Logo

Helene Boesen

Helenes passion for Marokko stammer helt tilbage fra barndommen, hvor hendes morfar fortalte historier om landet, som han havde besøgt mange gange før Marokkos selvstændighed. Tusind og én nat lejrede sig i bevidstheden, og lysten til at besøge Marokko blomstrede. Efter besøg som charterturist i Agadir fulgte længere rejser som arbejdslejrdeltager i Essaouira med Mellemfolkeligt Samvirke, rytter på rideferie i øde egne rundt om Marrakesh, gæst hos marokkanske venner i det nordlige Marokko Ouezzane og ”Den blå by” Chefchaouen. Den sydlige og mere ørkenagtige del af Marokko har Helene også besøgt bl.a. kamelmarkedet i Goulimine.


For Helene, som arbejder med arbejdsmiljø og HR, har Marokko meget at byde på. En alsidig natur med smukke bjergområder, sletter, rå og smukke strande, palmer, kaktusser, argantræer, ørken, vandfald mv. En generelt venlig og åben befolkning, som Helene synes er spændende at falde i snak med fx. i medinaerne”. Det er de ældste bydele med myriader af liv med alle slags butikker med tæpper, tøj, kryd-derier, mynte, nødder, køkkengrej, grøntsager, levende høns, brugte reservedele, keramik, håndværksbutikker osv. Når man går rundt mellem de gamle bygninger i medinaens smalle gader føler man sig hensat til en svunden tid. Æsler og mulddyr anvendes fx. i stor stil som meget egnede transportmidler i de smalle gader.


Helene finder det spændende at gå på opdagelse i medinaerne og byerne, hvor arkitektur og bygningsstile afspejler historie og kultur fra fx berbere, arabere, Frankrig, Spanien, Afrika og romerne med ruinbyen Volubilis. At bo i ”Riaderne”, som er de traditionelle marokkanske familieboliger med gårdhaver, er en oplevelse i sig selv. Anvendelsen af farver og udsmykningen afspejler mange steder sans for detaljen og stor håndværksmæssig kunnen.


De gamle stærkt seværdige og interessante kongebyer Rabat, Marrakesh, Meknes og Fez er tidslommer, som Helene meget gerne vil dele glæden ved at genopleve sammen med gæsterne

 

Rejseleder Helene Boesen i farvestrålende Chefchaouen, Marokko.