Logo

Praktiske oplysninger

Uganda og Rwanda

Vis alle oplysninger Skjul alle oplysninger
  • Gennem Ugandas Ambassade i Danmark ansøges om et ”East Africa visa”, der gælder som visum for både Uganda og Rwanda. Det koster pt. 650 kr. Pas skal være gyldigt seks måneder ud over opholdet. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet. Husk det gule vaccinationskort med bevis for gul feber vaccination.

  • Der er krav om bevis for gul feber vaccination ved indrejse. Det er dog sjældent at det skal vises ved ankomst. Gul feber vaccinationen skal være givet senest ti dage før indrejse. Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det endvidere at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri.

    Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Møntfoden i Uganda hedder shilling (forkortes USH). Der findes ATM kontantautomater til Visa-kort i de større byer i Uganda. US$ kan medbringes, men vær opmærksom på, at det skal være nyere sedler (efter 2006), og at store sedler giver bedre kurs. Møntfoden i Rwanda hedder franc (forkortes RWF). Det er bedst at medbringe USDollars i kontanter.

    Der findes vekselkontorer mange steder. Der findes også ATM kontantautomater flere steder, hovedsageligt i Kigali.

  • Telefoni. Landekoden for Uganda er 256. Landekoden for Rwanda er 250.

    Mobiltelefon. Der er udmærket mobildækning næsten overalt i Uganda og Rwanda. Både TDC og Sonofon har roamingaftaler med teleselskaber i Uganda og Rwanda. Det koster ca. 20 kr. i minuttet at ringe og modtage opkald fra Danmark. Sms koster 2,50 kr. at afsende og 0 kr. at modtage. MMS er ikke muligt. Det er billigt at købe et lokalt simkort.

    Internet. Internetcaféer findes flere steder, og det er ganske billigt at sende en mail til Danmark. Der er ofte trådløs internet på hoteller/lodges, men forbindelsen er meget langsom.

  • Der er 240 volt. Medbring adapterstik med tre ben eller en samledåse, som kan monteres med et lokalt hanstik i Uganda.

    Strømmen kan være lidt ustabil på indkvarteringsstederne. Derfor kan det være en ide at medbringe ekstra batterier eller en solaroplader, hvis man f.eks. skal oplade batterier til telefon, video og kamera. I Rwanda kan der bruges danske stik.

  • Vandet fra hanen bør man ikke drikke, men mineralvand på flaske kan købes overalt.

  • På rundrejsen er drikkepenge til chauffør/guider samt rangere, bådfører og gorilla portere inklusiv. Drikkepenge til bagage portere er for egen regning. På restauranter er det normalt, at man runder beløbet lidt op, f.eks. med 10%.

  • Det er ikke tilladt at bruge blitz, når der tages billeder af chimpanser og gorillaer. Sørg for inden afrejse fra Danmark, at du ved, hvordan du slår blitz fra. Lufthavne, broer og militære områder må ikke fotograferes. Vær forsigtig med at fotografere på offentlige steder, uden at spørge om lov først. En uformel snak og et smil åbner ofte op for muligheden for at fotografere mennesker.

  • Klimaet er varmt som på de bedste danske sommerdage. Dagtemperaturen svinger mellem 20 og 30 grader. Om natten bliver der 10-20 grader. Medbring let sommertøj (bomuld) og en trøje til kølige morgener og aftener. Uformel påklædning på det meste af turen. Der er ikke brug for finere tøj til omklædning til middag.

    Man bør ikke gå i shorts i byerne. ¾ bukser eller nederdel/ kjole kan godt gå an. Dette gælder også mænd. En god løsning er den type lærredsbukser, hvor benene kan lynes af i varieret højde. Selvom sandaler kan være behagelige, er et par lukkede sko også praktiske at have med.

    Til chimpanse og gorillatrekking er det dog bedst med lange bukser og lange ærmer på grund af den tætte bevoksning. Lange strømper er også tilrådeligt på grund af safari-myrer, der kan bide. Til gorilla trackingen er det også nødvendigt med regntøj, handsker (evt. havehandsker) og dagsrygsæk.

    Stigningen på vandreturen op til gorillaerne kan være op til 500 højdemeter, og du skal være udstyret til glatte og muligvis mudrede bjergskråninger. Medbring derfor vandtætte vandrestøvler. Men alle, der er i almindelig god fysisk form og ved godt helbred, kan gennemføre turen.

  • En øl eller sodavand på en restaurant koster ca. 10-20 kr. og en vand koster ca. 5-10 kr. En flaske vin koster ca. 200 kr.

  • Medbring gerne en blød taske eller rygsæk frem for en kuffert, da pladsen er begrænset i safaribilerne. Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.

  • Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Tiden er mellem én (sommertid) og to timer forud i Uganda i forhold til Danmark. Tiden er mellem 0 (sommertid) og 1 time forud i Rwanda.

    En anden form for tid eller tidsfornemmelse, ”African time”, er noget man må vænne sig til. Det betyder at der i Uganda og Rwanda ikke er nogen, der tager det så nøje med om tingene finder sted på et fastlagt tidspunkt. Alting tager mere tid, og for danskere, der er vant til, at ting foregår til den aftalte tid, kan dette være svært at vænne sig til. Der er ventetid mange steder, og selvom man har bestilt middagen til et bestemt tidspunkt, må man affinde sig med at vente alligevel, måske en times tid, før alt er parat. Men så er det jo godt, man er i godt selskab!

  • Husk at supplere pakkelisten med:

    - En god lommelygte, evt. pandelampe

    - Kamera og kikkert

    - Insektspray

    - Shampoo og evt. bodyshampoo

    - Sollotion med høj faktor

    - Solbriller

    - Kasket eller solhat

    - Lille dagsrygsæk

    - Gode vandtætte vandrestøvler

    - Lange vandresokker

    - Langærmet skjorte/bluse og lange bomuldsbukser

    - Trøje

    - Regntøj + evt. paraply

    - (Have)handsker til gorilla tracking

    - Småproviant, f.eks. kiks

    - Fotokopi af pas (opslaget med foto)

    - Stofposer

    Medbring IKKE:

    - Plastikposer. Det er ikke tilladt at indføre i Rwanda

  • Medbring ikke smykker eller kostbare ure. Hav kontante penge på kroppen i en ”pengekat” og kun et lille beløb i taske eller lommer.

  • Det er vigtigt, at man er stilfærdig, at man ikke træder på visne grene, så der kommer støj, at man klæder sig i diskrete farver, og at man ikke bruger stærkt duftende deodorant eller parfume. Så er der størst chance for at komme tæt på dyrene. En enkelt højrøstet deltager kan ødelægge oplevelsen for resten af gruppen.

  • For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Viktors Farmor baggrundsbillede