Logo

Rejser til Mexico

Pyramider og kolossale ruiner fra fordums højt udviklede indianer-kulturer er attraktioner i verdensklasse. Men nutidens Mexico er mere end det. Knaldfarver. Musik. Dans. Et folkeliv man uvægerligt bliver betaget af.

 

Hovedstaden Mexico City er – meget mod sit image – en spændende storby med et charmerende boheme-kvarter og kanaler - Mexicos svar på Venedig. Hjertet af Mexico City er Zocalo: byens centrale plads med katedralen Metropolitana. Spanierne begyndte at bygge katedralen i 1573, men den stod først færdig i 1813.

Allehelgensdag og De Dødes Dag. Begge er højdepunkter i årets gang i Mexico. Optog, udklædte mennesker, blæser-orkestre og glade mexicanere, der mindes de døde sjæle med en hyldest til livet. Traditionerne på De Dødes Dag holdes i hævd omkring byen Oaxaca. Fra tidlig morgen kommer familierne på kirkegården og dekorerer gravene. De sætter lys, så de dødes sjæle nemmere finder frem til dem på denne dag. Om aftenen bliver der tykt af folk. Man kommer for at se og beundre de dekorerede grave og offergaverne (for eksempel sukkerkranier). Musikanter spiller. Familierne spiser et måltid ved gravene.
 

Ruiner fra fordums tid

Men Mexico har meget mere at byde på: Pyramider og kolossale ruiner fra fordums højt udviklede indianer-kulturer er attraktioner i verdensklasse: Aztekernes Sol-pyramide i Teotihuacan. Zapotekernes tempelbjerg Monte Alban. Mayaernes velbevarede ruinbyer i Palenque og Chichen Itza.

I Teotihuacán findes nogle af Mexicos største pyramider. De rejser sig majestætisk over resterne af en ældgammel storby, som blev forladt flere århundreder før aztekerne erobrede området og gjorde den øde by til deres hovedstad. Palenque var fra år 250-900 den største by i det vestlige maya-lavland med et anslået indbyggertal på 20.000-40.000. Som maya-by er Palenque unik, bl.a. pga. de mange stukarbejder, der pryder templer og tagkamme. Olmekerne levede i det centrale Mexico længe før mayaerne. De er den ældste og første, kendte kultur i Amerika, og højdepunktet for deres civilisation var 1200 – 800 før Kristus. Man ved ikke meget om dem, bortset fra kæmpe ansigter, hugget ud i sten. Nogle af dem op til 2½ meter høje. Og de findes endnu.
 

Viktors Farmor i Mexico

Vi har tilrettelagt vores Mexico-rundrejse, så vi oplever både De Dødes Dag og Allehelgensdag på nært hold. Vi lægger naturligvis vejen forbi de berømte pyramider og krydrer oplevelserne med sejlads i den dybe Sumidero-kløft og i mangroverne på Yucata - hjemsted for den lyserøde flamingo. Vi går under jorden i Cacahuamilpas drypstenshuler, besøger landsbyer og forsøger at fremstille vores egen chokoladebar på en kakaoplantage.

Tag med og hyld livet på De Dødes Dag i Mexico!
 

  

Praktiske oplysninger Mexico

  • Man er visumfri i indtil 18 dage. Passet skal være gyldigt mindst seks måneder udover opholdet.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Opbevar kopien et andet sted end selve passet.

  • Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring eventuelt dag-for-dag programmet, hvoraf rejseruten fremgår.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der er ofte forskellige holdninger til, hvad der tilrådes af vaccinationer og profylakse.

  • Møntfoden i Mexico hedder pesos. 1 peso er 100 centavos. 100 peso svarer til cirka 33 DKK.

    I kontant valuta anbefales at medbringe USDollars, og man bør have mindre sedler med om muligt. Kreditkort (kun VISA og Mastercard) kan anvendes i de større byer og på hotellerne. Mange steder i Mexico kan betales med kreditkort og USDollars.

    Vær opmærksom på, at $ i Mexico henviser til peso. US$ derimod henviser til USDollars.

  • Mexico er opdelt i 4 tidszoner, men vi rejser kun i den sydlige tidszone, som dækker langt det meste af landet. Der er 7 timers forskel på Danmark og Mexico.

  • Der er 110 volt. Danske stik kan ikke anvendes, så medbring en adapter. Der benyttes stik med to flade ben, eller med tre flade ben.

  • Landekoden i Mexico er 0052 + omr.nr. + abnnr. Ved opkald til Danmark er landekoden 0045 + abnnr.

    Mobiltelefon: Forhør dig hos din teleudbyder, om de har en roamingaftale med Mexico.

    Internet: Der er wifi på flere af hotellerne, med ofte virker det kun i receptionen.

  • Lufthavne og militære områder må ikke fotograferes. Hvis man vil fotografere mennesker tæt på bør man spørge om lov først. Det gælder især i indianersamfundene omkring San Cristobal.

  • Mineralvand på flaske kan købes overalt, og man bør ikke drikke vandet fra hanen i Mexico. Man kan dog godt børste tænder i det.

  • Undgå ukogte grøntsager og upasteuriseret mælk/mælkeprodukter. Sørg for at få frisklavet mad.

  • På restauranter er det normalt at lægge ca. 15 % til regningen.

    Hvis man har fået båret sin bagage til sit hotelværelse giver man et lille beløb for det, f.eks. svarende til 1 USDollars.

    På grupperejser betales drikkepenge til guide og chauffør af Viktors Farmor. Drikkepenge til hotel- og serveringspersonale er for egen regning.

  • Medbring ikke kostbare smykker og ure. Hav kontante penge på kroppen i en ”pengekat” og kun mindre beløb i tasker eller lommer.

  • Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.

  • Det er en god ide at pakke tandbørste og lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen. Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen, idet bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

  • I Mexico er vejret lunt det meste af tiden, som på de bedste danske sommerdage. Der kan af og til komme et regnskyl, der som regel kun er af kort varighed. I højderne kan det blive køligt især om aftenen og natten, så det er en god idé at medbringe en lun trøje og nattøj eller uld-undertøj.

  • En hovedret koster fra ca. 30 kroner og op. En vand/øl ca. fra 20 kr., et glas vin fra ca. 45 kr.  En liter vand i en kiosk koster under 10 kr.

  • Det anbefales at der medbringes let bomuldstøj. Også regntøj, f.eks. en poncho, en paraply og vandresko eller -støvler medbringes. Uformel påklædning er i orden på hele turen.

  • Husk at supplere pakkelisten med:

    • Regntøj/regn-poncho
    • Badetøj
    • Vækkeur
    • Solbriller
    • Solcreme med høj faktor
    • Kasket/solhat
    • Evt. lange ærmer og bukser mod myg
    • Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Evt. medicin mod køresyge
    • Fotokopi af pas
    • Evt. fotokopi af flybillet og forsikringspapirer
    • Insektspray (kan med fordel købes lokalt, da det virker bedst, hvis det indeholder DEET)
    • God kikkert
    • Gode lukkede sko
    • Let tøj
    • Regnslag og evt. paraply
    • Varmt tøj til de kølige nætter i højderne
  • For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.