Logo

Marokko med privatchauffør - 8 dage

Casablanca – Rabat – Oudayas Kashbah – Marrakesh – Casablanca

Kongebyer, vild natur og besøg hos en berberfamilie. Det er blot nogle få af højdepunkterne på denne individuelle rundrejse med chauffør og private guider. 

Vis alle dage Skjul alle dage

Ankomst om aftenen til Casablanca. I afhentes i lufthavnen af en chauffør og køres til hotellet.

Ved indgangen til 1900-tallet havde Casablanca 50.000 indbyggere. Siden er det gået stærkt, og i dag er det Marokkos største by. Men det til trods har den gamle bydel bevaret meget af sin orientalske charme, og det er en fornøjelse at gå rundt i de små gader. Et andet spændende område er Ville Nouvelle, der blev anlagt af de franske koloniherrer i en spansk-maurisk stil med inspiration fra art deco. Det var spanierne, der fandt på at kalde byen Casablanca. Det er spansk og betyder ”hvide hus”.

Blandt Casablancas absolutte højdepunkter er Hassan II-moskeen, der ligger dramatisk ud til Atlanterhavet. De første sten til moskeen blev lagt i 1980, og det var meningen, den skulle stå færdig til fejringen af kong Hassans 60-års fødselsdag i 1989. Men den blev først indviet 1993. Også i Marokko kan byggerier skride i tid – og penge. Moskeen stod i 4 mia. kroner, inden den var færdig. Men så var minaretten også en af verdens højeste. I ser denne imponerende moske´ udefra, og derefter er der tid til at slentre en tur på Cornichen, hvor I kan indånde den friske havluft. Turen fortsætter til fods gennem den gamle bydel med alle de farvestrålende boder. Her sælges tæpper og brugskunst af høj kvalitet samt alt muligt andet mellem himmel og jord.

Midt på eftermiddagen kører I de cirka halvanden time til Rabat, hvor I har overnatninger.

Marokkos hovedstad er en spændende og pulserende by med en rig historie. I dag er Rabat i høj grad en moderne by, men rundt om i de travle gader ligger storslåede levn fra fordums tid. I besøger blandt andet Mohamed V’s mausoleum og Hassan tårnet.

Derefter kører I til Oudayas Kasbah. Det er en hel lille by i byen omgivet af tykke forsvarsmure. Et fællesskab, hvor man har alt, hvad man behøver inden for sine egne mure. Voldene, hvoraf nogle er næsten tusind år gamle, har set pirater, handelsskibe, fiskere, og invaderende styrker gøre deres entré. Siden har også moderniteten gjort sit indtog i Rabat, men selv den synes man at holde stand i mod i Oudayas Kasbahs gamle gader. Derfor giver besøget her et fantastisk billede af, hvordan Rabat og andre marokkanske kystbyer har set ud før det 20. århundrede. Efter frokost på en lokal restaurant er der mulighed for at besøge byens arkæologiske museum, hvor der er mange interessante fund udstillet. Måske bliver der også tid til et besøg i suq’en, som den lokale bazar kaldes på disse kanter.

Læs mere om Oudayas Kasbah her

En lang køretur venter i dag, når kursen sættes mod Marrakesh. Turen tager omkring 3 timer, så der er god tid til at læne sig tilbage og nyde synet af landskaberne, der passerer forbi udenfor vinduet. Turen giver også et godt billede af hverdagslivet i de landdistrikter, I kører igennem.

Efter indkvartering på jeres hotel i Marrakesh er der tid til at få et første indtryk af den spændende suq. Bazaren i Marrakesh er blandt Marokkos mest stemningsfulde, og i den gigantiske labyrint af små gyder fornemmer man stadig tydeligt, at Marrakesh engang var en vigtig handelsby på karavaneruterne gennem Sahara. I har 4 overnatninger i Marrakesh.

I dag vil en lokal guide vise jer rundt i Marrakesh. I slentrer først en tur i den gamle bydel, medinaen. Her er flere gamle håndværkskvarterer og et fantastisk krydderimarked. I får et indtryk af smedenes kvarter, og I ser hvordan der arbejdes med blandt andet læder, træskæreri og kurvearbejde. Der er desuden mulighed for at indlægge et besøg på det interessante fotomuseum, der viser fornemme sort/hvide fotos fra gamle tider i Marokko.

Mange kendte modeskabere, skuespillere, musikere og indendørsarkitekter har valgt at slå sig ned i Marrakesh, hvilket gør den til et eldorado for shoppere. Her findes de mest fantastiske tekstiler, håndknyttede berbertæpper, filthatte og filttøfler, smedejernslamper i alle faconer, tunge afrikanske sølvsmykker eller sko.

Undervejs på byvandringen vil det være en god idé at spise en let frokost på en af de små restauranter ved Fna Pladsen. Efter frokost besøger vi det smukt dekorerede Bahia Palads og lytter til den spændende historie om gamle dages haremsliv.

Marrakesh bliver først og fremmest forbundet med det rige folkeliv på byens centrale plads Djemma El Fna. Særligt stemningsfuld er pladsen om aftenen, når madboderne stilles op, og folk strømmer til for at spise og hygge sig sammen, mens gøglere og eventyrfortællere underholder de mange forbipasserende.

I har hele dagen til at nyde denne fantastiske by på egen hånd.

Det kan anbefales med et besøg i Majorellehaven, som har været ejet af den store franske modeskaber Yves Saint Laurent. Det er en fin oplevelse at slentre rundt i denne smukke oase af kaktusser og palmer, hvor farverne danner fantastiske kontraster. I haven findes et lille berbermuseum, der huser en udsøgt samling af brugskunst, smykker og dragter. Turen til Majorellehaven kan evt. gøres i hestevogn.

Byen byder også på en række glimrende museer samt smukke religiøse bygningsværker. Eller brug dagen på at nyde stemningen i den gamle bydel og bazaren på egen hånd. Mulighederne er mange i Marrakesh.

I lægger Marrakesh bag jer for en stund og tager på tur i Atlasbjergene. Dagens vandretur i bjergene fordrer, at I er i god form og kan klare at gå i ujævnt terræn. Men den er i høj grad alle anstrengelserne værd. Sammen med en lokal guide kører I mod Ourika Dalen, der er et meget naturskønt område. Målet er en riad – et klassisk marokkansk beboelseshus med en indre gårdhave – i bjergområdet nær Imlil. Her spiser I couscous, et typisk marokkansk måltid.

Derefter starter vandreturen, som er på 1½ - 2 timer. Der er løst grus og til tider lidt stejle stigninger. Så gode støvler og evt. en vandrestav anbefales. Under vandreturen holder I pause hos en lokal familie i en lille bjerglandsby, hvor I bliver budt på myntete. Hvis man ikke er i god form til at vandre, kan man blive på riad’en og nyde de dejlige omgivelser og gode udsigter nær riad’en.

Sidst på eftermiddagen er I tilbage i Marrakesh.

Kørsel til lufthavnen i Marrakesh. Hjemrejse via Casablanca til København.

Kontakt os for at bestille rejsen

Ring på 86 22 71 81, skriv en mail til info@viktorsfarmor.dk eller brug denne kontaktformular. Skriv venligst hvilken rejse, I ønsker et tilbud på.