Logo

Anne-Marie Overbye

I 30 år har Anne-Marie boet rundt omkring i verden. Det er bl.a. blevet til 10 år i Storbritannien, 5 år i Estland, 4 år i Canada, 1 år i USA og 3 år i Brasilien. I årenes løb har hun arbejdet som technical writer indenfor IT-branchen, oversætter og kulturformidler. Men det er kulturformidlingen som har hendes hjerte og det er dette område hun hovedsagelig har arbejdet med i de senere år. Dette har resulteret i en lang række udstillinger og filmfestivaller i de lande hun boede - og i Danmark.

I en af de perioder, hun var bosat i Danmark, arbejdede hun for ACAB (Arts and Crafts Association Bornholm) som kunsthåndværkerambassadør og var i den forbindelse involveret i en række udstillinger og projekter med de bornholmske kunsthåndværkere. I dag har Anne-Marie definitivt flyttet teltpælene til Bornholm. Udover jobbet som rejseleder beskæftiger hun sig stadig med kunstformidling og hun har også oversættelsesopgaver. Derudover dyrker hun fortsat en anden af sine interesser nemlig kunsthistorie.

Anne-Marie er fascineret af islamisk kunst og arkitektur. Denne interesse blev yderligere bestyrket gennem et kursus ved Oxford Universitet. Sin viden bruger hun i Uzbekistan og i Marokko.
- Det største og mest bevægende øjeblik for mig var nok da jeg i Tashkent fik lejlighed til at se den ældste koran i verden. Den stammer fra det 8. århundrede og er skrevet i den meget smukke og enkle sufiske håndskrift.

Oprindeligt er Anne-Marie oversætter i engelsk og fransk. Hun har taget en master i sprogvidenskab og et bifag i datamatisk lingvistik. Hun taler også portugisisk.

 

Der er i øjeblikket ikke planlagt rejser med Anne-Marie Overbye.
Rejseleder Anne-Marie Overbye på Registan pladsen i Samarkand
Viktors Farmor baggrundsbillede