Logo

Kaliningrad: Verdens ravhovedstad

Kaliningrad er både en by og et lille land på ca. en tredjedel af Danmarks størrelse. Lige siden vikingetiden har det haft stor betydning som handelsplads for rav – Nordens guld – hvor der blev handlet både rav og pelsværk mellem nordboere og folkene fra Sortehavet og det senere byzantinske rige.

Under Den Kolde krig var Kaliningrad-enklaven lukket for besøg fra vesten. Foto Viktors Farmor

Under Den Kolde krig var Kaliningrad-enklaven lukket for besøg fra vesten. Foto Viktors Farmor

Af rejseleder Gert Lynge Sørensen

Den korte kyststrækning – den kuriske landtange - ud til Østersøen kaldes derfor også ravkysten. I dag står Kaliningrad for 90 procent af verdens ravproduktion. Det udvindes i regulære miner, men kan også findes på stranden. Kaliningrad by har selvfølgelig også et særligt ravmuseum.

Det er et indelukket land klemt inde mellem Polen og Litauen og altså uden direkte adgang til det russiske moderland. For at komme ”hjem” til Rusland skal de nu primært russiske indbyggere altså gennem enten Litauen eller via en smal korridor mellem Polen og Litauen til Hviderusland, før de når Rusland.

I dag er Kaliningrad først og fremmest en strategisk russisk havneby med hovedsæde for den russiske Østersøflåde. Med særlig tilladelse kan man få lov at besøge det gamle militære havneanlæg, der blev bygget af svenskere tilbage i 1600-tallet.

I havnen vil man kunne se en russisk ubåd og ikke mindst et nyt storslået oceanografisk museum i et ombygget forskningsfartøj. Kaliningrad har i dag særlige økonomiske ordninger for samhandel med udlandet og er blevet udnævnt til Ruslands Hong Kong.

Fra Königsberg til Kaliningrad

Kaliningrad har været en af de betydningsfulde Hansestæder, der havde monopol på handlen i Østersøen, og senere igen blev byen hovedstad i det gamle Østpreussen. Her lød navnet Königsberg, opkaldt efter en bøhmisk konge fra 1200-tallet. Navnet blev bibeholdt i 700 år helt op til afslutningen af 2. Verdenskrig.

Herefter skiftede byen navn til Kaliningrad i 1946 opkaldt efter Mikhail Kalinin, en af de oprindelige bolchevikker. Han var det formelle statsoverhoved for Sovjetunionen og med i den inderste gruppe af den russiske revolution sammen med Lenin og Stalin.

I dag er befolkningen hovedsaligt russere. Både de tidligere tyske, litauiske og polske befolkningsgrupper er enten fordrevet eller rejst frivilligt.

Områdets mest kendte bysbarn er den nobel-prisvindende forfatter Immanuel Kant, der både har lagt navn til et universitet og et museum. Men det var også herfra, at den første russiske astronaut, der tog på rumvandring, kom fra med andre betydningsfulde astronauter.

Siden 1800-tallet er der udvundet rav ved kysten i det nordvestlige Kaliningrad. Foto Viktors Farmor

Siden 1800-tallet er der udvundet rav ved kysten i det nordvestlige Kaliningrad. Foto Viktors Farmor

Matematisk knude eller mad?

I Kaliningrad by er der en lang række storslåede og restaurerede bygninger fra de forskellige epoker af Kaliningrads historie. De to øer i den gamle bydel Kneiphof og Lomse var oprindeligt forbundet med 7 broer. Det gav ophav til det matematiske problem ”Königsbergs 7 broer” opstillet i 1700-tallet af matematikeren Leonhard Euler. Problemet bestod i, hvordan man kan bevæge sig over de 7 broer ved kun at passere hver bro én gang?

Det kan man jo så fundere over, mens man går en tur i det gamle Königsberg. Man kan også bare gå ind på en restaurant og få en såkaldt Königsberger Klopse. Nationalretten bestående af frikadeller med kartofler, kapers og hvid sovs. Eller man kan få borscht fra Ukraine eller fisk fra Østersøen.

Rejser til Kaliningrad 

Har du fået lyst til at besøge Ruslands Hong Kong? Du kan læse meget mere om Kaliningrad og Viktors Farmors rejse dertil lige her.