Ingen suppe i badekarret

Ryokan var luksuriøse herberg langs Japans veje i 1600-tallet. I dag ligger de oftest i forbindelse med landets varme kilder, og på en rejse til Japan bør man opleve en nat på ryokan.

På ryokan i Japan sover vi på madrasser på gulvet - ægte Japanese style. Foto Viktors Farmor
Ulla Jepsen

Skrevet af

Ulla har desuden været kommunikationschef i Center for Kultur og Udvikling - en institution under Udenrigsministeriet, der har udviklet kulturprogrammer i Mellemøsten, Asien samt Øst- og Vestafrika.

”Stil venligst skoene her, og tag de her på”, siger den venlig dame i receptionen, da hun modtager os. Vi affører os lettere modstræbende vores fodtøj, nervøse for lugten efter en hel dag på tur. Men der er ingen vej udenom. Når man bor på roykan – et traditionelt japansk hotel – er der en række regler, der skal følges.

En af de vigtigste handler om fodtøj. Når man ankommer til hotellet, står et helt batteri af tøfler klar ved indgangen. Der er tilsyneladende ingen forskel på højre og venstre, og der er også kun én størrelse til både mænd og kvinder. Vores egne sko kommer aldrig med ind på hotellet. De bliver efterladt i et skoskab ved indgangen.

Som at være med i en samuraifilm

Vi bliver ført op på førstesal og åbner døren til vores værelse. Det er som at træde direkte ind i en samuraifilm. Der er kun skydedøre dækket af papir i rummet, og gulvet er dækket af de fineste tatamimåtter. Bortset fra et lavt bord og tre flade puder på gulvet til at sidde på er der ingen møbler. Enkelheden i rummet er slående. Smukt og helt uden overflødige effekter.

Regel nummer to: Tøflerne skal af, når man træder ind på de bløde måtter. De er flere centimeter tykke, er vævet af risstrå og med fint syede stofkanter. Tatamimåtten har været i brug i Japan i århundreder og er så indgroet et begreb, at man ligefrem bruger den som måleenhed. Når man taler indretning, taler man ikke i kvadratmeter, men i tatamimåtter. Rummet, der møder os, er 6 tatamimåtter stort, konstaterer vi hurtigt.

Vi kigger et kort sekund på hinanden. Hvor skal vi sove? Der er ikke skyggen af senge i rummet. Damen fra receptionen ser ud til at have læst vores tanker. Hun åbner en af skydedørene.

”Når I vil sove, reder I blot op med de her”, siger hun og peger på de tynde futonmadrasser, der ligger sirligt sammenfoldet i skabet, og ved siden af dem ligger dyner og puder.

På det lave bord står en termokande med grøn te. Der ligger også en kimono til os hver. ”Skift til kimono, tag jer en kop te, og kom ned, når I er klar, så skal jeg vise jer badet. Middagen serveres kl. 18.00”, indskyder hun, inden hun bukker dybt og forlader rummet. Vi konstaterer hurtigt, at kimonoerne er ualmindelige behagelige at have på.

Onsen – Japans svar på saunaen

Der er fælles bad og toilet på en traditionel roykan, og også her gælder særlige tøffelregler. Uden for toilettet er der nogle andre tøfler. Lyserøde på dametoilettet og blå på herretoilettet. Den samme farveskala går igen i badet, der ikke bare er et almindeligt bad.

Vi er i Hakone, der ud over den smukke beliggenhed i bjergene, og udsigten til Mt. Fuji, er kendt for sine mange onsen – varme bade med forskellige former for vamt, helsebringende kildevand, rigt på mineraler fra de mange vulkaner i området.

”No soup in bath tub” forkynder et skilt ved indgangen til badet. Mange japanere er ikke helt stive i de engelske gloser, og vi oplever mange sprogforbistringer på rejsen. Vi bliver enige om, at det nok snarere handler om sæbe end om suppe. Den antagelse bekræftes, da vi får demonstreret, hvordan en onsen virker. Badet er delt op i en herreafdeling og kvindeafdeling. I forrummet lægger man alt sit tøj og går så ind i baderummet, hvor der er en række brusere og spande til at hælde vand i, og her er både shampoo og sæbe.

Man starter med at vaske sig ved at hælde vand i spandene, hælde det over kroppen, sæbe sig ind, og gentage proceduren. Når man er vasket godt, sætter man sig ned i det brandvarme bassin. Uden tøj på. Onsen er for japanerne, hvad sauna er for finnerne. En social foranstaltning, hvor dét at være nøgne sammen er en del af konceptet. Men det foregår altid strengt adskilt. Mænd for sig og kvinder for sig.

Smuk og velsmagende mad

Rene, varme og afslappede tager vi vores kimonoer på igen og går op til aftensmaden. Tre små gasblus bliver tændt, og oven på dem kommer en skål med suppe, og i det hele ligger svampe, kød, grøntsager og tofu. Hertil kommer ris, tang, tempura – friturestegte rejer og grøntsager og syltede og fermenterede grøntsager. Alt er smukt og æstetisk anrettet i små skåle og på fine lakbakker.

Middagen er udsøgt og lavet af de fineste råvarer. Til maden serveres grøn te og vand, men man kan også bestille sake eller øl til. Maden er fremragende, så da vi bliver spurgt, om vi vil have japansk eller vestlig morgenmad, går vi all in og bestiller japansk. Og lynhurtigt vænner vi os til at spise misosuppe, tofu, tang og fisk til morgenmad. Og selv om det at sove på gulvet på tynde madrasser lige kræver en smule tilvænning, er vi hurtigt overbevist om, at det er turens bedste hoteloplevelse.

Se alle vores artikler om Asien