Hvad søger du?
De caribiske øer Trinidad & Tobago er målet for vores mest eksotiske vandreferie.
De daglige vandringer på de caribiske øer giver os utrolige udsigter. Foto Asbjørn Jørgensen
Af Lea Nielsen
Idylliske fiskerlandsbyer, brusende vandfald, tæt regnskov, røde ibisser i lagunerne og havskildpadder, der lægger æg i det varme sand. Der er utroligt meget at opleve og se på de caribiske øer Trinidad & Tobago, der som naturperler soler sig tæt ved kysten til Venezuela.
Rejserne til de to øer plus lillesøsteren Little Tobago er tilrettelagt som kombineret vandre- og naturferie og har man lyst til at prøve at vandre, er denne rejse et rigtigt godt sted at starte. Turene er tilrettelagt, så man kommer væk fra alfarvej og oplever uspolerede og utrolige steder, hvor naturen er så intens og imponerede, at man kan miste pusten. Samtidig er vandreturene ikke mere krævende, end at de fleste i god form kan være med. Kan man gå 15 km i kuperet terræn er der ingen hindring for at snøre vandrestøvlerne og følge med gennem regnskov, bambusskov, mangrove, langs floder og til utallige steder med panoramaudsigt til turkisblåt hav og frodige plantager med kaffebuske og kakaobønne-træer. På denne rejse vandrer vi omkring 70 kilometer på otte dage.
Og der er god chance for, at man på Trinidad & Tobago får smag for at opleve mere af verden med vandrestøvler på.
Højdepunkter er der mange af. På Trinidad bor gæsterne lige ned til den smukke, brede strand ved Gran Riviere, og der er næsten garanti for at se de ynglende skildpadder.
Æggene fra en havskildpadde ligner bløde bordtennisbolde. Omkring 100 spytter hunnen ud på stranden, når hun har gravet et hul i sandet, og mens hun er optaget af det, kan man følge de sandede anstrengelser ret tæt på. Man kan også se, hvordan hun laver falske spor i sandet for at forvirre fjender.
Mellem klokken 18 og 6 om morgenen må man kun færdes med en lokal guide for ikke at forstyrre skildpadderne, men ofte er der en eller flere, der ikke er færdige med æglægningen, selv om solen er stået op. Og så er der gode muligheder for at se det i dagslys og tage flotte billeder.
Naturen byder på mange fantastiske oplevelser, og især fuglelivet virker som en magnet på de besøgende. Over 200 fuglearter – deriblandt 17 forskellige kolibrier er registreret.
Øerne har i tidernes morgen været landfaste med Sydamerika og man kan således se den nordligste del af Andesbjergkæden. Der er bambusskov, regnskov, floder, bjerge og bakker og flotte vandfald - og så det vidunderlige turkisblå og krystalklare havvand.
Undervandslivet kan man opleve uden at blive våd. På en sejltur fra Tobago til Little Tobago sejler man med en båd med glasbund. Koralrev, farvestrålende tropefisk, papegøjefisk og måske en rokke kan ses fra båden. En tur med glasbundbåd over Buccoo Revet kan også anbefales.
Tobago er mindre end Trinidad og livet der er om muligt endnu en tand mere afslappet. Mange lever af fiskeri og på øen ser man idylliske fiskerlandsbyer. Der er også en meget fin kakaoplantage, Tobago Cocoa Estate, der giver bønner til verdenskendt chokolade af høj kvalitet.
Ved Trinidads nordøstligste spids bør man gå en tur ud på klipperne og nyde den fantastiske udsigt. Her kysser Det Caribiske Hav og Atlanterhavet hinanden. Mens man står her og suger indtrykkene fra den fantastiske tur til sig, forstår man godt, at mange gæster vender tilbage til Trinidad & Tobago.