om, hvorfor Erik den røde kaldtes "den røde", når statuen af ham i Narsarsuaq tydeligvis er grøn. Farveblind er hun altså ikke.

Den, der ikke er hvid, er dét næsehorn, vi har spottet fra safaribilen i Kruger Nationalparken i Sydafrika. Og hun har jo helt ret – næsehornet er ikke hvidt. Farven minder til forveksling om farven på det sorte næsehorn, vi så tidligere på rejsen. Så nu går den ikke længere. Der må findes en forklaring på farveforvirringen.

Og det er en ganske god forklaring, viser det sig. Vores ranger forklarer, at den tydeligste forskel på hvide og sorte næsehorn slet ikke er deres farve, men faconen på deres snuder. Det hvide næsehorn kaldes også det bredsnudede (square-lipped) næsehorn, mens det sorte næsehorn kaldes spidssnudet (hook-lipped). Ser man nærmere på dem, giver det ret god mening.
 

Sprogforbistring

Farverne hvid og sort blev blandet ind i navngivningen af dyrene efter noget så simpelt som en oversættelsesfejl. Det er i hvert fald den forklaring, vores ranger hælder til, selvom ingen har kunnet hverken bevise eller modbevise teorien. Men historien er god under alle omstændigheder.

"White" kommer fra en oversættelsesfejl fra afrikaans til engelsk af ordet "wijd" (bred) til "wide", hvilket jo er korrekt. Men ordene wide og white minder i udtale så tilpas meget om hinanden, at ordet blev misforstået, og efterhånden blev "white" den accepterede måde at omtale det bredsnudede næsehorn på. Og når det ene næsehorn kaldtes hvidt, var det nærliggende at kalde det andet for sort.
 

Næsehorn i naturen

Om det er korrekt, vides som sagt ikke, men sandt er det, at det hvide næsehorn har en bred snude, der er velegnet til at græsse, mens det sorte næsehorns spidse overlæbe, som det benytter nærmest som en lille snabel, er perfekt tilpasset til at æde blade med.

Mens de hvide næsehorn ofte ses i små grupper, foretrækker de sorte næsehorn at leve alene. Det hvide næsehorn har desuden ry for at være mindre aggressivt end det sorte, selvom det fysisk er større.

På trods af deres korte ben og tank-lignende bygning, kan næsehorn løbe overraskende hurtigt – dog kun over korte afstande. Fælles for de sorte og hvide næsehorn (udover farven) er også, at de begge har et meget dårligt syn. Så dårligt, at næsehornet Brutalis fra den danske dyrepark Givskud, der blev sat ud i naturen i Namibia, var kendt for at have svært ved at skelne et hun-næsehorn i brunst fra en personbil med safariglade mennesker.

Vi har heldigvis ikke oplevet lignende problemer på vores rejse rundt i Sydafrika. Lillesøster accepterer forklaringen om de farveforvirrede næsehorn, mens jeg tænker, hvad der mon sker, når vi ser den gnu-art, der på engelsk hedder blue wildebeest. For den er formentlig ikke blå!

 

Rejser til Sydafrika

Går du og drømmer om at opleve regnbuenationens kultur og natur helt tæt på? Så kan du her se alle Viktors Farmors rejser til Sydafrika.