Logo

Kosovo – et smukt ikke-land

Selv om Kosovo i manges erindring blot er en kedelig krigsskueplads fra krigene i Ex-Jugoslavien, vil et besøg i landet give et andet og overraskende smukt billede.

Prizren ligger på skråningerne af Sar Bjergene. Foto Mesut Toker

Prizren ligger på skråningerne af Sar Bjergene. Foto Mesut Toker

Af Gert Lynge Sørensen, journalist og rejseleder

På Viktors Farmors rejser til Balkan vil man ofte komme igennem Kosovo. Både på rejsen til Albanien og rejsen kaldet Balkans højdepunkter. Tror man, at det blot er en gennemfartsvej til mere spændende og flotte destinationer, tager man fejl. Der er flot natur at se på og en spændende kultur at opleve i det lille ikke-land.

Kosovo er endnu ikke anerkendt af FN og næsten halvdelen af verdens lande. Danmark har anerkendt Kosovos selvstændighed sammen med en række andre EU-lande, men ikke alle. Kosovo på godt en fjerdedel af Danmarks størrelse og med knap 2 mio. indbyggere må derfor stadig betegnes som et internationalt protektorat under FN og NATO-soldaters beskyttelse.
 

Solsorte-landet

Navnet Kosovo betyder solsort, som jo også antyder, at landet har en egen charme. Det ligger på en højslette med flere bjergkæder rundt om. De danner en slags naturlige grænser til alle nabolandene: Nordmakedonien, Serbien, Montenegro og Albanien.

I mere fredelige tider før krigene på Balkan var Kosovo et populært rejsemål for jugoslaverne. På de grønne bjergskråninger, der minder om alperne, ses stadig fjeld-hoteller og rester af skilifter. I skovene risler bække med godt fiskevand, og i dybe kløfter bruser også floder ned fra bjergene, der er velegnet til friluftssport som for eksempel river-rafting. Bjergene og de grønne dale er perfekte til vandring og/eller bjergbestigning.

Det højeste bjerg er Deravica på 2656 moh.. Landet har mange frugtbare områder, og halvdelen af Kosovo bruges til landbrug og græsning. 40% af landet er dækket af skov. Landet har ikke adgang til havet og har et såkaldt kontinentalt klima med varme og tørre somre.
 

Den serbiske kirkes centrum

En af de argeste modstandere af Kosovos selvstændighed er Serbien. Blandt andet fordi, der stadig er et betydeligt serbisk mindretal i Kosovo. Men hovedparten af befolkningen er etniske albanere.

Solsortesletten – Kosovo polje – ligger lige uden for hovedstaden Pristina. Og Slobodan Milošević startede her Kosovo-krigen, der var den sidste af krigene i Ex-Jugoslavien og først sluttede i 1999. I en brandtale på Solsortesletten 1989 lovede Milošević serberne, at han ville beskytte den serbiske minoritet og deres kontrol over landet. Det førte til en voldsom krig med tusinder af dræbte og flygtningen samt bombardementer fra både Nato, Serbien og albanske guerilla-styrker. Mange huse og bygninger står stadig som ruiner, men meget er også genopbygget.

En af grundene til Serbiens vedholdende modstand er, at de vigtigste serbiske religiøse institutioner ligger i netop Kosovo. Blandt andet patriarkatet i Peja – på serbisk Peć - der svarer til den serbisk ortodokse kirkes version af Vatikanet. Patriarkatet er stadig åbent for besøg, men under bevogtning af politi og militær. Men når man er kommet indenfor, er der en fredfyldt atmosfære i de gamle kirkerum med smukke fresker. Og besøget kan sluttes af med, at en af nonnerne gerne giver en smagsprøve på den serbiske nationaldrik slivovitz.

Det serbiske Decani Visoki-kloster nær Peja har den største katedral i Kosovo, der også er rigt udsmykket med flotte fresker. Klosteret er stadig aktivt med serbiske munke, og den tilhørende kirke bruges til den serbiske befolknings højtider. Også dette er skarpt bevogtet af NATOs fredsbevarende KFOR-styrke, der står for landets sikkerhed.
 

Albanske kulturområder

Udenfor disse serbiske kerneområder er det meste af Kosovo albansk og muslimsk domineret. Det albanske flag vejer i mange byer og landsbyer. Kosovos nationalflag er ellers en variant af EU-flaget med seks stjerner på blå baggrund. Og møntfoden er i dag euro. Men dette flag ses mest omkring hovedstaden Pristina.

Byen Prizren mellem hovedstaden og Peja er næsten rent albansk. Her er en af landets flotteste moskeer Sinan Pasha-moskeen. Byen ligger i en lille idyllisk udmunding fra bjergene, når man er kommet gennem de sydvestlige bjerge, der skiller det nordlige Albanien fra Kosovo.

Det er en charmerende by med en flod, der bruser gennem byen og giver en smule kølighed til det gamle centrum, som er et livligt sted med masser af cafeer, barer og fest. Især unge fra hovedstaden, der kommer hertil fra Pristina i weekenderne for at give den hele armen. Også Prizren huser en serbisk kirke, der må stå under politibeskyttelse.

Krydser man over bjergene til enten Albanien eller Montenegro, vil man være i et gammelt albansk kulturområde. Her ligger fjerntliggende landsbyer, som stadig har klanfejder og har nogle enkelte af de såkaldte edsvorne jomfruer tilbage. Kvinder, der er blevet til mænd efter ældgamle regler.