Værd at opleve i Zambia
Hele 30 % af landets samlede areal består af nationalparker og beskyttede vildtområder, så det betyder spektakulære og enestående natur- og dyreoplevelser. På den front er Zambia på lige fod med sin nabo Tanzania, som ellers ofte får størstedelen af opmærksomheden, når det kommer til Afrikas utrolige dyreliv.
Der bor ca. 19,5 millioner mennesker i Zambia fordelt på ca. 753.000 km2. Landet er derfor tyndt befolket, hvilket daner grundlag for landets autentiske oplevelser i naturen. En af Zambias absolutte højdepunkter er det verdensberømte vandfald, som er ét af verdens syv naturlige vidundere, nemlig Victoria Falls, som ligger i forlængelse af Afrikas fjerde længste flod ved navn Zambezi. Victoria Falls er 108 meter højt og er dermed næsten dobbelt så højt som sin mere velkendte fætter Niagara Falls i Canada.
Derudover er et højdepunkt i Zambia Nationalparken Mosi-oa Tunya. Det er en af Zambias mindste nationalparker, men det eneste sted i Zambia, hvor man kan være heldig at se det hvide næsehorn. Udover næsehornene kan man opleve elefanter, bøfler, zebraer, giraffer og mange flere.
En anden nationalpark, som kan slå benene væk under én, er South Luangwa Valley. Nationalparken ligger i den nordøstlige del af Zambia og udgør et areal på ca. 9.000 km2. Det er et af Afrikas mest dyrerige områder sammen med nationalparkerne North Luangwa og Luambe.
Generelt er der en meget varieret natur i Zambia, som består af bl.a. tæt skov langs floderne, små laguner, grønne græssavanner og skovsavanner. Det er med til at gøre landet så rigt på mange forskellige dyrearter, som bl.a. tæller aber, elefanter, bøfler, antiloper og mere end 400 fuglearter.
Kom med på et naturrigt eventyr i Zambia!
Klima og vejr
Hvornår besøger man Zambia?
Man kan rejse til Zambia hele året, men månederne fra november til april kan være våde pga. regntiden. Tørkeperioden ligger fra maj til oktober. Klimaet i landet er subtropisk med lange og varme somre, mens vintrene ofte er korte og milde. Der er regionale forskellige pga. højdeforskellige i landet, men generelt ligger temperaturen på 20-30 grader.
Typiske spørgsmål før rejsen til Zambia
-
Hvad spiser vi i Zambia?
Hvis ikke du allerede er glad for majs, så bliver du det på en rejse i Zambia, for majs er den væsentligste fødevare i landet og spises på mange forskellige måder. Ofte serveres den kogt eller ristet og blandes med bønner eller jordnødder. Majsen kan også blive kogt som ris og groft malet.
En anden almindelig spise med majs er nsima, som er fintmalet majsmel, der dampes. Dertil får du tit kylling, oksekød, fårekød eller fisk, som er tilberedt i en grøntsagssauce. Af grøntsager støder vi tit på græskat, bønner, løg og tomater.
Zambia har et væld af floder, og derfor finder du utroligt mange slags ferskvandsfisk på menukortet.
Sæsonafhængige madvarer er søde kartofler og kassave, som også er hyppige gengangere i køkkenet. Af frugt støder vi typisk på bananer, mangoer, ananas og paw-paw, som ligner papaja.
I flere af de større byer findes også tit et udvalg er mere vestlige retter.
-
Hvad er prisniveauet i Zambia?
På restauranter koster en hovedret alt mellem ca. 15-200 kr. Det svinger meget afhængigt af standarden. En øl koster mellem 5 og 10 kr. afhængig af mærket. En vand eller en sodavand koster ca. 5-10 kr.
Det er almindeligt at give 10 % i drikkepenge i Zambia.
-
Hvad køber man i Zambia?
I Zambia er der god mulighed for at få et flot stykke håndværk med hjem – herunder træhåndværk og kurve. Vær ikke bange for at prutte om prisen.
Du kan opleve at blive tilbudt at købe ”ædelsten” – herunder uslebne diamanter, smaragder, osv. Eksperter på området vil måske en sjælden gang imellem kunne spotte den ægte vare blandt de store mængder af falske, men de fleste vil ende med at blive snydt.
-
Hvordan er tryghed, sikkerhed og hygiejne i Zambia?
Sikkerheden i Zambia er overordnet god, og du bliver mødt af en varm og imødekommende lokalbefolkning. Typisk oplever du en stor nysgerrighed, og mange lokale er klar på en snak.
Udover almindelig sund fornuft anbefaler vi, at man ikke går med smykker, og at man bærer sit kamera, telefon og penge ude af syne for andre – især ikke i hovedstaden Lusaka.
Statens Serum Institut anbefaler vaccination mod hepatitis A, difteri samt stivkrampe ved rejser til Zambia. Der er desuden krav om vaccination mod gul feber, hvis man kommer fra et område med risiko for smitte. Dog anbefaler Viktors Farmor altid, at man taler med egen læge eller en rejsemedicinsk klinik for råd omhandlende vaccinationer. Medbring evt. dagprogrammet, hvorpå rejseruten er indtegnet, da anbefalingerne ofte tager udgangspunkt i rejselængde samt hvor i landet, at man befinder sig under sin rejse.
Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Også her bør du tale med egen læge eller en specialklinik.
-
Hvem møder du i Zambia?
Når du rejser med Viktors Farmor er du stort set altid sikker på at møde de lokale. Der bor ca. 19,5 millioner mennesker i Zambia. Med 73 forskellige stammer kan Zambia betegnes som værende et multietnisk samfund. Pga. de mange forskellige stammer findes der i Zambia også mange forskellige sprog. Det officielle sprog er engelsk, men der findes knap 40 såkaldte bantusprog. Det mest talte af disse sprog er bemba, som tales af ca. 2 millioner. Herefter kommer nyanja og tonga, som hver tales af ca. 990.000.
Ca. 50 til 75 % af befolkningen er kristne, 24 til 49 % er muslimer eller hinduister, mens ca. 1 % tilhører urfolks trosretning.
Zambia en dermed en blanding af mange forskellige kulturer, traditioner og folk. Fælles for Zambias befolkning er dog, at den betragtes som en af de venligste og mest imødekommende i verden.
-
Hvad skal jeg have med af valuta?
Valutaen i Zambia er kwacha (ZMK). 100 ZMK koster ca. 47 kr. Du kan veksle mange forskellige valutaer i Zambia, men flere steder vil du opleve en dårlig kurs for danske kroner. Derfor er det bedre at veksle hjemmefra og medbringe valuta i US dollars. Mange steder er det desuden muligt at betale direkte med amerikanske dollars, som ikke er fra tidligere end år 2003.
Kreditkort vinder generelt mere og mere indpas ift. betaling, men der er mange steder, hvor man stadig kommer længst med kontanter. På de fleste hoteller, større restauranter og i souvenirbutikker kan man oftest betale med kreditkort.
-
Kan jeg drikke vandet fra hanen?
Vi fraråder generelt at drikke vand direkte fra hanen i Zambia – heller ikke til tandbørstning. Undgå også isterninger lavet på postevand.
-
Hvordan er hygiejneforholdene i Zambia?
På hoteller og større restauranter er der moderne og mere vestlige toiletforhold. Men uden for de større byer kan toiletforholdene være til den primitive side. Det er altid en god ide selv at medbringe vådservietter og en hånddesinfektionsgel.
-
Guidebøger, litteratur og film
”Afrika” af Lonely Planet (engelsk)
”Zambia, Mozambique & Malawi” af Lonely Planet (engelsk)
”Zambia” af Bradt Guides (engelsk)
Vidste du det om Zambia?
Zambia har ingen kystlinjer. Det er derimod omkranset af syv andre lande: Congo, Tanzania, Malawi, Mozambique, Angola, Namibia og Zimbabwe.
Viktors Farmor i Zambia
Viktors Farmor har på nuværende tidspunkt en kombinationsrejse, som hedder Malawi og Zambia, hvor der er rigeligt tid til at dykke ned i de to fascinerende lande. Vi oplever bl.a. to nationalparker, vi tager på safari i David Livingstones fodspor, vi skal på bådsafari på Shire-floden og vandreture i både the-højlandet og ved det smukke Zomba-plateau.
5 nedslag i Zambias historie
1858
Den skotske opdagelsesrejsende Dr. David Livingstone rejser i 1850erne gennem Afrika til fods, og i 1858 når han Zambia. Livingstones rejseskildringer vækkede briternes interesse for landet og blev en forløber ikke kun for den Europæiske imperialisme i Afrika, men også for afrikansk nationalisme.
1924
Zambia bliver en britisk koloni.
1928
Den første kommercielle kobbermine bliver etableret i Zambia. I dag er Zambia stadig en af verdens største kobberproducenter.
1964
Zambia opnår selvstændighed, og Kenneth Kaunda udpeges som landets første præsident.
1991
Det politiske etpartisystem bliver afskaffet, og det første flerpartisvalg afholdes.
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Zambia
-
Pas og visum
Der kræves visum til Malawi. Det er den rejsendes eget ansvar at indhente det fornødne visum. Det er i den henseende vigtigt, at passet er gyldigt i mindst 6 måneder udover rejsens varighed. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med på rejsen. Den opbevares et andet sted end selve passet.
Viktors Farmor fremsender visumvejledning og nødvendige dokumenter ca. 10 uger før afrejse, så den rejsende selv kan ansøge om visum.
Visum til Malawi søges online og koster 150 USD plus ca. 10 USD i administrations- og kreditkortgebyr (i alt ca. 1035 kr). Visum udstedes normalt inden for 5 arbejdsdage. Visum kan tidligst søges 90 dage før ankomstdatoen. Det anbefales at ansøge senest 2 uger før afrejse. Prisen er med forbehold for ændringer fra lokale myndigheder.
Hvis der ønskes hjælp med at indhente visum, kan Viktors Farmor søge om visum på den rejsendes vegne. Det koster 850 kr i administrationsgebyr plus 160 USD (ca. 1035 kr) for visum og gebyrer.
Danske statsborgere er visumfri i 90 dage i Zambia.
-
Vaccination
Som i de fleste andre oversøiske lande anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe (tetanus) og difteri. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse.
Små sår og rifter bør renses og desinficeres hurtigst muligt for at forebygge infektion.
Bilharziose forekommer i Malawisøen, og ved badning i søen er der en mindre risiko for smitte. Risikoen vurderes dog generelt som lav. Som efter alle rejser er det vigtigt at oplyse sin læge om rejsemål og aktiviteter, hvis man bliver syg efter hjemkomsten. Bilharziose kan behandles effektivt med en kort medicinsk behandling.
Rådfør dig med egen læge/specialklinik om vaccinationer og rejsemedicin. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes. Medbring evt. dagsprogrammet, hvorpå rejseruten er indtegnet.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:
Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor.
-
Valuta
Den lokale valuta i både Malawi og Zambia hedder kwacha. 1000 malawiske kwacha svarer til ca. 3,7 danske kroner, mens 100 zambiske kwacha svarer til ca. 34 danske kroner (maj 2026).
Visa og Mastercard kan anvendes i lufthavne og i de større byer til hævning af kontanter i hæveautomater. Vær opmærksom på, at der ofte er en begrænsning på, hvor meget der kan hæves ad gangen, typisk svarende til omkring 800 kr., og at hæveautomaterne ikke altid fungerer.
Det anbefales derfor også at medbringe et mindre beløb i USD-kontanter, som kan veksles til lokal valuta ved ankomsten, så man har en reserve, hvis det skulle være vanskeligt at hæve penge undervejs.
Der kan betales med kreditkort på overnatningsstedet i Zambia.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
-
Telefoni og internet
Telefonopkald og mobildata er meget dyrt, så husk at slå data og roaming fra før indrejse. De fleste overnatningssteder har wi-fi omkring receptionen/baren, men det virker ikke altid.
-
Elektricitet
Man bruger 220 volt i Malawi og Zambia. Medbring en rejseadapter, da stikkene kan variere.
-
Tidsforskel
Der er ingen tidsforskel i forhold til Danmark ved dansk sommertid. Malawi og Zambia er 1 time foran Danmark ved dansk vintertid.
-
Fotografering
Vis respekt ved fotografering af personer. Vis kameraet, smil, og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej.
Det er forbudt at fotografere militærbygninger, broer, grænseovergange, kontrolposter, banegårde, lufthavne, militærfolk og politi.
-
Klima
Klimaet er varmt, men ikke ulideligt. Viktors Farmor planlægger rejsen i den allerbedste årstid. Vær opmærksom på, at luften er tør, og at lyset er meget skarpt.
-
Påklædning
Løstsiddende bomuldstøj anbefales, gerne i flere lag, så man nemt kan tilpasse sig dagens temperaturer. Selvom dagene ofte er varme, er lange bukser og langærmede skjorter eller bluser en fordel. De beskytter mod sol, insekter og tornekrat på nogle af turene. Om aftenen kan temperaturen falde, så en varm trøje eller let jakke kan være rar at have ved hånden.
Nogle afrikanske insekter tiltrækkes af mørke farver som sort og blå. På safariture anbefales derfor tøj i afdæmpede naturfarver, så man falder bedre ind i omgivelserne. Et tørklæde er også praktisk som beskyttelse mod vind og støv.
Uden for de større byer anbefales det, at kvinder bærer bukser eller kjoler, der dækker knæene. På overnatningsstederne er almindeligt, afslappet europæisk tøj helt passende. Selskabstøj er ikke nødvendigt, men det er en god idé at medbringe tøj i pæn og velholdt stand.
Husk desuden gode vandresko samt et par sandaler.
-
Drikkevand
Man bør ikke drikke vandet fra hanerne – heller ikke på hotellerne. Isterninger i drikkevarer bør ligeledes undgås.
Rejsende får udleveret en drikkeflaske, som kan genopfyldes med rent drikkevand undervejs på rejsen.
-
Mad
Maden i Afrika bliver kogt meget længe, og det er sjældent, at der forekommer mavetilfælde. Medbring eventuelt medicin mod maveonde for at være på den sikre side.
-
Drikkepenge
På grupperejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris.
Det anbefales, at man giver lidt drikkepenge til stuepigen. Har man fået båret sin bagage til sit hotelværelse, er det ligeledes kutyme at give lidt drikkepenge.
På restauranter er det normalt at lægge ca. 10 % til regningen, når man for eksempel køber drikkevarer.
-
Prisniveau
Drikkevarer som mineralvand, øl og sodavand koster mellem 8 og 15 kroner for en flaske.
-
Indkøb
Man kan med fordel købe de lokale kunsthåndværk (træfigurer, masker, tekstiler mm). Husk at forhandle om prisen.
-
Bagage
Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Tyveri
Lad være med at medbringe smykker eller kostbare ure og undgå at fremvise store pengebeløb på gaden. Hav i stedet kontante penge på kroppen i en ”pengekat” og kun et lille beløb i tasken eller lommerne.
Det er generelt sikkert at gå rundt, men hold øje med taske og lommer i store folkemængder.
-
Transport
De afrikanske transportmidler er ikke altid designet til langbenede skandinaver, men vi vælger altid de bedst egnede transportmidler til rejsens rute og lokale forhold.
Uden for nationalparkerne kører vi typisk i en Toyota Coaster-minibus. Den store bagage transporteres forsvarligt på bussens tag, mens håndbagagen opbevares i bussen. Det anbefales derfor at pakke så let som muligt.
I nationalparkerne benytter vi firehjulstrukne safarikøretøjer. De er generelt i god stand efter lokale forhold og har som regel åbne sider og åbent tag, hvilket giver gode muligheder for at opleve naturen og dyrelivet. Det anbefales derfor at medbringe lag-på-lag tøj, solbeskyttelse og eventuelt regntøj.
En del af rejsen foregår på grusveje og gennem den åbne savanne, hvor det i tørketiden kan være meget støvet. Det anbefales derfor at beskytte følsomt udstyr mod støv, ikke mindst kamera- og fotoudstyr.
Der kan opstå forsinkelser eller ændringer i rejseplanen som følge af vejrforhold, vejarbejde, vejstandard, trafik, grænseovergange eller politikontroller. De større veje er for det meste asfalterede, mens mindre veje ofte er ujævne grusveje. De angivne køretider er derfor vejledende. Rejsen kræver en vis fleksibilitet og tålmodighed, men giver til gengæld adgang til områder og oplevelser langt fra de gængse turistruter.
-
Overnatningssteder
På denne rejse benytter vi en kombination af hoteller, lodges og camps. De fleste overnatningssteder holder en god turistklassestandard, men standarden kan variere fra sted til sted. Værelserne varierer i størrelse og indretning og fordeles så hensigtsmæssigt som muligt af rejselederen.
Nogle steder er forholdene mere enkle, og der kan forekomme fælles faciliteter eller private bade- og toiletfaciliteter under åben himmel. Der er ikke altid adgang til varmt vand, og periodiske strømafbrydelser kan forekomme.
De fleste overnatningssteder har myggenet, men det kan ikke garanteres alle steder. Wi-fi findes ofte ved receptionen eller i fællesområderne, men forbindelsen kan være ustabil eller helt fraværende.
Rejsen foregår i områder, hvor forholdene ikke altid er som hjemmefra, og den kræver derfor en vis grad af fleksibilitet og forståelse for de lokale vilkår.
-
Grænseformaliteter
På denne rejse krydses grænsen mellem Malawi og Zambia to gange. Grænseovergange i denne del af Afrika foregår ofte i et roligere tempo, end mange er vant til, og ventetiden kan variere. Især ved indrejsen til Zambia må man ofte påregne lidt ekstra ventetid.
Selvom de nødvendige tilladelser er arrangeret på forhånd, skal en række formaliteter fortsat håndteres ved selve grænsen. Det anbefales derfor, at man møder dagen med lidt ekstra tålmodighed og betragter grænsepassagen som en naturlig del af rejseoplevelsen.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Badetøj/håndklæde
- Mindre taske/turrygsæk til bådtur og safariture
- Kikkert
- Lommelygte/pandelygte + batterier
- Læbepomade
- Kasket eller solhat – gerne med myggenet til beskyttelse mod fluer
- Solbriller
- Solcreme med høj faktor
- Myggespray – myggenet er ikke nødvendigt
- Medicin mod maveinfektion
- Sårrens eller antibakterielt middel til små sår og rifter
- En rulle toiletpapir
- Vækkeur
- Salttabletter/halspastiller/tyggegummi
-
Værd at vide
Man bør ikke dele gaver ud til lokalbefolkningen uden at have modtaget en tjeneste. Det frarådes helt at give gaver til børn. Det hæmmer lokalbefolkningens eget initiativ og fremavler tiggeri.
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
-
Adventurerejse
Rejsen Malawi og Zambia er en Viktors Farmor adventurerejse. En rejse, hvor der er lagt vægt på enestående oplevelser, men du skal være forberedt på køreture i ujævnt terræn. Turen kræver almen god fysisk form.
-
Mere end 30 års erfaring med unikke grupperejser
-
Mindre grupper større oplevelser
-
Inkl. drikkepenge til guider og chauffører