Forlænget weekend i Istanbul

Oplev essensen af Istanbul på 5 dage

Kært barn har mange navne, og Istanbul er et kært barn, som fortryller de fleste besøgende. Når man står ved bredden af Bosporus-strædet ved solnedgang og ser det røde aftenlys skinne på de slanke minareter på den modsatte bred, så forstår man, hvorfor så mange gennem tiden valgte at slå sig ned og bygge imperier netop her.

Priser fra

8.490 kr.

Max. 20 deltagere

5 dages rejse

Start din rejse her

Istanbul har været hovedstad i det romerske, det byzantinske og det osmanniske rige, og byen er i dag en fascinerende blanding af fortid og nutid, gammelt og nyt, traditionelt og moderne. Museer, paladser, moskeer og kirker er unikke. Hagia Sophia er det flotteste eksempel på byzantinsk arkitektur. Det var verdens største katedral i 1000 år. Tyrkiet er et fascinerende land, og denne rejse til Istanbul pirrer alle sanser.

Ved siden af de fantastiske seværdigheder er der hele stemningen i byen. Pulsen er høj, og der er et vibrerende handels- og udeliv. Verdens største overdækkede bazar er i Istanbul. Vi besøger også Den Egyptiske Basar, hvor krydderier og dufte straks leder tankerne mod Østen. Man spiser godt i Istanbul. Beliggenheden på kanten mellem Vest og Øst har medført inspiration fra alle sider. Kebab, meze og friskfanget fisk er byens signaturretter. Der er en sejltur på Bosporus-strædet samt tid på egen hånd i denne port til Orienten.

5 gode grunde til at rejse til Istanbul med Viktors Farmor:

  • Gå på opdagelse i verdens største overdækkede bazar
  • Oplev Istanbuls skjulte juvel Rustem Pasha Moskéen
  • Få et smugkig ind i den tidligere lukkede verden på et besøg i sultanpaladset
  • Udforsk Hagia Sophia; det flotteste eksempel på byzantinsk arkitektur
  • Sejl på Bosporus-strædet, som skiller Europa og Asien fra hinanden

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Istanbul

    Fra Danmark flyver vi mod Istanbul. Efter indkvartering på vores hotel, slentrer vi en tur for at få det første indtryk af byen.

    Overnatning: Hotel Monaco, Istanbul

  • Dag 2

    Det Sunkne Palads, duftende bazarer og Rustem Pasha-moskéen

    I dag starter vi dagen med at besøge Basilika-cisternen. Den kaldes også Det Sunkne Palads og er et underjordisk og enestående bygningsværk, som består af 336 dekorerede søjler, som alle står i vand. Basilika-cisternen, som er den største af Istanbuls cisterner, blev bygget i perioden fra 527 til 565 og er ca. 140 meter lang og 70 meter bred. Vi nyder det enestående bygningsværk og lærer meget mere om dets historie.

    Derefter slentrer vi rundt om den antikke hippodrom, som var skueplads for væddeløb med stridsvogne og centrum for det byzantinske folkelige liv. 

    Vi fortsætter til Museum of Turkish and Islamic Arts, som bl.a. huser en imponerede samling af tyrkiske tæpper.

    Senere besøger vi Den Store Bazar – verdens største overdækkede marked. Bazaren består af 62 gader og huser mere end 4.000 butikker. Bazarens mange butikker sælger alt – lige fra tøj og smykker til te og krydderier. Selvom bazarens historie begyndte allerede i 1455, så er den stadig det kommercielle centrum i Istanbuls gamle bydel.

    Efterfølgende besøger vi Den Egyptiske Bazar, som med sine farver og dufte sender fantasien til det mystiske Østen. Duften af alle typer af krydderier fylder luften, og især mange spiselige produkter er til salg – herunder slik, tørret frugt, nødder og te. Bazaren kaldes også Krydderibazaren.

    Sidst på dagen besøger vi Rustem Pasha-moskéen. Moskéen bliver ofte beskrevet som en mindre udgave af Den Blå Moské – dog uden folkemængden. Med sit helt utrolig smukke indre er Rustem Pasha-moskéen i sandhed en af Istanbuls skjulte juveler.

    Vi slutter dagen ved Galata-broen, hvor en helt speciel og stemningsfuld atmosfære spreder sig om aftenen. Her er der god mulighed for at finde et hyggeligt sted at spise aftensmad. 

    Dagens program foregår primært til fods, og man skal derfor forvente at gå meget. Dog er der inkluderet transport i sporvogn fra hotellet om morgenen og til hotellet igen om eftermiddagen/aftenen. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Hotel Monaco, Istanbul

  • Dag 3

    Hagia Sophia, Den Blå Moské og Topkapi-paladset

    Vi starter dagens sightseeing med at besøge Istanbuls nok bedst kendte bygning, nemlig Hagia Sophia. Hagia Sophia er et helt igennem unikt bygningsværk, som først blev bygget af Konstantin den Store og senere rekonstrueret af Justinian I i det 6. århundrede. Hagia Sophias enorme kuppel rejser sig 55 meter over jorden, og dens diameter spænder over 31 meter. Vi nyder den majestætiske ro, som dette bygningsværk udstråler samt beundrer de fine byzantinske mosaikker.

    Derefter besøger vi Sultan Ahmets Moské, som blev bygget mellem år 1609 og 1616. Moskéen er også kendt som Den Blå Moské, hvis navn stammer fra de storslåede blå kakler, som skinner i den indvendige del af moskéen. Moskéen har som den eneste moské i Istanbul seks minareter, hvilket på byggetidspunktet var det samme antal som Al-Haram-moskéen i Mekka.

    Efter besøget i Den Blå Moské ser vi det imponerende Topkapi-palads, der i næsten 400 år (fra 1465 til 1853) var Osman-sultanernes officielle residens i Istanbul. I sin storhedstid kunne paladset huse mere end 4.000 mennesker. I 1924 blev paladset omdannet til museum.

    Dagens program foregår primært til fods, og man skal derfor forvente at gå meget. Dog er der inkluderet transport i sporvogn fra hotellet om morgenen og til hotellet igen om eftermiddagen/aftenen. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Hotel Monaco, Istanbul

    NB: På rejserne over jul og nytår vil middagen denne dag være inkluderet i stedet for på dag 4, da denne dag er juleaften/nytårsaften.

     

     

     

  • Dag 4

    Sejltur på Bosporus

    I dag oplever vi Istanbul fra vandsiden. Ombord på en privatbåd skal vi sejle på Bosporus. Bosporus er et stræde, som skiller Europa og Asien fra hinanden. Strædet spænder over 36 km mellem Sortehavet og Marmarahavet.

    Efter sejlturen går vi i land ved bydelen Kadiköy. Kadiköy, som er beliggende på den asiatiske side af Bosporus-strædet, er kendt for sin unikke atmosfære. I bydelen mødes tradition og modernitet på smukkeste vis i en blanding af historiske bygninger og brostensbelagte gader, der smelter sammen med trendy caféer, gallerier og butikker. Da der bor mange lokale i Kadiköy, så er bydelen et godt sted at få et indblik i hverdagslivet i Istanbul. 

    Efter lidt tid i Kadiköy på egen hånd sejler vi tilbage.

    Om eftermiddagen er der tid på egen hånd til at udforske Istanbul.

    Vi mødes om aftenen til fælles aftensmad.

    Der er inkluderet transport i sporvogn fra hotellet om morgenen og til hotellet igen om eftermiddagen/aftenen.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Hotel Monaco, Istanbul

    NB: På rejserne over jul og nytår vil middagen denne dag ikke være inkluderet. I stedet er der middag inkluderet på dag 3, da denne dag er juleaften/nytårsaften.

  • Dag 5

    Tid på egen hånd og hjemrejse

    I dag er formiddagen på egen hånd. Her kan man altid spørge rejselederen til råds, hvis man vil have lidt inspiration eller idéer.

    Om eftermiddagen kører vi til lufthavnen, hvorefter vi flyver hjem til Danmark.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Tyrkiet

  • Pas og visum

    Tyrkiet kræver ikke visum af danske statsborgere, men passet skal være gyldigt i mindst 150 dage efter indrejse. Der skal være mindst 2 tomme sider i passet ved indrejse.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Som i de flere andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge.

    Du kan orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Den gældende møntsort er Tyrkiske lire. Vi anbefaler, at man tager Euro med til veksling, da det kan være svært, at veksle danske kroner. Visa/Master-kort kan bruges mange større steder, men ikke i mindre forretninger, butikker og på markeder. 1 Lire svarer til ca. 25 øre, men valutakursen svinger en del pga. inflation, så det er vigtigt at tjekke den aktuelle kurs på rejsetidspunktet. 

  • Vandreferie

    Særligt for rejsen Vandreferie i Tyrkiet

    Rejsen Vandreferie i Tyrkiet er en Viktors Farmor vandreferie med sværhedsgrad 3 støvler. Dag 5 og 7 er lettere og minder om vores rejser med 2 støvler. Medbring fodtøj med en solid sål, som sidder godt fast på fødderne - vi vandrer af mindre stier på stenet og løst underlag. Der er passager med høje “trin” og stejle skråninger. 

    Du skal kunne vandre med en dagstursrygsæk med vand, snacks, overtøj til evt. vejrskifte undervejs og hvad du ellers skal bruge i løbet af dagen. Din bagage transporteres mellem overnatningsstederne.

    Det kan være koldt om natten fra slut oktober til april. Derfor er det en god ide at medbringe en lagenpose og noget varmt tøj at sove i til de første par nætter, hvor vi bor under simple forhold. Dagene er dog behagelige og varme. Omvendt kan det blive varmt i september - både om dagen og om natten.  

    Læs mere om sværhedsgraden 3 støvler her

    Særligt for rejsen Vandreferie i Kappadokien

    Dette er en Viktors Farmor vandreferie med sværhedsgrad 1 støvle. Dog er vandreturen på sidstedagen kategoriseret som 2 støvler.

    Læs mere om sværhedsgraden 1 støvle her

    Læs mere om sværhedsgraden 2 støvler her 

    På trods af områdets nærhed til lande som Syrien, Iran og Irak er det helt fredeligt at færdes som turist. Det gælder også i forhold til de mange traditionelt praktiserende muslimer, som bor i området.
     

    Det er vigtigt at medbringe:

    Gode vandresko, der støtter anklerne

    Det anbefales at medbringe:

    • Lille turrygsæk
    • Solbriller, kasket (tørklæde) og solcreme med høj faktor – solen kan være skarp
    • Vabelplaster
    • Tyndt regnslag eller regntøj
    • Evt. egen vanddunk
    • Trøje og tørklæde til evt. kølige aftener

    Bemærk
    Man skal være i almindelig god form og vant til at vandre.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

    På vandreferierne forventes det at du kan gå det angivet antal km og højdemeter på rejsen.

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Telefon til Tyrkiet: Tryk 0090+ omr.nr. + abnnr. Fra Tyrkiet til Danmark trykkes 0045 + dansk abnnr.

    Mobiltelefon. Der er fin dækning, så der uden videre kan ringes eller sms´es med dansk mobiltelefon. Undersøg priserne ved din teleudbyder. Der kan købes lokale taletidskort.

    Internet. Der er wi-fi på mange hoteller. Nogle af hotellerne har PC man kan benytte.

  • Elektricitet

    Ligesom i Danmark bruges der 220V. Man skal som udgangspunkt ikke bruge adapter i Tyrkiet. Dog er det altid en god idé at tage en universaladapter med. Så er man på den sikre side.

  • Drikkevand

    Vand bør som grundregel ikke drikkes fra hanen.

    På rejsen Vandreferie ad Den Lykiske Vej kan vandet drikkes de fleste steder, da det ofte kommer fra nærliggende kilder. Hvis du ikke er komfortabel med at drikke vandet fra hanen, kan det være en god idé at medbringe en drikkedunk med vandfilter. Under vandreturene kan der gå noget tid mellem stederne, hvor det er muligt at købe vand. 

  • Drikkepenge

    Får man båret kufferten op til værelset, giver man et beløb svarende til 2-3-kr. Køber man selv måltider, runder man op med ca. 10 %. Toiletter er ofte overvåget af personale, der forventer nogle småpenge. På grupperejser betales drikkepenge til chauffører og lokalguider af Viktors Farmor.

  • Foto

    Det er forbudt at fotografere militær- og politiinstallationer. Vil man fotografere mennesker, er det bedste at bede om tilladelse først.

  • Prisniveau

    En hovedret koster fra ca. 40 kroner og opefter. En øl ca. fra 20 kr. og en cola fra 8 kr. En liter vand i en kiosk koster ca. 5 kr.

  • Bagage

    Bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Vandrestave skal i den indtjekkede bagage.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    Der er subtropisk klima langs Tyrkiets Middelhavskyst. Det bevirker at klimaet i Istanbul er behageligt med varme somre og milde vintre. Der falder yderst sjældent sne. De største mængder regn falder i perioden november til februar. Med 118 mm i december som det højeste.

  • Tidsforskel

    Tyrkiet er en time foran Danmark.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Et sjal eller tørklæde ift. besøg til moskéer

    - En pung med plads til sedler

    - Vækkeur

    - Solbriller, kasket eller hat

    - Solcreme

    - Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - En lille flaske håndrens (fås på apoteket eller hos Matas)

    - Lommelygte

    - Papirlommetørklæder / toiletpapir

    - Læbepomade

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android. 

Kontakt os gerne, hvis du vil vide mere om mulighederne for rejser til Tyrkiet.