Logo

Praktiske oplysninger

Nepal

Vis alle oplysninger Skjul alle oplysninger
  • Der kræves visum til Nepal, som ansøges efter anvisning fra Viktors Farmor. Pas skal være gyldigt ½ år efter udrejse. Passet bør altid medbringes eller opbevares i hotellers sikkerhedsbokse. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. 

    Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet. 

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Nepals valuta er Nepali Rupee (NPR). Der går ca. 6-7 danske kroner på 100 rupees. Der findes flere banker, vekselkontorer og pengeautomater i Kathmandu og Pokhara. Sørg for at medbringe Nepali Rupees til rejsen uden for disse to byer. Ønsker du at veksle overskydende rupee om til US dollars, når du forlader landet, er det vigtigt at gemme kvitteringerne fra banken.

  • På hotellet i Lumbini og Bandipur varmes vandet op med solfangere. Det kan betyde, at vandet i bruseren ikke er varmt om morgenen.

  • Telefoni. Nepal har selvvalg fra Danmark. Tryk 00977 + omr.nr + abn.nr. En dansk mobil kan som regel bruges i Kathmandu og Pokhara.

    Mange steder kan der købes et lokalt SIM kort til din mobil, hvilket gør det forholdsvist billigt at ringe hjem. Det er ligeledes billigt at ringe hjem til Danmark fra telefoner i telefonkiosker, der findes i de fleste byer. Her koster det ca. 10 kroner pr minut at ringe til et dansk fastnetnummer.

    Internet. I de større byer samt enkelte små byer er der internetcaféer, hvorfra man kan ringe billigt.

  • Elektricitet Strømstyrken er 220 volt. Der bruges samme type stik som i Danmark. Spændingen kan svinge, og der kan forekomme strømafbrydelser.

  • Det frarådes at drikke vandet. Mineralvand kan købes overalt, og koster ca. 2 kr. På restauranterne koster en øl ca. 10-15 kr. og sodavand ca. 2-3 kr.

  • På grupperejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris. På individuelle rejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider ikke inkluderet i rejsens pris.

  • Nepal er et paradis, når der drejer sig om billedmotiver. Vis respekt ved fotografering: Vis kameraet og smil og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej; især mange af de ældre bryder sig ikke om at blive foreviget. Militære områder, checkpoints samt lufthavne må ikke fotograferes.

  • Vær opmærksom på, at nepaleserne er konservative i forhold til tøj, især i de fjerntliggende områder og bjergområder. Du vil finde, at den måde, du klæder dig på, ofte vil afgøre graden af respekt, du modtager. Sørg for at medbringe tøj, der dækker skuldre og knæ. Du bør ikke gå i korte nederdele/ bukser eller t-shirts uden ærmer. Husk at tage skoene af, inden du går ind i et tempel eller privat hjem. Der er stor forskel på dags- og nattetemperaturen, så sørg for at have varmt tøj til om aftenen og morgenen.

  • Man kan med fordel købe smykker, ægte silketæpper, pashmina-tørklæder, læderjakker og bukser samt religiøse souvenirs. Priserne er meget rimelige. Der skal ofte tinges om prisen.

  • Medbring højst 20 kg. Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv. Der er som regel mulighed for at vaske tøj på de hoteller, hvor vi overnatter mere end en gang Medbring gerne en mindre taske/rygsæk til de 2 overnatninger i Namobuddha. Resten af bagagen kan opbevares i Kathmandu.

    Toiletpapir, kleenex og vådservietter er altid gode at have med i tasken. Det sker, at der på restauranter o.lign. findes toiletter, hvor der ikke er papir. På mange hoteller og offentlige toiletter står der affaldsspande til toiletpapir. Det må ikke smides i toilettet, da kloaksystemet i Nepal ikke er beregnet til det.

    Danske maver kan være "utålmodige". Tag lidt müsli barer, kiks, rosiner eller lignende med i tasken, som kan suppleres op undervejs. Vi har nogle køreture i bussen, hvor det måske er rart med lidt til maven.

    Hold styr på maven Vi skal være 14 dage i en anderledes kultur mht. mad og drikke, og det sker, at nogen får problemer med maven. Så det kan være en god ide, at tage en effektiv "stopmedicin" med. Det kan købes på apoteket i håndkøb, eller efter samråd med lægen.

  • Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Det bedste rejsetidspunkt er midt i september til midt i maj. Det er generelt koldest i december og januar og varmest i maj og juni.

  • Når vi har sommertid her i Danmark er Nepal 3 timer og 45 minutter foran os. I vintertiden er tidsforskellen + 4,45 timer.

  • Husk at supplere pakkelisten med:

    - Kikkert

    - Varmt tøj, fleece og vindjakke

    - Vandresko eller -støvler

    - Solbriller samt kasket eller solhat

    - Myggespray

    - Solcreme

    - Vækkeur

    - Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - Salttabletter

    - Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)

    - Lommelygte (evt. pandelampe) + batterier (elektriciteten kan være ustabil)

  • Nepal er et tredje verdens land med alt hvad det indebærer. Trafikken kan være ret kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde mm.

    Der kræves en god portion overbærenhed ved rejser i Nepal Livsstilen er meget langt fra den europæiske perfektionisme.

  • Den venstre hånd anses for uren. Derfor bør du huske at bruge din højre hånd til at give, modtage, give hånd og spise (hvis der ikke er bestik). Du bør også bemærke, at kysse og holde hånd generelt ikke er acceptabelt, selvom du vil se nepalesiske mænd holde hinanden i hænderne (dette er et tegn på venskab eller 'broderskab' i stedet for seksualitet). Du bør også undgå at pege på og røre ved folk med dine fødder.

  • For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Viktors Farmor baggrundsbillede