Rejser til eSwatini

I det sydøstlige hjørne af Afrika ligger det lille kongerige Swaziland eller som det retvis hedder i dag eSwatini. Navneændringen skete i april 2018, da kongen ønskede at omdøbe landet efter sin etniske befolkning swazi - eSwatini betyder ”Swaziernes land”.

Værd at opleve i eSwatini

Navneændringen til eSwaniti skete også, da mange, ifølge kongen, forvekslede landet med ”Switzerland”. 

Med et areal på 17.364 km² og med et indbyggertal på 1,18 millioner indbyggere, er det det 7. mindste land i Afrika (og det mindste i det sydlige Afrika). Landet, der blev dannet i 1745 af kong Ngwane III, grænser op til Mozambique i øst og er ellers omkranset af Sydafrika. Efter Boerkrigen 1899-1902 blev landet et britisk protektorat, og opnåede først sin selvstændighed den 6. september 1968, hvor kongedømmet blev indført igen.  

Landet ledes i dag af Kong Mswati III, der regerer landet sammen med sin mor Dronning Ntombi Tfwala – eller i daglig tale Ndlovukati, der bogstavelig talt betyder ”hunelefanten”. Mens kongen er administrativt overhoved, er hun religiøst og nationalt statsoverhoved.  

Landet er kendt for sin praksis med polygami. Kongens første to hustruer er valgt af staten, og derefter kan han vælge selv. I dag har han 15 hustruer og 23 børn. Der er dog stadig et stykke vej op til hans far Sobhuza II, der var den længst regerende konge i verden med sine 82 år ved magten, og som nåede at være gift med mindst 70 kvinder og få 210 børn. 

De fleste indbyggere lever og arbejder i landbruget, hvoraf størstedelen er eksistensbønder. Sukkerproduktion er landets vigtigste indtægtskilde, og landets største sukkervirksomhed, The Royal eSwatini Sugar Corporation, der kontrollerer to tredjedele af sukkerindustrien, producerer de råvarer, der anvendes i læskedrikke for den amerikanske gigant Coca Cola.  

Kort over Sydafrika og vores rute på en rejse til Sydafrika med eSwatini og Lesotho

Landefakta

Areal: 17.400 km2

Hovedstad: Mbabane

Møntfod: lilangeni (a 100 cen, plur.: emalangeni) - forkortes SZL

Sprog: Engelsk, siswati, zulu

Tidsforskelfra DK:  Sommertid: ingen forskel, vintertid: +1 time

Klima og vejr

Hvornår besøger man eSwatini?

Den bedste tid at rejse til eSwatini er fra februar til november. Landet har et fugtigt subtropisk klima med meget regn om sommeren og helt tørt om vinteren. Den gennemsnitlige temperatur er på 24 grader og et gennemsnitlig UV-indeks på 5.

Her skal du bo

Hotel og overnatning i Swaziland

Hytter, så vi kan føle os som "swazier" for en nat

Vi overnatter i Mlilwane Wildlife Sanctuary, der er beliggende i ”Ezulwini Valley”. Vores camp er indhegnet og ligger i det sydlige hjørne af området, hvor der er udsigt til zebraer, impalaer, vortesvin og nyala-antiloper. Vi bor i traditionelle græskuppelformede hytter.

Viktors Farmor i eSwatini

Landet er utrolig naturskønt med bjerge, savanne og regnskov, og på trods af at landet er dybt afhængigt af Sydafrika, har det formået at bevare sin særegne kultur med mange farverige fester, danse og ritualer. Vi vil opleve landets stolte traditioner og kultur på nærmeste hold, når vi på rejsen Det bedste af Sydafrika skal ud at besøge en lokal landsby og lære mere om den lokale livsstil.  

En autentisk souvenir fra eSwatini er de berømte stearinlys Swazi Candles. De er lavet af en speciel hård voks for at skabe de farverige designs. Den hårde voksfinér danner den ydre skal på lyset, som ikke smelter, når lyset brænder. Derfor ser du tydeligt designet, når lyset brænder. Yderskallen kan faktisk stadig anvendes efter den oprindelige væge og voks er forsvundet, og kan derfor genbruges med f.eks. et fyrfadslys indeni.  

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejsen til eSwatini

  • Pas og visum

    Danske statsborgere behøver ikke på forhånd at søge om visum til Sydafrika, da man automatisk får et visum på 90 dage ved ankomsten. Passet skal indeholde mindst 2 blanke sider til visum. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

    Danske statsborgere behøver heller ikke søge om visum til Lesotho og Eswatini. Passet skal være gyldig min. 6 mdr. udover opholdet.

    Har man ikke dansk pas kan der være andre regler, der gælder, og I bør da kontakte ambassaden for nærmere informationer.

    Rejser man med børn (under 18 år) bør I kontakte ambassaden for nærmere informationer, da der kan kræves ekstra dokumentation mv.

  • Vaccination

    Der kræves ingen obligatoriske vaccinationer ved indrejse til Sydafrika, hvis man kommer direkte fra Europa, men som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod stivkrampe, difteri og hepatitis A. 

    Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en special-klinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Sydafrikas valuta hedder Rand – forkortes ZAR eller R. Rand deles i 100 cent. 100 Rand svarer til ca. 38 kr (januar 2024). Man kan benytte Rand i både eSwatini og Lesotho, selvom de har egen valuta, så det anbefales at betale i Rand i alle tre lande. Byttepenge gives i lokal valuta.

    Man kan med fordel bestille Rand i sin bank hjemmefra og medbringe på rejsen.

    Man kan også medbringe Euro eller US dollars og veksle til Rand i Sydafrika, men dette koster lidt ekstra i vekselgebyrer, da man veksler to gange. De fleste sydafrikanske banker holder åbent mandag-fredag 9 – 15.30 og lørdag 8 – 11.

    Der er hæveautomater mange steder i Sydafrika, så man kan også hæve Rand herfra. Der er et loft på 2000 Rand per hævning, som kan medføre en del hævegebyrer, hvis man benytter hæveautomater ofte.

    De fleste internationale kreditkort så som American Express, Diners Club, MasterCard og Visa kan benyttes stort set overalt.

  • Telefoni og internet

    Telefon. Landekoden for Sydafrika er +27. Fra mønttelefoner betales startpris, som nogle steder returneres efter samtalen. I korttelefoner forlanges indstukket et lokalt telekort. Det gælder ikke nødvendigvis alle landets mønt- og korttelefoner.

    Mobiltelefon. Kontakt din tele-udbyder. Der er ikke mobildækning i Swaziland og Lesotho.

    Internet. Der kan ikke garanteres internetforbindelse.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Elektricitet

    Det anbefales at medbringe en rejseadapter, da Sydafrika benytter en anden slags stikkontakter, som ikke er kompatible med danske stik.

    På grund af lav kapacitet kan der opleves strømsvigt. De fleste hoteller har en planlagt strømafbrydelse på nogle timer hver dag, så man skal være forberedt på nogle perioder uden strøm. Det er praktisk at medbringe en lille lommelygte og eventuelt en power bank til de situationer.

  • Drikkevand

    I alle de større byer kan vandet drikkes direkte fra hanen, hvorimod man ude på landet bør være mere påpasselig og medbringe vand på flaske. Det er under alle omstændigheder en god ide at medbringe vand, da det er helt afgørende med tilstrækkelig væske på fx lidt længere ture.

  • Drikkepenge

    De sydafrikanske lønninger er generelt lave, hvorfor drikkepenge er mere end velkomne. Det er almindeligt at give 10 til 15 % i drikkepenge på hoteller og restauranter. Dragere i lufthavne og på hoteller betales med mindst 5 rand. På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.

  • Foto

    Hvis man vil fotografere mennesker, bør man altid spørge om lov først.

  • Indkøb

    Sydafrika er generelt et billigt rejseland, men besøger man de mere luksuriøse hoteller, restauranter og lodges, er prislejet på niveau med, hvad vi kender fra Europa. De fleste større indkøbscentre har åbent alle ugens syv dage, men i landdistrikterne vil der være lukket om søndagen. De mest almindelige åbningstider er mandag til lørdag 9 – 17 og søndag 9 – 14. Kunsthåndværk, smykker, diamanter og tøj er de fleste steder ca. 30 % billigere end i Danmark.

  • Prisniveau

    Et måltid mad på en restaurant koster ca. 100-150 kr. En øl koster ca. 10-15 kr. og en sodavand ca. 5 kr. En flaske vand (1,5 liter) i en kiosk/supermarked koster ca. 6 kr.

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    Sommerperioden er i Sydafrika fra oktober til april og vinterperioden er fra maj til august. Sommertemperaturerne svinger mellem 15 og 30 °C, og om vinteren mellem 5 og 25 °C. På juli rejsen vil det føles køligt om aftenen og morgenen i Swaziland og Lesotho, og på morgensafari i de åbne biler. Sydafrika er i det hele taget et tørt land med en gennemsnitlig nedbørsmængde på 502 mm, og landet rangerer meget højt på verdensplan hvad angår antallet af solskinstimer. I den nordlige del af landet kan der dog fra november til februar komme korte intense byer.

  • Tidsforskel

    Sydafrika er en time foran Danmark om vinteren, men når det er sommer-tid i Danmark, er der ingen tidsforskel.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Vaccinationskort

    - Lommelygte + ekstra batterier

    - God kikkert

    - Vækkeur

    - Insektspray

    - Vådservietter

    - Sollotion med høj faktor

    - Kasket eller solhat

    - Lille rygsæk

    - Gode vandresko eller –støvler

    - Langærmet skjorte/bluse og lange bomuldsbukser

    - Varmt tøj til bjergene og en vindjakke

    - Regntøj til hvalsafarien pga skumsprøjt - og til de korte intense byger fra november til februar

    - Badetøj + badehåndklæde

    - Evt. medicin mod maveinfektion og søsyge (tal med egen læge)

    - Feltflaske/flaske til vand

  • Sprog

    Der er 11 officielle sprog i Sydafrika, hvoraf hovedsproget er afrikaans, men langt de fleste sydafrikanere taler dog engelsk i en eller anden dialekt, fx enten med afrikaans eller hollandsk accent.

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til eSwatini
Ring til os 86 22 71 81