Hos sheriffen i Transnistrien
På Viktors Farmors rejse til Rumænien og Moldova kommer man til et land, der ikke eksisterer! I hvert fald ikke på et officielt kort. Men det ligner og fungerer alligevel som et rigtigt land.
En russisk tank står i centrum af hovedstaden Tiraspol.
Af Gert Lynge Sørensen, rejseleder og journalist
Transnistrien hedder det og er opkaldt efter sin beliggenhed øst for floden Dnestr i Moldova. Navnet betyder direkte oversat ”på den anden side af Dnestr”.
Indgangen til det lille ikke-land er et simpelt grænsekontor, hvor man får et stempel i passet. Det går smertefrit, og uden at der stilles spørgsmål. Dernæst skal man hen i det nærmeste supermarked Sheriff for at veksle penge.
For Transnistrien har udover deres eget flag, parlament og præsident også sin egen valuta. Nemlig transnistriske rubler, der kun kan bruges her. Mønterne er lavet af plastik og minder mest om jetoner på et kasino.
De ca. 400.000 indbyggere består primært af russere og ukrainere samt moldovere af russisk afstamning. Ikke-landet er ganske fredeligt, men er et resultat af Sovjetunionens opløsning i 1991. Transnistrien ønskede at forblive en del af resterne af det sovjetiske imperium og den russiske kulturkreds. De var ellers en provins af den tidligere sovjetrepublik Moldova, der efter sin selvstændighed begyndte at vende sig mod Europa og EU.
Det ca. 4000 km2 store område - og altså lidt større end Fyn – rev sig løs fra Moldova med hjælp fra russisk militær og konflikten kostede omkring 100 mennesker livet.
Et kommunistisk frilandsmuseum
Efter en våbenhvileaftale har Transnistrien været i en fastfrosset situation under navnet Den Pridnestroviske Moldaviske Republik (PMR). Der er stadig 1500 russiske soldater i landet, der skal garantere ”landets” sikkerhed.
Men det er ikke anerkendt af noget andet land i verden – kun af tre andre ikke-anerkendte stater. Det er Artsakh/Nagorno Karabagh i Azerbaijan/Armenien, og de to udbryderrepublikker Syd-Ossetien og Abkhasien i Georgien.
Det er som at bevæge sig i et frilandsmuseum, hvor tilknytningen til Rusland og ”de gode gamle dage” er tydelig.
En russisk tank i centrum af hovedstaden Tiraspol udgør sammen med mindetavler over de faldne fra udbryderkrigen, der sluttede i 1992, Transnistriens mest markante monumenter. Foran parlamentsbygningen står stadig en Lenin-statue, som et af de få steder i det tidligere Sovjet-imperium.
I Transnistriens flag indgår hammer og segl – kommunismens mest markante symboler. De få souvenirs er gamle sovjetiske emblemer eller postkort med Lenin og Stalin. Tiraspol er stadig domineret af sovjetisk etagebyggeri - nedslidt og fattigt. Der tales russisk i dagligdagen. Selv de der taler moldovisk – et rumænsk sprog med latinske bogstaver – skal i Transnistrien skrive det med kyrilliske bogstaver.
Cognac, kaviar og fodbold
Den lille kile af land er afhængig af russisk bistand. Cirka hvad der svarer til 7 mia. kroner bliver det til hvert år inklusive værdien af den gratis naturgas, som Rusland leverer til ”landet”. Derudover findes kun fattige landbrug, cognac-fabrikken Kvint og et dambrug, hvor man opdrætter 500 tons stør årligt for at producere kaviar.
Men på trods af, at Transnistrien har eget parlament, præsident og premierminister menes den virkelige magt at være i hænderne på Sheriff-koncernen. Den ejes af en tidligere KGB-officer Viktors Gushan og består udover supermarkeder af benzinstationer, et tv-selskab, et spillekasino, cognac-fabrikken Kvint samt et stadion med tilhørende hotel og fodboldhold. Derudover kontrollerer og finansierer Viktor Gushan det vigtigste politiske parti, der sidder på magten.
Koncernen menes at have opbygget sin formue ved illegal smugling af cigaretter og alkohol til især Ukraine gennem Transnistriens østlige grænse. Med disse indtægter har Sheriff også opbygget et fodboldhold, der kan opkøbe udenlandske spillere fra hele verden og sælge dem videre til udenlandske fodboldklubber.
De mange penge gør fodboldklubben FC Sheriff i stand til at slå Moldovas landshold på det kæmpestore Sheriff-stadion uden for Tiraspol. Måske det eneste lyspunkt i en ellers grå hverdag i Transnistrien, hvor tiden står stille.