Hvad søger du?
Det gamle mundheld om at feje noget ind under gulvtæppet stammer ikke fra Iran. Men det kunne godt have gjort det.
På en rejse gennem Iran møder vi tæpper overalt. Foto Mille Nymark
Der er nemlig persiske tæpper på gulvet hos enhver iraner med respekt for sig selv. Ja, faktisk er et iransk hjem ikke et rigtigt hjem uden mindst ét tæppe på gulvet.
Historien bag tæppeproduktionen i Iran er næsten lige så lang som menneskets egen historie i landet. I 4.000 år gamle kvindegrave i Talesh, nær det Kaspiske Hav, og i Hasanlu-bjergene i Luristan, er der eksempelvis blevet fundet gravgaver der har været brugt til tæppeknytning. Specialiserede nåle, knive og redskaber, som allerede dengang lignede de værktøjer, der bruges i dag.
At iranerne har været dygtige til at producere tæpper er der derfor ingen tvivl om. Men det er kun gennem tilfældigheder, at vi kan sætte øjet til et historisk glughul og forstå, hvordan håndværket så ud knapt 500 år før Jesus blev født.
Dengang drog en skytisk prins nemlig på en rejse, der bragte ham til Perserriget. Vi ved ikke helt, hvad der skete, men han blev formodentlig taget imod på behørigste vis, og i hvert fald fik han et pragtfuldt tæppe med sig hjem. Det skattede han så højt, at han bad om at få det med sig i graven. Den skytiske prins levede i det sydlige Sibirien, og da han døde begravede hans følge ham dybt nede i permafrostens kolde jordlag.
Derefter gik der blot få år inden graven blev endevendt af gravrøvere. Røverne tog de fleste af prinsens værdier med, men efterlod blandt andet tæppet. Graven stod nu åben, og derfor skyllede forårsregnen ned og fyldte den med vand. Da efteråret og vinteren kom, frøs alt i graven til is. Derefter gik der ca. 2.500 år indtil den russiske arkæolog Sergei Rudenko opdagede graven. Til hans overraskede fandt han et prægtigt persisk tæppe, indkapslet i is, og da han langsomt tøede det op, så viste det sig, at det gamle tæppe så ud som var det blevet vævet i går. Fantastisk!
I dag kan man se Pazyryk-tæppet i al sin pragt på Hermitage-museet i Sankt Petersborg. Tæppets kvalitet og rigdom på detaljer beviser med al tydelighed, at iranske tæppeknyttere allerede dengang var sublime. Man kan heldigvis også se en vellignende kopi i Iran. Nærmere bestemt på tæppemuseet, i Tehran, som i øvrigt er et besøg værd, og ikke kun grundet Pazyryk-tæppet.
Produktionen af iranske tæpper holder i dag knap fem millioner iranere beskæftiget. Det er en industri med en mangfoldighed af relaterede sektorer: Nomaderne, der driver deres får og geder gennem landet. Bønderne, der ved det Kaspiske Hav dyrker silkelarver og spinder silke. Bomuldsmarkerne og spinderierne. Farveindustrien, vaskerierne, væverne og knytterne. Mellemmændene. Og endeligt de tæppebutikker, som man som turist kan få lov til at besøge.
De iranske tæpper er prægtige, og det kan priserne også være, så derfor gælder det om, at man som turist skal holde øjnene åbne. Til gengæld er de iranske tæppehandlere, som alle andre købmænd, som regel til at slå en god handel af med, og man kan være heldig at komme hjem med en fantastisk souvenir.
Næst efter Irans energisektor, altså olie og gasindustrien udgør de persiske tæpper Irans tredjestørste eksportvare. Samtidig er det et kunsthåndværk, som iranerne selv skatter højt, og det er derfor absolut ikke et produkt, som kun er skabt med henblik på eksport.
Hvis Irans historie og kultur tiltaler dig, så kan du her se alle Viktors Farmors rejser til Iran.