Logo

Søren Møberg

Efter en blæsende men tryg opvækst i Vestjylland – og et arbejdsår i København – landede Søren på sin 18 års fødselsdag i Nigeria. Det gav nogle brandsår under fødderne at ville spille fodbold uden sko – som de lokale drenge på de ophedede afrikanske jordbaner, men nysgerrigheden for fremmede himmelstrøg og kår var tændt.

Få år efter blev det til et 4 måneders ophold på en farm og et børnehjem i Honduras, hvor Søren lærte det spanske sprog og fik mod på et par længere rygsækrejser gennem det latinamerikanske kontinent.

Lærerseminariet og spanskstudier blev påbegyndt i København, men Sydamerika trak. Buenos Aires har siden årtusindeskiftet været Sørens foretrukne hjem, hvorfra han udover 10 års rejseleder erfaring blandt andet også har ledet et gadefodboldprojekt for hjemløse, bestyret et gæstehus, arrangeret studieture og været cykelguide.

”At mine to børn er født og opvokset i Argentina giver mig et endnu tættere forhold til regionen og folket. Jeg føler oprigtigt, at det er en del af mit eget, jeg byder velkommen til og viser frem. Jeg vil gerne, at man både føler sig som gæst og aktiv medrejsende, når jeg er rejseleder på tur”, fortæller Søren.
 

Søren Møberg - rejseleder for Viktors Farmor i Latinamerika
Viktors Farmor baggrundsbillede