Logo

Praktiske oplysninger

Praktiske oplysninger Etiopien: Omodalen

Vis alle oplysninger Skjul alle oplysninger
  • Visum til Etiopien koster USD 52 og søges online (vejledning udsendes). Viktors Farmor kan også hjælpe med at søge om visumet. Det koster 500 kr. inkl. visumgebyr og servicegebyr. Hvis dette ønskes bedes I sende en kopi af jeres pas samt pasfoto.

    Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemrejse fra Etiopien.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination mod gul feber anbefales kraftigt. Vaccination mod meningitis anbefales ligeledes. Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det endvidere at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse.

    Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside.

    Der er ofte forskellige holdninger til, hvad der tilrådes af vaccinationer og profylakse.

  • Møntfoden hedder Birr (ETB). 1 DKK = ca. 3 ETB. Passet skal medbringes, når der veksles penge. US dollars i kontanter anbefales. Veksling kan foretages i alle de større byer. Forsøg at få mange små sedler.

    I Dashen Bank i Addis Abeba er det muligt i automater at hæve penge med kreditkort, endda 24 timer i døgnet. Inden hjemrejse er det muligt at veksle tilbage til US dollars, når man går til samme bank og medbringer kvittering for vekslingen til Birr.

  • Etiopiens strømforsyning er hovedsagelig 220V. De bruger stik m. to ben som de danske.

  • Etiopien er to timer foran Danmark (v. sommertid én time).

  • Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet. Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen.

  • Det frarådes at drikke vandet. Mineralvand kan købes overalt.

  • På restauranter koster en øl ca. 7-10 kr. og en øl ca. 5 kr. Kvaliteten af vinen er ikke god og koster ca. 75-125 kr.

  • I byerne på mindre restauranter er drikkepenge inkluderet. Er man meget tilfreds med servicen er 5 Birr passende. På restauranterne i Addis Abeba forventes 10 %, taxachaufførerne forventer 2 Birr og hotel-dragerne forventer 10 Birr pr. stk. bagage. Ca. 10 Birr pr. værelse efterlades til stuepigen.

    På grupperejser betales drikkepenge til lokalguider og chauffører af Viktors Farmor.

  • Medbring ikke smykker eller kostbare ure. Hav kontante penge på kroppen i en ”pengekat” og kun et lille beløb i taske eller lommer.

    I hovedstaden og på markeder skal man være meget opmærksom på lommetyve.

  • Der findes wifi på flere overnatningssteder, men forbindelsen er meget langsom og tilslutningen kan afbrydes med mellemrum.

  • Etiopien har selvvalg fra Danmark. Tryk 00+ 251+omr.nr.+abn.nr.

    Der har tidligere været dårlig mobildækning syd for Addis, men det ændrer sig år for år, og den sidste gruppe meldte tilbage, at de havde haft udmærket dækning.

  • Etiopien er et tredje verdens land med alt hvad det indebærer. Trafikken kan være ret kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden være forsinkelser eller ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde, dyr og mennesker på vejene mm. Der kræves en god portion overbærenhed ved rejser i Etiopien: Nogle af køreturene kan forekomme lange, men man kan undervejs nyde de smukkeste naturscenerier.

    Det anbefales at medbringe et let bomulds-tørklæde til at tage for ansigtet i bussen, da vi af og til kommer ud for meget støv.

  • I Addis Abeba er temperaturen 20-25 grader om dagen og omkring 10 grader om natten. Der kommer en del regn i juli og august.

    Omo-dalen skal man regne med noget varmere dagtemperaturer, op til over 30 grader. Om aftenen er der omkring 20 grader. Egentlig regntøj bliver der næppe brug for, men en paraply kan være god mod en pludselig byge og ligeledes mod stærk sol. Højden på turen varierer fra 400 til 2500 m.

  • Under busturene kan toiletforholdene ikke sammenlignes med det, vi er vant til hjemme-fra. Det bedste bud er at bruge naturen. Derfor er det en god idé at have både et lille lager af papir-lommetørklæder (el. vådservietter) og håndsprit med på rejsen.På hotellerne vil der dog være vestlige toiletter.

  • Det er forbudt at fotografere regeringsbygninger, politi og militærområder, industribygninger, kongelige paladser, broer, lufthavne og dæmninger.
    I kirkerne er det normalt tilladt at tage fotos, men uden blitz.

    Stamme-folkene, vi besøger, lever stadig som de ”altid” har gjort: stort set isoleret fra resten af Etiopien og uden indblanding fra Centralregeringen. De ernærer sig ved agerbrug og kvægavl, og kommer af og til i klammeri med nabostammen på grund af kvægtyveri eller uenighed om græsningsarealer, hvorfor mange af mændene bærer våben. De går også fortsat klædt i deres traditionelle klæder og med deres traditionelle frisurer. De er derfor attraktive fotoobjekter, og de fleste stiller gerne op til fotografering. Men med de mange turister, der kommer til området, er fotos blevet en god og sikker indtægtskilde for lokalbefolkningen. Forvent derfor at skulle betale for at tage et foto. Tag hensyn når der fotograferes.

  • Standarden i Etiopien kan på ingen måde sammenlignes med Europa. Nogle af hotelværelserne er ret simple, f.eks. udgøres belysningen ofte af en pære i loftet. Møblementet har set sin bedste tid, vandforsyningen svigter af og til.

  • Den ideelle påklædning for både mænd og kvinder vil de fleste dage være et par lange, lette bomuldsbukser samt en kortærmet bomuldsskjorte/bluse eller kjole. Shorts der dækker knæene er ok.

  • Husk at supplere pakkelisten med:

    • Regntøj til Addis Ababa, især i juli måned
    • Evt. paraply mod byger
    • Vandresko/-støvler
    • Håndklæde
    • Vækkeur
    • Solbriller, Solcreme
    • Kasket/hat
    • En rulle toiletpapir eller kleenex
    • Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Myggemiddel
    • Evt. myggenet til at hænge over seng samt fx Gaffa til at hænge det op med
    • Lommelygte + fyrfadslys (hvis elektriciteten svigter i længere tid)
    • Håndsprit
  • For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10 % på varer, som ikke er nedsatte, på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejsen.

Viktors Farmor baggrundsbillede