Hvad søger du?
7 Inter Rail rejser med tog blev i Jans unge dage startskuddet, til et langt og usædvanligt spændende liv i rejseverdenen. Planen var ellers at gøre økonomistudierne færdig på Handelshøjskolen i Århus, men det skulle vise sig umuligt at vikle sig ud af rejsefascinationen. Hele Jans arbejdsliv har derfor haft rejsebranchen som omdrejningspunkt.
Det er efterhånden blevet til besøg i 51 lande. Og det uundgåelige spørgsmål om ”hvilket land man så bedst kan lide” er umuligt at svare på. For hvordan sammenligne en safarirejse i Kenya med Jordan. Og hvordan kan man sammenligne en rundrejse på Island med Caribiske St. Thomas. Skal forsøget alligevel gøres, skiller Israel og Sri Lanka sig ud på hver sin måde i Jans rejseverden.
Efter at have været bosat 4 år i Israel og efterfølgende besøgt landet et utal af gange, har Jan et helt specielt forhold til landet. På et område på størrelse med Jylland er der så mange seværdigheder, at man bliver helt forpustet. Læg dertil nutidens historie og en venlig befolkning fra 70 forskellige kulturer, så har man en spændende mosaik.
Sri Lanka fascinationen startede med 9 måneders udstationering i 80’erne og nu mange rundrejser senere, har Jan tabt sig hjerte til det smukke og utroligt naturskønne land. Trods rigeligt med trængsler op gennem historien, bliver man mødt med smil og venlighed af befolkningen.
Mødet med en spændende gæst, som viste sig at være forsker ved Rigshospitalet, førte på et tidspunkt også til deltagelse i en naturvidenskabelig ekspedition i Sinai ørkenen og Ægypten.
Rejseartikler og rejseforedrag på biblioteker og i sogneforeninger puttes ind i kalenderen, når det kan passe
Noget af det der fascinerer Jan, er de mange forskelligartede emner man bliver tvunget til at sætte sig ind i og som måske ikke er umiddelbart oplagte. På hans rejser forsøger han at overraske med små impulsive indslag hvor det er muligt, og gør meget for at skabe en hyggelig stemning i rejsegruppen - altid krydret med en stor portion humor. En hyggelig quiz med relation til det land man rejser i, er også meget sandsynlig…