Hvad søger du?
Beate er cand.mag i russisk og har et indgående kendskab til russisk historie og kultur. Dette kendskab gjorde hende til kvit-eller-dobbelt vinder i "Katarina den Store". Hun har mange gode personlige kontakter i Rusland og Ukraine, hvilket er medvirkende til at åbne døre, der normalt er lukkede for turister.
Beate har rejst på kryds og tværs i det tidligere Sovjetunion: Med Den transsibiriske Jernbane gennem Sibirien og videre helt til Kamchatka. Nordpå til Arkhangelsk. Sydpå til Kaukasus-området med Armenien/Georgien og til de centralasiatiske lande Tajikistan og Uzbekistan på den gamle Silkevej.
Beates første rejse til Kaukasus foregik i 1976 - 10.000 km i egen bil gennem Georgien og Armenien, et bjergrigt område, Sevansøen i 1000 m højde mellem Georgien og Armenien og på den gamle hærvej. Det var noget af en bedrift - et sandt eventyr!
Dengang fandtes der kun ganske få tankstationer, i bjergene slet ingen og forholdene var meget primitive. Dertil kom en evig kamp mod myndighederne om ikke at afvige fra den foreskrevne rute.
Det kristent ortodokse Armenien har en unik natur, en ældgammel kultur og en yderst gæstfri befolkning. Beate blev fascineret af det smukke land. Det blev til mange flere rejse i Kaukasus-området i årene derefter.
En helt anden men ikke mindre spændende oplevelse var bekendtskabet med de centralasiatiske lande Tajikistan og Uzbekistan. I modsætning til det bjergrige Kaukasus er naturen her barsk. Et ørkenlandskab med eksotiske, orientalske bygninger og fremragende kunsthåndværk som smukke silketæpper, broderier og keramik. Beate har besøgt Centralasien flere gange. Landene, som før var en del af Sovjetunionen, har russisk som andet sprog - og det hjælper Beate med at komme tættere på befolkningen.