Fakta om Kaliningrad (Königsberg)
Königsberg er en af de byer på den baltiske kyst som blev grundlagt af riddere af Den Tyske Orden under deres erobringer i 1200-tallet.
Under Den Kolde krig var Kaliningrad-enklaven lukket for besøg fra vesten. Foto Viktors Farmor
Byen blev grundlagt i 1255, og indtil slutningen af 2. Verdenskrig spillede den en ledende rolle i tysk historie som en havn, ligesom den var en vigtig universitetsby. Efter 1. Verdenskrig blev hovedstaden i Østpreussen afskåret fra Tyskland, da Vestpreussen (polske korridor) blev overgivet til Polen under Versaillestraktaten.
Ved slutningen af 2. Verdenskrig blev Østpreussen delt mellem Sovjetunionen og Polen, og i 1946 blev Königsberg omdøbt til Kaliningrad. Som et strategisk vigtigt militærområde blev hele området lukket for udlændinge frem til 1990. Fra dette år har Kaliningrad fornyet kontakten med alle dele af verden og åbnet op for turisme. Selv om Kaliningrad-regionen er afskåret fra Rusland, er den fortsat en del af landet og er omgivet af Østersøen, Polen og Litauen.
Fakta om Kaliningrad-eksklaven
Kaliningrad-eksklaven (de russiske dele af Østpreussen) er et landområde på 15,125m2 som er adskilt fra resten af Rusland. Det er omgivet af Østersøen, Litauen og Polen. Området har ca. 1.000.000 indbyggere.
Den oprindelige befolkning i Østpreussen var op til middelalderen baltiske folk som var nært beslægtede med litauerne og nutidens letter. I den nordlige, i dag russiske del, levede de såkaldte «gammel-preussere», som ikke må forveksles med den senere indvandrede tyske befolkning. Med den tyske kolonisering øst for Elben blev næsten hele området de næste 500 år tyskbefolket. De gamle preussere blev assimileret og ophørte med at eksistere både som folk og som sprog i slutningen af middelalderen. Ved slutningen af 2. Verdenskrig blev hele Østpreussens befolkning fordrevet og erstattet med polakker i syd og russere i nord.