Hvad søger du?

På sporet af julemanden

Vi kender ham alle - den rødklædte mand med det store hvide skæg, der kommer med gaver juleaften: Julemanden! Men hvor kommer han egentlig fra?

I byen Rovaniemi, der ligger lige på Polarcirklen, finder vi Julemandens Landsby. Foto Juho Kuva

I byen Rovaniemi, der ligger lige på Polarcirklen, finder vi Julemandens Landsby. Foto Juho Kuva

Af Gert Lynge Sørensen, journalist og rejseleder

I slutningen af november 2020 gik den irske udenrigsminister på fjernsyn og proklamerede:

”Det skal ikke gå ud over børnenes jul, at coronavirusset hærger Irland. Det er vigtigt at sige til alle børn, at vi anser julemandens rejser som 'nødvendige rejser', og derfor er han undtaget fra karantæne i 14 dage og burde komme ind i vores hjem uden at skulle underlægges restriktioner", sagde den irske udenrigs– og forsvarsminister, Simon Coveney til verdenspressen.

Det lyder jo godt. Men hvor kommer julemanden fra, hvor bor han til dagligt, og hvornår begyndte den rare rødklædte og hvidskæggede mand at blive vores håb om at få en gave juleaften? Det har Viktors Farmor sat sig for at finde ud af.
 

Julemandens landsby

Og vi begynder med at lede efter ham på rejsen Nordlys og samer i Finsk Lapland, der finder sted i februar og marts 2022, hvor der bl.a. er indlagt besøg os julemanden.

Det sker i byen Rovaniemi, der ligger lige på Polarcirklen. Så præcist dér, at linjen går igennem Julemandens Landsby. Her er julemandens hus, der er nisseværksteder og rensdyr lige udenfor. Men sætter man sig op i kanen, vil man dog ikke få en flyvetur. Rensdyr kan nemlig ikke flyve ifølge de fleste anerkendte biologer.

Finnerne er så faste i troen på, at de har det rigtige hjemsted for julemanden, at de har investeret 72 millioner kroner for at bygge denne landsby tilbage i 1970'erne.

Det har vakt genklang over hele verden, så i hvert fald japanerne og tyrkerne tror på det. I vintersæsonen går der direkte fly fra både Japan og Tyrkiet til julemandens landsby i Finland. Og en halv million turister besøger hvert år byen. Måske ikke lige i år pga. corona og de rejserestriktioner, det giver!

I Rovaniemi er der en særlig service, hvis man skriver til julemanden. Man kan nemlig få svar tilbage på 13 af verdens hovedsprog. Tilbage i 2018 anslog man, at julemanden i Finland fik 700.000 breve fra børn i 150 lande.
 

Korvatunturi – Ørebjerget

Finsk Lapland har været kendt som julemandens land siden 1920'erne, hvor en radiojournalist præsenterede en historie om julemanden, der boede på Korvatunturi-fjeldet lige midt på den finsk-russiske grænse i Lapland.

Oversat betyder Korvatunturi ”Ørebjerget”, fordi det har form for et øre. Man kan desværre ikke komme dertil. For da det ligger lige på grænsen, har kun grænsevagter adgang. Måske bevogter de så også julemandens hemmelighed i samme ombæring?

At finnerne har fat i noget med hensyn til julemandens oprindelse viser sig også ved, at mange amerikanske børns definition af julemanden – Coca Cola julemanden – er tegnet af en finne bosiddende i USA. Nemlig Haddon Sundblom tilbage i 1930'erne. Han brugte en af sine venner – en pensioneret skosælger som model til den joviale mand med tyk mave og langt hvidt skæg i en rød dragt. Hans tegning har i næsten uforandret været Coca Cola julemanden siden 1964.
 

Gik julemanden fallit i Grønland?

Man kan næsten høre ramaskriget allerede! NEJ, NEJ, NEJ! Julemanden kommer da fra Grønland!
Ja, måske. Det vil alle danskere jo gerne tro. Og fra 1992 og 20 år frem var der da også en stor postkasse i Grønlands hovedstad Nuuk på 2x5 meter – verdens største postkasse. Her sendte børn deres ønskebreve sammen med deres sutter til. De første år lå der hver jul mellem 30.000 og 50.000 breve fra håbefulde børn.

Postkassen og forvaltningen blev finansieret gennem Grønlands hjemmestyres finanslov i nogle år i håbet om at dette kunne fremme turismen. Men efterhånden begyndte postkassen i Nuuk at sygne hen. I 2011-12 blev postkassen flyttet til Ilulissat, Grønlands største turistdestination med den berømte Isfjord. Men her blev den ikke længe, og blot få år senere igen flyttet til Uummannaq. Dér hvor en af Danmarks mest populære julekalendere Nissebanden i Grønland blev optaget og vist første gang i 1989. Nærmere bestemt i Spraglebugten nær Uummannaq.

Ved det lokale turistkontor kunne postkassen stå og igen modtage breve og sutter fra børn. En gruppe elever på Edvard Kruse Skolen i Uummannaq havde som en del af undervisningen til opgave at besvare brevene, som folk sender til julemanden i Grønland.

Men postkassen var blevet ramponeret, og der var ikke mange penge i kassen i kommunen til at genoplive hele drømmen om julemandens liv på Grønland. I 2014 ledte kommunen efter et privat firma, der ville påtage sig at føre drømmen videre.

Det sidste man har hørt til postkassen er, at den nu står ved det lille hus, der udgjorde nissernes hus i julekalenderen. En hytte, der stadig er en turistattraktion med titlen Julemandens sommerhus. Men nu er sporet blevet koldt, så hvor postkassen og julemanden i Grønland er blevet af de sidste to år er nu et mysterium. Måske gik han fallit i Grønland?
 

Skriv til julemanden

PostNord i Danmark har også meldt sig på banen i kampen om julemanden og har oprettet en hemmelig adresse på Vesterbro i København. Den er:

Julemanden, Julemandens Postcenter 24, 0900 København C.

Send ønskesedler i god tid, for PostNord behøver rigtig god tid for at modtage og besvare breve til julemanden, hvis man skal gøre sig håb om at få svar inden jul.
 

Nordpolen eller Tyrkiet?

Graver man et spadestik dybere vil der være flere teorier om julemandens hjemsted. Den første adresse til julemanden var: St. Claus, North Pole. Det var helt tilbage i 1879.

Det skete, da en amerikansk tegner Thomas Nast begyndte at tegne postkort med julemanden i rød dragt, som vi nu kender ham. Men helt tilbage i 1653 fandtes der også en engelsk julemand ved navn Father Christmas, der optræder i træsnit fra den tid.

Tager man udgangspunkt i den kristne tro, som både julen og julemanden er en del af, skal vi helt tilbage til historien om den byzantinske helgen Skt. Nikolaus fra år 280 - ca. 345, der var biskop i Myra i det nuværende Tyrkiet. Af Skt. Nikolaus kommer også navnet Santa Claus. Herhjemme kendt som Skt. Nikolaj, der i dag giver navn til mange kirker landet over.

Historien om Skt. Nikolaj begejstrede også vores egen Christian d. 4, der som barn skrev i et brev til sin bror Ulrik i 1594, da han var 17 år gammel, at hvis broderen var sød, ville helgenenen måske komme med noget godt til hans fødselsdag.

På Viktor Farmors rejser – især på Balkan, men også i mange andre kristen-ortodokse lande i det tidligere Østeuropa og Sovjet vil man i mange kirker og klostre kunne se Skt. Nikolaus afbildet på ikoner. Ifølge historien var Skt. Nikolaus børnenes beskytter og velgører.

Han var kendt for at dele gaver ud til de fattige. Og et gammelt sagn fortæller, at Sankt Nikolaus nabo, var så fattig, at han ikke så anden udvej end at sælge sine tre døtre som slaver. Biskop Nikolaus rådede ham til at bede dag og nat - og tre gange faldt der en stor pose med guld stykker ned fra loftet. Den arme nabo blev ikke nødt til at sælge sine døtre. Fra dette sagn blev Sankt Nikolaus kendt som julemanden helt frem til 1700.

Så langt så godt – den rigtige historie om julemanden får vi næppe aldrig. Men jagten på julemanden fortsætter, når Viktors Farmor rejser til Finsk Lapland.
 

På sporet af julemanden i Finland

Nordlys og samer i finsk Lapland er en helt ny rejse, og første afrejse er i 2022. Vi glæder os til at vise jer Finland, der er særdeles rigt på overdådig natur og rige kulturelle traditioner. Tag med ekspertrejseleder Gert Lynge Sørensen til finsk Lapland, hvor I både ser nordlys, lægger vejen forbi Julemandens landsby og besøger samerne.