Logo

Nepals levende gudinder

"Inde bag forhænget venter »Den levende Gudinde«. Spændte sidder vi i venteværelset, hvor der er billeder af en lille, mørk, køn, femårig pige med stort smil." Rapport fra en oplevelse i legendariske Kathmandu.

På vores rejser møder vi sandsynligvis en levende gudinde. Foto Tania Karpatschof

På vores rejser møder vi sandsynligvis en levende gudinde. Foto Tania Karpatschof

Af Tanja Karpatschof, rejseleder

»Just a minute,« får vi at vide på et kringlet engelsk, da vi tager plads i et lille venteværelse. Væggene er malet i en meget lys, grøn farve, på gulvet ligger et farvestrålende, slidt tæppe. Her er spartansk, slidt, snavset, med en krydret og fremmedartet duft og kun et skævt, trist forhæng skiller os fra vores møde med Kumarien – den levende gudinde.

Endelig hører vi stemmer bag forhænget, og vi bliver vinket ind til den lille pige. Hun venter os, bærer særpræget rødt tøj, tunge smykker, håret i en stram topknude og en fløjlsagtig sort make-up omkring øjnene.

Hun er bleg og stille, måske 6 år, og ser os lige i øjnene, mens hun velsigner os med et rødt pulver, rørt op med rosenblade og ris, og som hun placerer lige i panden. Det føles koldt og klistret, men velsignelsen fylder kroppen med varme og fornemmelsen af, at nu er man hævet over al landsens ulykker.
 

Udvalgt

I en alder, hvor de fleste piger er i fuld gang med at lære at sige deres egne navne, løbe rundt på to ben, lege med dukker og lære at holde en ske, bliver en gruppe små piger i Nepal valgt som levende gudinde med ansvar for at beskytte hele nationen fra ulykker og katastrofer. Den levende Gudinde eller ”Kumari”, er nemlig en menneskelig inkarnation af hindugudinden, Taleju Deva – en gud i menneskelig form, tilbedt af nepaleserne siden 1757.

For at blive valgt til gudinde, skal en kandidat gennem en række prøver. Hendes krop skal være fejlfri og øvrigt opfylde en lang række krav. For eksempel skal hun have en ”strålende hud” uden mærker, pletter eller ar, et bryst som en løve, en hals som en konkylie, øjenvipper som en ko, krop som et Bayan-træ, lår som en hjort og en stemme klar og blød som en and. Hun skal have sort, glat hår og mørke øjne. Delikate hænder og fødder, en lille og fugtig tunge. Hendes seksuelle organer skal være små og velformede – og hun må ikke have mistet nogen tænder.

Personligheden testes ved »modets prøve«. Det er en række bloddryppende og skrækindjagende oplevelser med halvdøde, blodige dyr og mørke, uhyggelige skrig. Hun skal gå barfodet og alene gennem et rum, kun oplyst med stearinlys og med afskårne hoveder af ged og bøfler spredt ud på gulvet, mens mænd klædt som dæmoner springer og hyler i skyggen. Hun skal ifølge traditionen overnatte alene i rummet. Og kun hvis hun ikke viser nogen frygt og hverken skriger eller græder, siges det, at gudinden har accepteret hende som midlertidigt hjem.
 

Forgyldt fængsel

I det øjeblik hun er valgt og træder ind i Kumariens hus, ændres hendes liv drastisk. Kumarien lever mere eller mindre i et forgyldt fængsel. Hun flytter fra sin familie ind i et særligt palads, hvor særligt udvalgte ”tanter” er sat til at passe på hende og sikre, at hun overholder den række af restriktioner, der skal følges, for at hun kan bevare sin rituelle renhed.

En lille uforsigtighed kan nemt føre til tab af hendes guddommelighed. Tab af blod fra kroppen gennem skade eller menstruation betragtes som tegn på, at Kumari’s krop er blevet forladt af gudinde Taleju, og hun vil øjeblikkelig blive pensioneret fra sin stilling. Hun forlader kun huset 13 gange om året. Det sker ved særlige, religiøse festligheder, hvor hun bliver båret eller kørt i en karet, da hendes fødder ikke må røre jord.
 

Menneskerettighedsproblem

De fleste Kumaris udnævnes på et tidspunkt, hvor de hverken forstår eller har mulighed for at afgøre, om de ønsker at tilbringe deres barndom som en gudinde. For at bevare sin renhed bliver hun holdt i isolation fra omverdenen. I årevis tilbringer hun barndommen med at give velsignelser og deltage i religiøse festivaler. Qua det isolerede liv mangler tidligere kumari-piger helt grundlæggende, sociale kompetencer og viden om det samfund, de skal ud og være en del af. Hårdnakkede myter om en tidlig død for mænd, der gifter sig med en Kumari, kan gøre det svært at blive gift.

At vende tilbage til en normal tilværelse som forhenværende gudinde er derfor ikke let. Nepals menneskerettighedsog børnerets aktivister har argumentet for, at det er en form for børnearbejde, fordi gudindernes frihed og uddannelse hindres.

I 2008 slog Nepals højesteret fast, at Kumari institutionen er af kulturel og religiøs betydning for nationen. Retten krævede dog også reformer.

I dag er forholdene for Kumarierne forbedret en smule. De har tilknyttet privat lærer, ligesom de har adgang til internet, bøger og magasiner. Det er et skridt i retning af en bedre fremtid for Nepals kumarier, efter at de mister titlen ”levende gudinde”.