Hvad søger du?

Om Viktors Farmor – Worldwide Expeditions

Viktors Farmor Worldwide Expeditions er et rejsebureau med speciale i natur- og kulturrejser. Navnet Viktors Farmor har vakt megen forundring. Men hvem er vi egentlig, og hvad ligger bag det, som en avis kaldte "rejsebureauet med det mest spøjse navn i kongeriget"?

Hvem er Viktors Farmor?

Viktors Farmors borgerlige navn er Kirsten Gynther Holm. Hendes rejselyst blev for alvor vakt, da hun i 1960'erne rejste rundt med sin daværende mand, der var udstationeret som dansk sergent i Egypten og Gaza. Hendes brændende interesse for den islamiske verden og dens farverige kultur betød, at hun i 1979 tog springet over i antropologiens og etnografiens verden med hovedvægt på den islamiske kultur.

Kirsten Gynther Holm - direktør i Viktors Farmor

Kirsten Gynther Holm bedre kendt som Viktors Farmor

Fra 1979 til 1996 gik årene med etnografistudier og freelancevirksomhed som foredragsholder og lejlighedsvis rejsearrangør for venner og bekendte. Det blev imidlertid i 1996 så omfattende, at Kirstens ældste søn sagde: Hvorfor laver du ikke et rejsebureau?

Kirsten tog på iværksætterkursus, fik lidt bistand fra revisorer og advokater, lærte sig lidt om fakturering, kreditnotaer og computere. Og hun kunne så den 15. august 1996 få registreret rejsebureauet i Rejsegarantifonden og som lovformelig virksomhed indrykke de første annoncer i aviserne.

Læs om vores 25 års jubilæum her

Maskotten Viktor

Navnet på det bureau, der skulle registreres i Rejsegarantifonden, blev dog ikke Magister Holms Rejsebureau, som Kirstens bror havde foreslået.

"Det var for kedeligt og støvet. Jeg synes derimod, at det var en stor oplevelse at få mit første barnebarn, så jeg opkaldte rejsebureauet efter Viktor, der dengang var 2 år," fortæller Kirsten.

Viktor skulle som maskot komme til at lægge både navn og ansigt til bureauet, og hans foto har siden det første egentlige trykte program kom på gaden i 1999 prydet bagsiden af kataloget.
 

Hvordan bliver en Viktors Farmor rejse til?

Rejserne bliver til på to måder. Den ene måde er, at Kirsten læser om et eksotisk land eller folk i en bog eller et tidsskrift som for eksempel National Geographic, bliver inspireret og sætter sig for at lave en tur dertil. Sådan blev for eksempel rejsemålet Ladakh til, der i alle årene har været med i programmet.

"Den anden måde er pludselige henvendelser fra udlandet eller danskere, som har opholdt sig eller rejst i spændende lande. Sådanne chancer kan jeg næsten aldrig lade gå fra mig," siger Kirsten og fortæller videre:

"Det er jo som en gave, og måske er det også styrken ved at være et lille bureau. Her skal det ikke op at vende i en bestyrelse. Her kan vi i en meget lille kreds hurtig se, om det er noget – og vi får utroligt mange spændende forslag fra mennesker med stor indsigt og kompetence inden for historie, kultur eller natur i nogle fjerne og ofte eksotiske lande."

"Jeg vil gerne udenfor de gængse turistområder, og det er især en stor oplevelse at møde en række stammesamfund. Vi ved ikke, hvor længe de vil eksistere. Så det bliver mere og mere almindeligt, at vores rejser må betegnes som adventure-rejser, hvor det ikke er komfort, men ekspeditionsagtige oplevelser, der er i højsædet." Når først Kirsten Gynther Holm har fået en idé, er vejen banet, og der er ikke langt fra idé til handling. 
 

Hvad kendetegner en Viktors Farmor rejse?

  • Mindre grupper giver større oplevelser.
  • Kompetente rejseledere: På grupperejser er der en dansk rejseleder og en engelsktalende lokalguide med.
  • Velforberedte rundrejser med fagligt indhold - både kultur- og naturoplevelser prioriteres.
  • Et detaljeret dag-for-dag program - med plads til spontane oplevelser.
  • Mødet med lokalbefolkningen - du opdager mere med Viktors Farmor. Vi tilbyder landsbybesøg, besøg i private hjem, skolebesøg eller andre former for indblik i det lokale liv.
  • Du kan regne med, at de billeder, du ser hjemmefra, er autentiske og viser, hvad vi rent faktisk kan forvente at se på rejsen.
  • Gennemskuelig pris - alle gæster betaler det samme, og drikkepenge til guider og chauffører er inkluderet i rejsens pris.
     

Vil du med?

Er du blevet inspireret til at rejse med Viktors Farmor ud i verden, kan du her få et overblik over alle vores grupperejser.
 

 Vil du gerne ud at rejse med Kirsten, så se alle hendes rejser her: