Logo

Shanghai er dragens hoved

Den Himmelske Freds Plads, Glædens Have, Den Forbudte By. Den Kinesiske Mur. Kina er meget mere end handelskrige og verdenshandel.

Shanghai er det moderne Kinas største by.

Shanghai er det moderne Kinas største by.

Langskæggede søulke med kridtpibe i mundvigen, røgfyldte opiumsbuler, værtshuse med klirrende flasker. Det er måske et billede af havnebyen Shanghai, der hænger ved på mange nethinder?

Men den tid er for længst forbi. Shanghai er det moderne Kinas største by. En femtedel af hele landets bruttonationalprodukt bliver til i Shanghai. Landets børs har hjemme i Shanghai. Verdens største havn er – ja, Shanghai.

Og netop kombinationen af historie og nutid gør byen så levende og spændende. Den er et højdepunkt på enhver rejse til Kina.
 

The Bund

Symbolet på Shanghai er The Bund, havnepromenaden langs Huangpu floden. Her flettes byens historie fint sammen, for på den ene side er der 52 bygninger i gotisk, barok og nyklassisistisk stil. De stammer fra tiden efter 1850, hvor englændere, franskmænd og amerikanere boltrede sig i Shanghai. Den såkaldte opiumskrig var nemlig endt med, at kejser-Kina måtte tillade udenlandske varer i landet, og handelen florerede.

På den anden side af floden knejser nutidens futuristiske højhuse, og det kan være svært at fatte, at Shanghai indtil 1842 bare var en lille fiskerihavn. Man kan – i parentes bemærket – tage færge over til den anden bred og komme op i 100 etagers højde. Det giver en helt anden udsigt over Shanghai.

Og på selve promenaden møder man de lokale. Tidligt om morgenen dyrker de Tai Chi eller jogger. Senere på dagen promenerer de eller flyver med drager. The Bund er byens livsnerve. Her fornemmer man fortidens opulente rigdom, som gav plads til alt, lige fra art deco arkitektur over glitrende restauranter til beskidte bordeller.

Det kommunistiske parti i Kina blev oprettet i 1921 – i Shanghai. Et lille museum fortæller historien bag, og da Mao fik magten i 1949, var det slut med Shanghais storhedstid. I en lang periode. Men i 1990 åbnede den daværende leder af kommunistpartiet, Deng Xiaoping, op for en renæssance af byen, da han proklamerede: ”Hvis Kina er en drage, så er Shanghai dens hoved!”
 

Chinatown og Bygudens Tempel

Et helt andet indtryk af byen får man, når man forlader The Bund og dykker ind i Chinatown. Det er den oprindelige del af Shanghai. Vasketøj og sammenfiltrede elledninger hænger tæt over hovederne på os, mens folk sidder i de smalle gyder og nyder solen eller hakker grøntsager til middagen.

Det traditionelle Kina oplever man også ved Bygudens Tempel, der ligger i forlængelse af Chinatown. Det er et sydende virvar af folk, der beder, brænder røgelsespinde af og mumler bønner. Et mundheld lyder: Den, der aldrig når frem til Bygudens Tempel, når aldrig at fornemme Shanghai.

Lige ved siden af ligger den smukke Glædens Have. Haven er et flot eksempel på den kinesiske havekunst, som ikke kun går ud på, at haverne skal se smukke ud, men også indeholder betydninger og henvisninger til både daoismen og konfucianismen.

Shanghai er en overraskende grøn by. Mange gader i den indre by er flankeret af platantræer, og der er forbud mod dieselbiler. Da det er Kina, er der selvfølgelig markeder med alskens varer. Mange af dem. Og billige. Husk at prutte om prisen, for så snart de handlende ser en udlænding, stiger priserne!

Men det er ikke kun tingel-tangel, man kan tage med hjem fra Shanghai. Det er beregnet, at 47% af alle luksusvarer i verden handles til kinesere! Så det siger sig selv, at udvalget af varer i alle prislag er – enormt.
 

Tradition for akrobatik

Og så er der lige den måske allerstørste oplevelse i Shanghai: Akrobatik. Kina har en lang tradition for akrobatik, og især i Shanghai findes der verdenskendte trupper, der laver regelmæssige shows. VI inkluderer altid et show i vores rejser, hvis de går forbi Shanghai, for der er virkelig tale om helt utroligt artisteri.

Kina har uendelig meget mere end Shanghai at byde på. På Den Store Kinarejse ser vi både Beijing, Muren og terracottahæren i Xian. Men vi tager også ud på landet. Vi flyver til den subtropiske provins Guangxi og bor på et hotel, der ligger lige ved Li-floden og midt i et smukt limstenslandskab. Vi sejler på floden – og tager en eftermiddag på egen hånd, hvor man kan leje cykel og undersøge omegnen, eller slå sig ned med en kop kaffe på en af de hyggelige cafeer langs den gamle gade i landsbyen.