Logo

Landet med en kommunal lygtetænder

Hviderusland, eller Belarus, er et stykke ukendt Europa.

Lygtetænderen i Brest er på job hver dag. Året rundt.

Lygtetænderen i Brest er på job hver dag. Året rundt.

Af Uffe Gardel, rejseleder

Hvis man nu går og ærgrer sig over, at man aldrig fik oplevet Sovjetunionen, så er der råd for det: Midt i Europa, ikke så langt herfra, ligger et land, hvor tiden på underlig vis synes at have stået stille. Et land, hvor indbyggerne rundt om i landets byer bevæger sig ad Sovjetgade og Dsersjinskijgade under Leninstatuernes årvågne blik, og i byernes industrikvarterer hænger patriotiske paroler på de statsejede fabrikkers administrationsbygninger, som opfordrer de ansatte til flid for fædrelandet. Derfor bliver Hviderusland somme tider kaldt ”den sidste sovjetrepublik”.

Hviderusland virker på mange måder som et frilandsmuseum. Ude på landet ser man stadig folk stride sig af sted på gamle cykler i blæsten, som står hen over det flade landskab – som var vi i Vestjylland for et halvt århundrede siden. Og ja, de dyrker også kartofler her, masser af dem, endda. Hviderusserne mener nærmest, at kartoflen er deres nationalgrøntssag.

Hviderusland er virkelig en blanding af øst og vest, men man opdager det først, når man begynder at se forbi alle Lenin-statuerne og de sovjetiske pragtbygninger fra Stalintiden, som udgør en stor del af centrum i hovedstaden Minsk.

Mange i landet er romersk-katolske, og både i Minsk og ude på landet finder man masser af fine romersk-katolske barokkirker fra en tid, hvor landet var polsk. De ortodokse løgkuppelkirker er her flest af, men de romersk-katolske kirker med deres kirketårne gør deres til, at landet faktisk ser vestligt ud. Man kan se, at dette ikke er Rusland.
 

KGB og GUM

De færreste taler andet end russisk eller landets eget sprog, belarussisk, som er tættere på ukrainsk end på russisk. Når folk finder ud af, at man er vesterlænding, sætter de gerne en let forbløffet mine op, og med en blanding af forundring og vantro spørger de, hvor man kommer fra. De har som regel hørt om Danmark, eller også er de bare for høflige til at indrømme, at de ikke aner, hvad Danmark er. På den anden side er det nok også de færreste danskere, der umiddelbart vil kunne udpege Hviderusland på et landkort.

På Uafhængighedsprospektet i Minsk kan man gå ned ad det brede fortov, forbi KGB’s hovedkvarter – ja, i Hviderusland hedder sikkerhedspolitiet stadig KGB – og ind i stormagasinet GUM – en forkortelse for Det Statslige Stormagasin. Og hvis man har besøgt Moskvas GUM for 35 år siden, vil man kunne genkende stedet og stemningen. Her er hylde efter hylde, og montre efter montre, med belarussisk tøj, belarussiske ure, belarussisk husflid og belarussisk kosmetik, alt sammen lidt gammeldags og altmodisch, som var man ved at indspille en film fra Bresjnevs tid. Vestlige varer finder man ingen af, og de kittelklædte ekspeditricer taler kun russisk.

Tager det alt sammen pippet fra én, kan man gå ud på den store trappeopgang og nyde den stalinistiske overdådighed af stuk, forgyldninger og glas. GUM er opført i 1951 og ikke ombygget siden. Hele Uafhængighedsprospektets kilometerlange kompleks af kæmpehuse i Stalin-stil er indstillet til optagelse på UNESCOs liste over verdens kulturarv.
 

Anden verdenskrig

Belarus var det land i Europa, som Anden Verdenskrig gik allerhårdest ud over, og somme tider bliver man forbløffet over, hvor meget der trods alt har overlevet krigen. Perlerne er de to slotte Nesvisj og Mir, som begge er landets stolthed og er optaget på UNESCOs kulturarvsliste. Begge er de for århundreder siden opført af polske adelsslægter.

Verdenskrigens rædsler mindes til gengæld i Brest, helt ude på grænsen til Polen, hvor indesluttede sovjetiske soldater i 1941 heltemodigt holdt stand mod den nazistiske invasionshær i tre uger. ”Vi dør, men vi skammer os ikke”, skrev en af soldaterne på muren i en omringet kasernebygning.

Selve Brest er en hyggelig lille by med en lang gågade, Den Sovjetiske Gade, kantet af lave, toetages huse fra mellemkrigstiden, da byen stadig var polsk. Her er liv og glade dage, for der ligger restauranter og barer i nærmest hvert andet hus. Gaden er hjemsted for en genskabt tradition: Hver aften efter solnedgang kommer den kommunale lygtetænder og tænder petroleumslamperne i gaden, iført en 1800-tals-uniform, altså lidt i retning af vægterne i danske byer som Ribe og Ebeltoft. Brests vægter synger dog ikke, men han er en venlig mand, der gerne standser op og lader sig fotografere sammen med den hale af lokale og turister, som altid følger ham op gennem gaden. Traditionen er omkring ti år gammel, og det er den samme mand, som trofast, uden en eneste sygedag, tænder lygterne, og om morgenen slukker dem igen.

Hviderusland er andet end borge og byer; da landet er spredt bebygget, er her masser af natur. Store, store strækninger med skove, hvor ulve og losser strejfer rundt, og om sommeren går de store storkeflokke på vingerne hen over moser og enge. Vil man se det helt vilde, må man besøge Belavesja, Europas sidste urskov. Her lever vilde bisoner, Europas største landpattedyr.