Logo

Praktiske oplysninger

Praktiske oplysninger Algeriet

Vis alle oplysninger Skjul alle oplysninger
  • Der kræves visum til Algeriet. Blanket til visumansøgning findes på hjemmesiden for Algeriets ambassade. Blanketten udfyldes og sendes sammen med 2 pasfotos, pas, et invitationsbrev (som Viktors Farmor sender til deltagerne på rejsen), et program for rejsen, et bevis på rejseforsikring, et beløb på 650 kr. kontant samt en adresseret svarkuvert, til ambassaden. Man kan også aflevere det hele på ambassaden. Her accepterer de Dankort.

    Viktors Farmor sender disse oplysninger til alle deltagere på rejser til Algeriet i selvstændige mails.

    Passet skal være gyldigt 6 måneder udover hjemrejsedato fra Algeriet.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Der kræves ingen vacciner, men nogle anbefales: Smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal med egen læge eller en klinik for rejsemedicin.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Dinar (Algerisk dinar). Dinarens værdi er lav i forhold til kronen. 100 dinarer er 7 danske kroner, og altså lidt under 1 Euro.

    Det bedste at tage med på rejsen er Euros. Dernæst britiske pund. Disse veksles til DZD (algeriske dinarer). Der findes pengesedler for 100, 200, 500 og 1000 dinarer.

    Kreditkort kan som udgangspunkt ikke bruges.

    Der er heller ikke hæveautomater. Veksling skal derfor ske i en bank.

    Der er  helpension på vore rejser til Algeriet. Hvis man veksler 50 euro ved ankomst kommer man rigtig langt!

  • Der benyttes gode turistklassehoteller (3*) med toilet og bad til værelserne. Selvom hotellerne er bekræftet hjemmefra, kan man godt komme ud for at et eller to af hotellerne ændres undervejs. Det er normalt ikke noget, der giver problemer, man skal blot vide, at det kan forekomme. Turisme er på begynder-stadiet i Algeriet. Det spiller også ind på hotellerne. Man må være forberedt på, at der kan være ting, der ikke fungerer.

    Særligt for Saharas Klippemalerier

    Der er både 1-persons og 2-personers telte med på ekspeditionen. Det er letvægtstelte, som er nemme at slå op. Der er 8 cm skummadras med til hver deltager, samt lagen og tæppe. Temperaturen i Sahara vil være over 25 grader om dagen og ned til 10 grader om natten. Viktors Farmor anbefaler, at du selv medbringer lagen/lagenpose (evt. en letvægtsmodel i silke). En anden gardering kan være ski-undertøj, som er varmt og let. Vil du gardere dig med en rigtig sovepose, skal du selv medbringe, men vi anser det ikke for nødvendigt.

  • Det algeriske køkken kan godt minde om det tyrkiske, og har fællestræk med det marokkanske og tunesiske. Maden er ikke særlig krydret, for eksempel bruges kun lidt chili. Koriander, persille og hvidløg er udbredte ingredienser. Lammekød er langt det mest foretrukne kød, efterfulgt af kylling og kalkun. Nogle steder kan man opdrive oksekød. Den populære nationalret er couscous.

    Særligt for Saharas klippemalerier: Det er en god idé at medbringe eget krus (til både varmt og koldt) samt eget bestik (kniv, gaffel, ske). Alternativet er plastic-bestik og - krus, som ganske vist er med på rejsen. Men miljømæssigt er det en fordel med ting, der kan rengøres og genbruges. 

  • Telefon til Algeriet: Tryk 00-213 + omr.nr. + abnnr. Fra Algeriet til Danmark trykkes 0045 + dansk abnnr.

  • I Algeriet er der 220 volt. Der benyttes stik med runde ben som Danmark

  • Det frarådes at drikke vandet. Mineralvand på flaske kan fås alle steder.

  • Hvis man får båret sin bagage til sit værelse, gives et lille beløb, f.eks. svarende til 4-5 kr. På restaurant lægges normalt ca. 10% til regningen. Drikkepenge til chauffør og lokalguide betales af Viktors Farmor.

  • Algeriet er en vinproducerende nation, og selv om 1990ernes borgerkrig førte til en nedgang i produktionen, så er der igen udmærket vin at få, især i egnene omkring Medea og Tlemcen. Men trods dette er det langtfra alle hoteller, der serverer alkohol. På vore rejser vil det kun være få hoteller, der tilbyder vin til maden.

    Man må indføre 2 liter vin eller 1 liter spiritus ved ankomst til Algeriet. Ligeledes må man indføre 200 cigaretter og 25 cl eau de toilette.

    Man må udføre op til 4 liter vin og 200 cigaretter.

  • Ved mange seværdigheder skal man betale særskilt for at tage billeder. Det drejer sig dog ikke om ret store beløb. Ved helleristninger er det som oftest forbudt at bruge blitz.

    Som altid: Vær opmærksom på, at nogle mennesker ikke bryder sig om at blive fotograferet. Spørg om tilladelse, når du gerne vil portrættere mennesker.

  • Der bliver brug for tøj, der kan tages af og på ”lag for lag”. Ved kysten kan der være blæsende. Det anbefales, at man medbringer ulden sweater og vindjakke til kølige dage. Ikke alle hoteller er opvarmede eller isolerede.

  • I souq´en handles der bl.a. med beduinsmykker, lædervarer, tæpper, krydderier, lertøj, keramik, sjaler og tørklæder. Men modsat andre mellemøstlige lande skal der ikke tinges hårdt om prisen. Falder man for et tæppe i bazaren i Ghardaia, er der ingen snak frem og tilbage om prisen. Man får en pris stukket i næsen, og færdig arbejde. Prisen regnes som realistisk. Går man i gang med at prutte, vil man oftest få vist et andet og billigere tæppe, for så har man jo nok ikke råd til det første tæppe.

    Lædervarer har en særlig god kvalitet omkring byen Tlemcen. Tæpper i traditionelle, geometriske design, kan købes over hele landet, men særligt Ghardaia er kendt for sine tæpper.

  • Algeriet er billigt. Da rejsen har helpension er det kun drikkevarer, der skal suppleres med. Det er svært at bruge mere end 2 euro pr. dag på kaffe, te og sodavand/vand.

    På restaurant vil en øl koste cirka 3 euro, sodavand 1,5 euro, mens vin vil koste 9-22 euro for en flaske. En flaske vand (1,5 liter) vil koste ½ euro.

  • Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.

  • Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Det sydlige Algeriet har et tørt ørkenklima. Temperaturen i november-marts ligger på cirka 25 grader om dagen og 10-11 grader om natten, men sjældne gange kan det blive ned mod frysepunktet.
    Det regner stort set aldrig.

    Det nordlige Algeriet har tempereret klima. I vinterhalvåret ligger dagtemperaturen på 12-15 grader, det kan blive koldt om natten og behageligt varmt i dagtimerne. Temperaturerne kan have pæne udsving. Den gennemsnitlige mængde nedbør er 60 mm.

  • For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Viktors Farmor baggrundsbillede