Logo

Løveklippen på Sri Lanka

Maleriske teplantager, fristende sandstrande, hellige templer og muligheden for at se blåhvaler. Sri Lanka er populært igen som rejsemål. Og så er der en særlig klippe midt på øen.

Udsigten fra toppen af Løveklippen Sigiriya er overdådig. Foto Viktors Farmor

Udsigten fra toppen af Løveklippen Sigiriya er overdådig. Foto Viktors Farmor

Midt på Sri Lanka rejser en klippe sig lodret i det tropiske landskab. Den er i sig selv imponerende. Og den har været endnu mere opsigtsvækkende. Engang har der ligget et palads på toppen, og hele den ene side har været et gigantisk maleri – måske det største verden har set. Vi taler om en væg på 140 x 40 meter.

Klippen kaldes Løveklippen. Man kan bestige den lodrette klippe ad et sindrigt system af trapper. Det vil tage et par timer, men belønningen er en vid udsigt over det centrale Sri Lanka. På vejen op passerer man en glatpudset væg, som engang har haft fine fresker. Nogle af dem kan ses endnu. Man kan for eksempel se yndige himmelprinsesser med blottede bryster.

Oprindeligt var en del af denne væg så blankpoleret, at kongen kunne spejle sig i den, når han gik op ad trapperne. Og når han nåede et plateau, sådan cirka halvvejs, var der hugget og bygget en kæmpe løveportal, man skulle igennem for at komme helt op til paladset. I dag er kun to store poter tilbage. Deraf navnet: Løveklippen.
 

Hvem var kongen bag byggeriet?

Der er lidt tvivl om det, men i hvert fald færdiggørelsen af det stod kong Kashyapa bag. Han regerede fra 477 til 495 efter Kristus, og målt med historiens alen var han både the good guy og the bad guy.

God fordi han sørgede for et visionært projekt 200 meter oppe af en lodret klippe – et projekt, som i dag er på Unescos liste over verdens kulturarv. Paladset havde pavilloner, hængende haver, vandreservoirer og meget mere. Det har været et lille paradis oppe under himlen.

Og slet, fordi hans vej til magten var brutal. Han var uægte søn af den regerende konge, som han skaffede af vejen ved at mure ham levende inde. Det fik den rigtige tronarving til at flygte til Sydindien. Men han ville nok vende tilbage en dag og gøre krav på tronen, tænkte Kashyapa, som på 7 år fik en fæstning på toppen af klippen gjort færdig.

Og ganske rigtigt: En dag vendte tronarvingen tilbage fra Sydindien med en hær. I det afgørende slag på sletten nedenfor Løveklippen sad kong Kashyapa på en elefant, som på et tidspunkt vendte om. Det fik soldaterne til at tro, at deres konge ville på tilbagetog – og så tog de flugten. Tilbage sad kongen på sin elefant, omringet af fjender. Han valgte ifølge overleveringen at falde for sit eget sværd.

Derpå blev Løveklippen overladt til buddhistiske munke, og der var kloster på stedet indtil det 14. århundrede. Gradvist groede det hele til. I 1831 kom den britiske major Jonathan Forbes på hesteryg forbi og fandt ud af, at der var fantastiske ruiner gemt bag træerne på toppen af klippen. Siden er der lavet mange udgravninger, og i dag er en svedetur til toppen af Sigiriya klippen et absolut højdepunkt på en rejse gennem Sri Lanka.
 

Sri Lanka er et skatkammer

I det hele taget er Sri Lanka et skatkammer af oplevelser. Kulturarven går mere end 2500 år tilbage, og et andet pluspunkt er den uberørte natur. Nationalparkerne rummer mange ynglesteder for vilde dyr. Parken Yala har verdens største antal leoparder på det samme sted, selvom det kræver en vis portion held at spotte pletterne. Blandt de større dyr kan vi se elefanter, krokodiller, vildsvin, vandbøfler og aber. Desuden utallige forskellige farvestrålende fuglearter.

Og så er der hvalsafari. Fra november til april boltrer blåhvaler og kaskelothvaler sig i farvandet ud for Sri Lankas sydspids. Man mener, de er på træk mod varmere vande i Det Arabiske Hav, men der er så meget plankton ud for Sri Lanka, at de bliver hængende et stykke tid og nyder godt af retterne. Vi kan sige velbekomme til dem på rejsen ”Sri Lanka – natur og hvaler”.
 

Rejser til Sri Lanka

Har du fået lyst til at lære Sri Lanka bedre at kende, så kan du se alle vores rejser til Sri Lanka her.

Viktors Farmor baggrundsbillede