Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       trustpilot-viktorsfarmor

Rejser til Bangladesh

Du får en varm velkomst på rejsen til Bangladesh! Bogstaveligt talt. Folk er meget gæstfri og vil gerne have besøg i deres land. Bangladesh byder på både eventyr og overraskelser.

Værd at opleve i Bangladesh

De svulmende floder Ganges og Brahmaputra. Bølgende rismarker. Varme sandstrande. Fascinerende folkemylder. Det er Bangladesh i en nøddeskal. Og trods fattigdom og årlige oversvømmelser viser landet sig i virkeligheden at være helt forskelligt fra det trøstesløse billede, som medierne giver os. Her har man fred for andre turister, for der kommer ikke mange. Man oplever den rige østerlandske kultur tage livtag med vores vestlige. En rejse til Bangladesh er fuld af kontraster og vil uvægerligt give stof til eftertanke.

Landet kan prale af tre steder, som er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste: Paharpur Buddhist Monastery of Noagaon – et buddhistisk tempel, Bagerhat City - moskéen med de 60 kupler, og den store mangroveskov Sundarbans. Sundarbans mod syd er kendt for sin store biologiske mangfoldighed og er hjemsted for mange fugle, hjorte og slanger, men dens mest kendte "beboer" er nok den bengalske tiger. Mangrovetræernes vidtforgrenede net af rødder yder også beskyttelse for mange "vandlevende" dyr, såsom fisk, rejer, krabber og snegle.

Kom med til landet, der endnu ikke er fyldt af turister, og lad dig overraske og forundres.

Kort over Bangladesh

Landefakta

Areal: 130.170 km2

Hovedstad: Dhaka

Møntfod: Taka - forkortes BDT

Sprog: Bengali (off.), engelsk

Tidsforskelfra DK: Sommer: +4 timer og vinter: +5 timer

Klima og vejr

Hvornår besøger man Bangladesh?

Vejret i Bangladesh veksler drastisk, men man kan inddele året i tre vejrsæsoner: Monsunsæsonen (ca. maj til oktober), den kolde sæson (ca. oktober til februar) og den varme sæson (ca. marts til maj). Koldt skal tages med et gran salt - det anbefales at besøge Bangladesh mellem oktober og februar, inden luftfugtigheden bliver for høj, og hvor dagtemperaturen minder om en dansk sommerdag.

Typiske spørgsmål før rejsen til Bangladesh

  • Hvad spiser vi i Bangladesh?

    I Bangladesh er maden er blanding af de indiske og burmesiske køkken. En god karry (Curry) er nationalretten, og ris og karry er næsten obligatorisk på en rundrejse i landet. En typisk Curry er en godt krydret sauce med kød og grøntsager – og typisk med ris.

    Generelt er det okse-, hønse- og gedekød, som er det mest normale, mange slags fisk og en masse grøntsager. Landet har mange floder og meget kystlinje, og derfor er fisk en stor og vigtig spise. En af de mest almindelige fisk på menuen er den såkaldte hilsafisk. Hilsafisken er meget populær som madfisk i Sydasien, og Bangladesh er ingen undtagelse. Typisk bliver den serveret i en curry eller stegt.

    Landet har også mange søde sager, hvis man er til det. Jo sødere jo bedre. De har eksempelvis en udgave af Türkish Delight og lignende.

  • Hvad er prisniveauet i Bangladesh?

    Priserne er i Bangladesh lavere end i Danmark, og tager man ud og spiser frokost på en lokal restaurant, kan man ofte gøre det for mindre end 50 kr. En flaske vand kan typisk fås for omkring 2 kroner.

  • Hvad køber man i Bangladesh?

    Bangladesh kan beskrives som en shoppers paradis – især for dem, som går efter håndlavede og unikke varer. Bangladesh har nemlig en lang og rig tradition for håndværksfremstilling, der inkluderer træmaterialer, silke i alverdens farver og designs (i metermål eller som sari), brugsgenstande i messing, lædervarer, bomuldstøj og diverse sølv- og guldsmykker m.m. Derudover er Bangladesh meget kendt for sine smukke pinke perler, som er blandt landets mest populære souvenirers.

    Derudover er det også muligt at shoppe mere moderne varer – heriblandt tøj og sko fra kendte mærker som Adidas, Nike og Levi’s. Faktisk er Bangladesh en af verdens største eksportører af tøj – kun overgået af Tyskland og Kina. Noget af det tøj og de sko, som fremstilles, har man mulighed for at købe i landet.

  • Hvordan er tryghed, sikkerhed og hygiejne i Bangladesh?

    I dag er det sikkert og trygt at færdes i landet og især i de mindre landsbyer. Sikkerheden for turister er generelt god, og vi anbefaler, at man bruger sin sunde fornuft, når man færdes rundt omkring. Det indebærer blandt andet at undgå at bære dyre smykker og andre genstande af høj værdi specielt i de større byer. Det er mest sikkert at opbevare dem i f.eks. en sikkerhedsboks på hotellet.

    Statens Serum Institut anbefaler vaccination mod hepatitis A, difteri samt stivkrampe ved rejser til Bangladesh. Dog anbefaler Viktors Farmor altid, at man taler med egen læge eller en rejsemedicinsk klinik for råd omhandlende vaccinationer. Medbring evt. dagsprogrammet, hvorpå rejseruten er indtegnet, da anbefalingerne ofte tager udgangspunkt i rejselængde samt hvor i landet, at man befinder sig under sin rejse. Viktors Farmor rådgiver af princip ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malariaprofylakse. Man bør her tale med egen læge og følge dennes rådgivning. Også her er det en god idé at medbringe rejseprogrammet.

    Ved indrejse til landet skal man medbringe bevis for COVID-19 vaccination – det europæiske coronapas (EU's Digital COVID Certificate) anerkendes her. For at høre mere om corona-restriktioner kan du enten ringe ind til os eller læse mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.

  • Hvem møder du i Bangladesh?

    Når du rejser med Viktors Farmor, er du stort set altid sikker på at møde de lokale. Befolkningstallet i Bangladesh er blandt de højeste i verden, og er anslået til at være ca. 168 millioner. Derudover er Bangladesh det tættest befolkede land i verden. Befolkningstætheden svarer rundt regnet til, at hele den danske befolkning flyttede nord for Limfjorden.

    Islam er den største trosretning i landet (83 %) efterfulgt at hinduismen (16 %). Derudover findes der i Bangladesh en række forskellige buddhistiske og kristne minoriteter.

    Det officielle sprog i Bangladesh er Bengali, mens engelsk betegnes som andetsprog og er bredt benyttet i undervisning og i forretningsverdenen. Desuden findes der i landet også en række minoritetssprog som urdu, burmesisk og stammesprog som arakan og chakma.

  • Kan jeg drikke vandet fra hanen?

    Vi anbefaler ikke at drikke vandet direkte fra hanen i Bangladesh. Undgå også isterninger lavet på postevand.

  • Hvad skal jeg have med at valuta?

    Bangladeshisk valuta er taka (BDT). 100 taka koster godt 7,5 kr. Man kan ikke købe taka i Danmark. Det er bedst at medbringe US$ eller euro i store sedler (mindre sedler giver dårligere kurs). Kreditkort kan bruges i de større forretninger, men kun i storbyerne. Man kan ligeledes hæve penge i kontantautomater fra VISA og MasterCard.

  • Hvad skal jeg pakke i kufferten?

    Holdningen til påklædning i Bangladesh er præget af muslimsk påklædningskodex, dvs. kvindernes kjoler/nederdele skal gå under knæene, og de skal helst ikke vise bare skuldre. Lange bukser er ok, blot de ikke sidder for stramt.

    Om dagen har man det bedst i let bomuld. T-shirts og kortærmede bluser/skjorter er anvendelige. I november og februar kan det virke køligt om aftenen, så på det tidspunkt af året bør man medbringe en let trøje og en vindjakke.

  • Rejseguides om Bangladesh

    De 6 årstider af Filip Engsig-Karup – en grundbog om Bangladesh.

    Rejsen til Det gyldne Bengalen af Filip Engsig-Karup – en rejsehåndbog.

    Bangladesh fra Lonely Planet (på engelsk).

Her skal du bo på din rejse til Bangladesh

På rejser i Bangladesh bor vi på fine turistklassehoteller med en god atmosfære og hos lokale familier. 

Hoteller med god atmosfære

Vi lægger vægt på, at hotellerne har en god atmosfære, og at de ligger centralt. Nogle af vores hoteller er deciderede paladser, der er konverteret til hotel. På rejserne kan vi ind imellem komme til egne, hvor udvalget af overnatningssteder er minimalt. Vi lægger vægt på renlighed og god servicice.
Folk i Bangladesh er utroligt gæstfri. Foto Finn Ladefoged Hansen

Lokale familier

Vi bor to nætter hos lokale familier og for de flestes vedkommende i 4-sengsværelser. På grund af pladsmangel må nogle af os dog overnatte i kirken. Sengene viser sig at være overraskende gode med skumgummi-madrasser, myggenet og varme vattæpper.

Solnedgang over Ganges i Bangladesh. Foto af Viktors Farmor

Overnatning i kahytter

Vi overnætter også på en turbåd, hvor vi fordeler os i 2- og 3-sengskahytter. Vi finder en stille krog af floden, hvor vi kaster anker for natten. Vi får serveret en dejlig aftensmad og hygger os, mens den fløjlssorte nat sænker sig over os.

Vidste du det om Bangladesh?

Bangladesh bliver ofte kaldt ”The Land of Six Seasons”, og det er der en helt særlig grund til. Landet har officielt seks sæsoner i stedet for fire – der findes grismo (sommer), barsha (regntid), sharat (efterår), hemanto (senefterår), sheet (vinter) og bashonto (forår).

Viktors Farmor i Bangladesh

Viktors Farmors rundrejse i Bangladesh er helt unik - og lader sig kun gøre i kraft af rejselederens personlige kontakter i landet. Vi kommer derfor ind på livet af den lokale befolkning og ser mange facetter af det asiatiske land. Vi skal helt tæt på Bengalens mennesker og natur og bor bl.a. i en lille landsby hos en familie i to dage. Og så skal vi på tigersafari i mangroveskovene. Både natur og lokalbefolkning er i fokus på rejsen. 

5 nedslag i Bangladesh' historie

1947
Indien bliver afviklet som britisk koloni, hvorefter landet bliver delt i to. Området hvor muslimerne var i flertal blev til Pakistan, mens hinduerne fik Indien. Bangladesh blev en del af Pakistan og var det daværende Østpakistan, mens det der i dag kendes som Pakistan kaldtes Vestpakistan.

1971
Bangladesh erklærer sig uafhængig af Pakistan og opnår dermed selvstændighed.

1974
Bangladesh optages i FN efter to foregående forsøg, som blev forhindret af Kina.

1985
Organisationen SAARC bliver stiftet, hvoraf Bangladesh sammen med otte andre lande i Sydasien er medlem. SAARC er sydasiatisk organisation for regionalt samarbejde.

1991
Bangladesh afholder sit første demokratiske valg.

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Bangladesh

  • Forberedelsesdag

    Der afholdes i Odense en obligatorisk informations- og forberedelsesdag om rejsen.  
    Programmet er et heldags program fra kl. 10.00 til 15.00, og der gives informationer om, hvordan man bedst kan forberede sig. Tilmelding til dagen er nødvendig.

    For rejsen 25. marts 2027 afholdes forberedelsesdag d. 23. januar 2027.
    For rejsen 4. november 2027 afholdes forberedelsesdag d. 4. september 2027.

  • Pas og visum

    Danske statsborgere skal have visum til Bangladesh.

    Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemrejsedatoen.

    Der søges og betales for visum ved ankomst. Det koster pt. 50 EUR/55 USD.

  • Vaccination

    Statens Serum Institut anbefaler vaccination mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe (tetanus) og difteri ved rejser til Bangladesh.

    Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Man bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    Læs mere her om rabat på rejsevaccinationer.

  • Valuta

    Valutaen i Bangladesh er taka (BDT).

    Det anbefales at medbringe USD eller EUR i store sedler (mindre sedler giver dårligere kurs), som kan veksles til lokal valuta ved ankomsten som et supplement til kreditkort. Kreditkort kan bruges i de større forretninger, men kun i storbyerne. Man kan ligeledes hæve penge i kontantautomater fra VISA og MasterCard.

    Drikkepenge til chauffører og lokale guider er inkluderet i rejsens pris. 

    Det er vigtigt, at man giver et lille beløb (f.eks. 50 taka), hvis man får båret sin kuffert til hotelværelset eller til receptionen fra værelset. Det er også kutyme at lægge 10% på de drikkevarer, man selv betaler.

    Som en generel rettesnor koster en flaske vand eller sodavand typisk ca. 1,50 kr., en kop kaffe ca. 1,50 – 15 kr. og en øl ca. 25 kr. Priserne varierer afhængigt af sted og standard.

  • Fysisk form og deltagelse

    For at deltage i rejsens program skal man være i almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede. Det forventes, at man kan holde et gangtempo på 4 km/t på fladt underlag, som svarer til en rolig, jævn gang. Man kan sammenligne det med én kilometer på ca. 15 minutter. Derudover skal man være selvhjulpen både fysisk og psykisk.

    På rejsen skal man kunne gå op til 5 km i løbet af de enkelte dage for at kunne deltage i hele programmet.

    Af- og påstigning af tog, bus og skibe er betydelig mere ubekvem end i Danmark. Det forudsættes derfor, at alle deltagere er fuldt mobile og f.eks. kan gå længere ture i ujævnt terræn i frisk tempo.

    Hvis rejselederen vurderer, at man ikke har de nødvendige forudsætninger for at deltage i et programpunkt, skal det respekteres. Her er man ikke berettiget til kompensation.

    Det forventes, at alle deltagere møder medrejsende, rejselederen, lokalbefolkningen, samarbejdspartnere, guider og chauffører med respekt, ordentlighed og åbenhed.

  • Klima

    November, december, februar og marts til medio april er klimamæssigt de bedste måneder at rejse i. Det er lunt hele døgnet (fra 20 til 35 grader). En paraply er god at have (også for solen!), men regntøj er der ingen grund til at medbringe.

  • Påklædning

    Holdningen til påklædning i Bangladesh er præget af muslimsk påklædningskodex, dvs. kvindernes kjoler/nederdele skal gå under knæene, og de skal helst ikke vise bare skuldre. Lange bukser er ok, blot de ikke sidder for stramt. Det er ikke nødvendigt at medbringe ”fint” tøj til hotellerne.

    Om dagen har man det bedst i let bomuld. T-shirts og kortærmede bluser/skjorter er anvendelige. I marts/april og november er der generelt dejlig varmt, men til brug lokaler /hoteller, ambassade m.v. med aircondition kan man med fordel medbringe en let trøje. I november anbefales desuden en vindjakke og et let halstørklæde til kølige aftener.

  • Bagage

    Medbring bagagen i en aflåselig kuffert. Medbring også en weekendtaske og en lille rygsæk. Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv. Der er som regel mulighed for at vaske tøj på de hoteller hvor vi overnatter mere end en gang.

    Vigtig medicin bør altid medbringes i håndbagagen. Medbringer man receptpligtig medicin, skal navnet på recepten stemme overens med navnet på flybilletten.

    Det kan være en god idé at pakke tandbørste samt lidt ekstra tøj og undertøj i håndbagagen, så man er forberedt, hvis den indtjekkede bagage bliver forsinket. Rejser man flere sammen, kan man med fordel fordele noget af tøjet mellem kufferterne, så man ikke står helt uden tøj, hvis en kuffert bliver forsinket.

    E-cigaretter, lithiumbatterier og powerbanks må derimod kun medbringes i håndbagagen. Powerbanks må som udgangspunkt højst have en kapacitet på 100 Wh (ca. 27.000 mAh), og mange flyselskaber tillader højst to powerbanks pr. person. Vær opmærksom på, at det enkelte flyselskab kan have strengere regler.

    Forslag til hvad man med fordel kan medbringe på rejsen:

    • Vigtig medicin og evt. anden personlig medicin
    • Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Medicin mod transportsyge
    • Sårrens eller antibakterielt middel til små sår og rifter
    • Evt. lille førstehjælpssæt og vabelplaster
    • Håndsprit, vådservietter og papirlommetørklæder
    • Gode og behagelige sko og vandresandaler
    • Praktisk tøj, gerne efter lag-på-lag-princippet
    • Lun trøje eller let jakke til rejsen i november
    • Tynde langærmede skjorter/bluser og lange bukser
    • Paraply
    • Solhat eller kasket
    • Solbriller
    • Solcreme med høj beskyttelse
    • Insektspray
    • Læbepomade
    • Lille dagsrygsæk
    • Håndklæde
    • Badetøj
    • Evt. drikkeflaske
    • Evt. kikkert
    • Lommelygte eller pandelampe
    • Evt. powerbank
    • Evt. ørepropper
    • Rejseadapter
  • Telefoni og internet

    Ved rejser uden for EU anbefales det, at man tjekker sit mobilabonnements udlandspriser, da priserne for data og opkald kan være meget høje. Hvis abonnementet ikke dækker destinationen, kan man slå dataroaming og mobildata fra og benytte wi-fi, hvor det er muligt.

    Hvis telefonen er eSIM-kompatibel, kan man købe mobildata hjemmefra via f.eks. Airalo eller Greentel og være online efter ankomst uden at skifte fysisk simkort. Man bør dog være opmærksom på, at dækningen kan være begrænset i mere afsidesliggende områder og bjergområder.

    Man har på hotellerne mulighed for at benytte sig af gratis internet.

  • Elektricitet

    I Bangladesh bruges 230 V. Der benyttes for det meste samme stik som i Danmark, men der vil også være ”type D2 stik" med tre tykke runde ben, hvoraf det ene er tykkere end de andre to. Man bør medbringe adapter.

    Du kan få et overblik over stikkontakter i udlandet her.

  • Tidsforskel

    Bangladesh er 5 timer foran Danmark ved dansk vintertid.

  • Fotografering

    Bangladesh har ikke tradition for fotoglade turister. Vis derfor respekt ved fotografering: Vis kameraet og smil og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej; især mange af de ældre bryder sig ikke om at blive foreviget. Bed evt. rejselederen om hjælp til at få taget et særlig godt motiv. Militære områder, checkpoints samt lufthavne må ikke fotograferes.

    Hvis man medbringer droner, er det den rejsendes eget ansvar at sætte sig ind i de lokale regler for indførelse og brug af droner.

  • Mad

    Alle måltider er inkluderet i turens pris og indtages fælles. Nogle gange spiser vi frokost på et af de små lokale spisesteder, eller vi holder picnic med brød og te, banan og frugt.

    Kosthensyn
    Mange af måltiderne på rejsen er forudbestilte, og det kan derfor være vanskeligt at foretage ændringer undervejs. Hvis du har særlige kostbehov, såsom vegetar, veganer eller pescetar, eller har allergier, bedes du informere os om det i god tid og senest fire uger før afrejse ved at sende en e-mail til info@viktorsfarmor.dk. Henvis gerne til dit fakturanr.

    Vi sørger for, at vores samarbejdspartnere får dine kostbehov og gør vores bedste for, at der bliver taget hensyn til dem. Vi kan dog ikke garantere, at alle særlige kostbehov og allergier kan imødekommes, da mulighederne varierer fra sted til sted. Ved særlige kostbehov kan udvalget være begrænset. Ved vegetarisk kost kan det eksempelvis betyde, at de almindelige retter blot serveres uden kød.

  • Drikkevand

    Man bør aldrig drikke eller børste tænder i vand fra hanen. Mineralvand kan købes overalt til 20 taka pr. liter. Derudover kan man fylde sin egen drikkedunk op til måltiderne (gratis mineralvand).

  • Alkohol

    Øl, vin og andre alkoholiske drikke kan kun købes på få hoteller og restauranter. Priserne er ofte højere end i Danmark. På lokale restauranter serveres der ikke alkohol, og her vil udvalget af drikke typisk bestå af vand, sodavand, te og kaffe.

  • Sundhed

    Det anbefales at medbringe medicin mod maveinfektion. Man bør rådføre sig med egen læge inden afrejse.

    Det anbefales yderligere at medbringe medicin mod transportsyge. 

    Små sår og rifter bør renses og desinficeres hurtigst muligt med sårrens eller et antibakterielt middel for at forebygge infektion.

    Hvis man medbringer medicin mærket med en rød advarselstrekant til lande uden for Schengen-området, bør man henvende sig til ambassaden for det land, man rejser til, for at høre hvilke krav, der gælder. Ambassaden vil oftest henvise til egen læge, som kan skrive en engelsksproget lægeattest med ens personlige oplysninger, pasnummer samt navn og styrke på medicinen.

    Pillepas er et gratis dokument man skal bruge, hvis man rejser til eller gennem et Schengen-land med medicin, der har en euforiserende virkning. Passet gælder i maksimalt 30 dage og udstedes på det apotek, hvor man køber medicinen. Det kan også bestilles digitalt via borger.dk. 

    Læs mere her.

  • Sikkerhed

    Bangladesh er et muslimsk land, men fundamentalismen har ikke særlig godt fodfæste, og Muhammed tegningerne er glemt. Udlændinge er gæster og bliver derfor vist respekt, så sikkerheden for turister er god.

  • Indkøb

    Man kan med fordel købe tøj, perler, silke, lædervarer, messing etc. Priserne er meget rimelige. Der skal ofte tinges om prisen. Kun i de større forretninger er der faste priser. 

  • Transport

    Bangladesh er et 3. verdensland med alt hvad det indebærer. Trafikken er tit kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde, sporarbejde på togstrækninger mm. Så der kræves en god portion overbærenhed ved rejser i Bangladesh.

    Togbilletter kan først købes 10 dage før afgang. Derfor kan vi ikke garantere, at det lykkes at få togbilletter. I så tilfælde kører vi i stedet for med bus.

  • Indkvartering

    Vi har 9 overnatninger i delte dobbeltværelser på turistklassehoteller med eget bad og toilet, 2 overnatninger i fler-sengsværelser i private landsbybeboeres huse, hvor der er beskedne fælles bade- og toiletfaciliteter, 1 overnatning i turbåd i 2-sengs kahytter med fælles bad og toilet og 1 overnatning på færgedamper i delte dobbeltkahytter med fælles bad og toilet.

    Eneværelse er kun muligt de 9 hotel-overnatninger i Dhaka, Rajshahi, Dinajpur, Khulna, 1 nat på turbåden og 1 nat på færgen.

  • Toiletforhold

    På hotellerne er der vestlige toiletter med rindende vand og toiletpapir. I landsbyen er der dog kun pedaltoilet, men både rindende vand og toiletpapir.

    Det er vigtigt at smide toiletpapiret i skraldespanden ved siden af toilettet, da det ellers kan tilstoppe kloaksystemet.

    På køredage kan det være nødvendigt at benytte toiletter ved eksempelvis tankstationer. Standarden kan være enkel, og der vil blot være pedaltoiletter. Rindende vand og toiletpapir er ikke altid tilgængeligt. Medbring vådservietter og håndsprit til eget brug.

  • Adventurerejse

    Dette er en Viktors Farmor adventurerejse med vægt på særlige oplevelser undervejs. Man skal være forberedt på lange køreture, til tider i ujævnt terræn, samt overnatninger, der kan variere i standard. 
    Vær åben for, at der kan komme små omveje eller ændringer i programmet. De kan i virkeligheden ende med at give rejsen et ekstra krydderi. Og minder for livet. 

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Bangladesh.
Ring til os 86 22 71 81
  • Mere end 30 års erfaring med unikke grupperejser

  • Mindre grupper større oplevelser

  • Inkl. drikkepenge til guider og chauffører