Logo

Praktiske oplysninger

Praktiske oplysninger Peru Andes til Amazonas

Vis alle oplysninger Skjul alle oplysninger
  • I Peru er man visumfri i indtil 90 dage. Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter udrejse. Ved indrejse til Peru, udfyldes en blanket (som udleveres i flyet) som skal vises sammen med passet. Blanketten stemples, og det er vigtig at passe på den under rejsen, da den skal afleveres ved udrejse.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri anbefales. Amazon-junglen i Peru er gul feber-område og vaccination anbefales kraftigt. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria samt valg af malaria profylakse. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Møntfoden i Peru hedder Nuevo Sol, PEN – Hvor 1 PEN svarer til ca. 2,20 DKK. I kontant valuta anbefales det at medbringe PEN og alternativt USDollars. Det er vigtigt, at de dollarsedler, man medbringer, ikke ser ”gamle” og slidte ud og heller ikke har rifter og mærker. Kreditkort kan anvendes i de større byer, og det kan derfor anbefales at benytte sit hævekort undervejs, selvom det koster gebyrer i banken. Det er både sikrere og i sidste ende nok også billigere end at veksle fra DKK til USD og fra USD til PEN pga. gebyrer ved hver veksling.

    Efter ankomst til Lima anbefales det at vente med at veksle, til man er i Miraflores og ikke i lufthavnen.

  • På rejsen tilbringes tid i højder over 2500 meters højde, hvorved der er risiko for højdesygesymptomer. Højdesyge viser sig bl.a. ved hovedpine, kvalme og utilpashed. Dette kan dog ofte afhjælpes ved at sørge for ikke at blive afkølet samt sørge for at indtage rigelig med væske. På www.netdoktor.dk står der mere om højdesyge.

    Tager du medicin eller lider du af sygdom, der kan blive forværret af en rejse i højderne, bør du i god tid inden afrejse kontakte egen læge. Har du ikke erfaring med, hvordan du reagerer på højder, kan du vælge at medbringe Diamox tabletter, som i vist omfang kan forebygge højdesyge.

    Rejsemedicinsk Klinik er de eneste i Danmark, der har speciel tilladelse til udstedelse af recepter på Diamox. Man henvender sig til dem via www.rejsemedicin.dk. Det koster 50 kr. for recepten og 160 for konsultationen. Man kan med økonomisk fordel samtidigt få de andre vaccinationer her.

    Er man tilbøjelig til at blive køresyg, er det en god idé at medbringe piller mod køresyge, da der køres i bjerge med hårnålesving.

  • Perus køkken er næsten lige så varieret som dets geografi og går fra de lækreste skaldyr og fisk til kartofler, som er fast ingrediens i mange retter i højlandet. En særlig delikatesse i højlandet er marsvin. Drik flaskevand og undgå postevandet. Når man er i højden er det nødvendigt at drikke mere end man normalt ville gøre. Nogle anbefaler helt op til 3 liter dagligt. Undgå isterninger og ukogte grøntsager.

    Mange steder bliver der serveret coca-te, en velsmagende opkvikkende te. Coca-te er ikke euforiserende - kokain kan kun udvindes af cocablade gennem en uhyre vanskelig kemisk proces, der forudsætter enorme mængder af cocablade. Peru byder på mange slags øl. Mange af områderne har deres lokale øl, f.eks i Cuzco og Arequipa.

    De bedste vine stammer fra vingårdene Tacama og Ocucaje syd for Lima. En populær cocktail er nationaldrikken i Peru: Iskold Pisco Sour. Den består af limejuice, æggehvide, sukker og Pisco (druebrændevin).

  • Telefoni. Peru har selvvalg fra Danmark. Tryk 0051 + omr.nr + ab.nr Fra Peru til Danmark trykkes 00 (afvent ny klartone) 45 + dansk ab.nr.

    Mobiltelefon. I de større byer er der udmærket dækning. TDC har roaming¬aftaler med teleselskaber i Peru. Det koster godt 20 kr. i minuttet at ringe og modtage opkald fra Danmark. Sms koster 2,50 kr. at afsende og 0 kr. at modtage. MMS er ikke muligt

    Internet. Der er internetcaféer i alle større byer, ligesom de fleste hoteller har adgang til internettet. Men kvaliteten er meget svingende. Forvent ikke internet de tre døgn i Amazonas.

  • Der er 220 volt som i Danmark. Peru bruger primært de sydamerikanske stik med to flade ben, men på de fleste hoteller er stikdåsen i væggen også lavet, så de runde danske kan sættes i. Medbring adapter for en sikkerheds skyld.

  • På restaurant er det normalt at lægge ca. 10 % til regningen. På grupperejser betaler Viktors Farmor drikkepenge til chauffør og lokalguide. På denne rejse er drikkepenge til kuffertdragere på hotellerne desuden også inkluderet.

  • Hvis man vil fotografere mennesker, bør man altid spørge om lov først.

  • Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.

  • Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

    I toget til Aguas Calientes (Machu Picchu) må man kun medbringe 5 kg bagage, så sørg for at medbringe en mindre taske/rygsæk til dette formål. Resten af bagagen opbevares i Cuzco.

  • Peru ligger på den sydlige halvkugle, så årstiderne er modsat vores; maj til oktober er vinter og november til april er sommer. Ved kysten ligger Perus kystørken, som er blandt de tørreste egne på jorden. I hovedstaden Lima regner det yderst sjældent, men der hænger ofte en havgus over byen. I højlandet falder regnen om sommeren.

    Solen skinner ofte fra en klar himmel, så temperaturen kan midt på dagen komme over 20 grader, men om natten falder temperaturen til omkring frysepunktet, og det kan være køligt på hotellerne. I regnskoven er det selvsagt sumpet, men gummistøvler er til låns på lodgen.

    Kort sagt anbefales det både at medbringe en god fleece eller sweater samt lette skjorter til varmen. Især på rejser i juni, juli og august er det vigtigt at have varmt tøj med til de kølige aftener og nætter.

    Der er klimaanlæg, men ikke toilet i rundturs-busserne. 

  • Peru er seks timer bagud i forhold til Danmark.

  • Husk at supplere pakkelisten med:

    - Regntøj-

    - Varmt tøj (Vigtigt især på rejserne i juni, juli, august)

    - Mellemstor rygsæk til dagene i Aguas Calientes uden hovedbagagen.

    - Vækkeur

    - Gode vandresko/-støvler

    - Solbriller og solcreme

    - Badetøj til varme kilder i Aguas Calientes

    - Kasket/hat

    - Piller mod højdesyge (Diamox)

    - Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - Feltflaske / flaske til vand

    - Langærmede, hurtigttørrende skjorter

    - Lange, hurtigttørrende bukser

    - Myggemiddel - gerne med mindst 7,5% DEET (kan af og til købes i Peru). Til regnskoven anbefales mindst 15% DEET.

    - God kikkert

    - Lommelygte

    - Evt. instant kaffe, da der på flere hoteller er kogt vand, men ingen kaffe

  • De steder hvor der er en spand på gulvet ved siden af toilettet skal man smide toiletpapiret heri.

  • For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Viktors Farmor baggrundsbillede