Den store Borneorejse

Stammefolk og orangutanger

Besøg Iban-folket i deres langhuse langt inde i regnskoven, og mød orangutanger og næseaber i deres rette element - det er nogle af højdepunkterne på denne rejse til Borneo.

Priser fra

31.990 kr.

Max. 20 deltagere

17 dages rejse

Start din rejse her

Borneo er verdens 3. største ø og ligger midt på ækvator. Klimaet er varmt, og den naturlige vegetation er regnskov. Borneos fantastiske natur er så usædvanlig rig på dyr og planter, at den hører til blandt verdens 10 såkaldte biodiversitets hotspots. Vi oplever den charmerende provinshovedstad Kuching i Sarawak og fortsætter til Bako-nationalparken på udkig efter næseaber og kødædende planter. Herefter drager vi ind i regnskoven og sejler gennem krystalklare vandløb op til Iban-folkets territorium. Engang var de frygtede hovedjægere, men i dag bliver vi modtaget med et smil.

Gennem et par dage oplever vi på nærmeste hold deres dagligdag i de karakteristiske langhuse. Vi er med ude at fiske på floden og ser deres afgrøder på de små svedjemarkker i skoven. Ikke alene får vi fortalt om brugen af regnskovens planter, men vi får også serveret flere af de spiselige vilde planter fra regnskoven til vores måltider.

Vi flyver videre til Kota Kinabalu i det nordlige Borneo, hvorfra vi kører mod Mount Kinabalu, der med sine 4095 meter over havet er et af Sydøstasiens højeste bjerge. Her oplever vi den smukke bjergregnskov og regnskovens krontag i 40 meters højde på en knap 200 meter lang gangbro udspændt mellem nogle af skovens kæmpetræer. Vi fortsætter til Sandakan på østkysten af Borneo. Her besøger vi først rehabilitations-centret for orangutanger, hvor der gøres en stor indsats for forældreløse eller tilskadekomne orangutanger. Derefter udforsker vi det rige dyreliv langs den mægtige Kinabatangan-flod, hvor vi fra små både er på udkig efter næseaber, langguraber, pygmæelefanter, krokodiller, næsehornsfugle, solfugle og mange andre dyr.

5 gode grunde til at rejse til Borneo med Viktors Farmor:

  • Rejs med vores ekspertrejseledere som har boet og arbejdet i Borneo
  • Hold udkig efter orangutanger og særprægede næseaber på flere flodsafarier
  • Vandr med ud i den smukke bjergregnskov ved Mount Kinabalu, der er et paradis for botanikere, ornitologer og naturelskere
  • Besøg og bo hos Iban-folket langt inde i regnskoven
  • Udforsk Bako-nationalparken og se næseaber, kødædende planter og skæggede grise

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse fra København

  • Dag 2

    Ankomst Kuching, Sarawak

    Efter ankomst kører vi til vores hotel, hvor vi har én overnatning.

    Sarawak var fra 1300-tallet en del af Majapahit-imperiet og kom efter dettes fald til at høre under sultanatet Brunei. Den britiske eventyrer James Brooke hjalp i 1839 sultanen med at slå et oprør ned og fik som belønning titel af rajah af Sarawak. Slægten Brooke beholdt grebet om Sarawak indtil 1941. I 1946 blev Sarawak britisk kronkoloni, og i 1963 blev det en del af Malaysia.

    Kuching er en sand kulturel smeltedigel, hvor mange forskellige indfødte grupper, kinesere, malayere og indere blander sig og præger byens liv. Byen har stadig mange smukke bygninger fra kolonitiden og sammen med farvestrålende kinesiske templer og et rigt handelsliv med markeder og små butikker giver det byen en hel speciel atmosfære.

    Afhængig af ankomsttidspunkt er der tid på egen hånd bl.a. med mulighed for at besøge nogle af byens spændende museer.

    Overnatning: Kuching, Sarawak

  • Dag 3

    Bako nationalparken

    I dag venter en spændende tur til Bako Nationalpark. Parken ligger på den yderste del af en stor halvø og er på tre sider omgivet af Det Sydkinesiske Hav. Vi kører først en halv times tid til Bako landsbyen, hvorfra vi sejler endnu en halv time til nationalparken. I Bako findes syv komplette biotoper og et mangfoldigt plante- og dyreliv. Vi tager på flere vandreture på udkig efter den kødædende plante, nepenthes, de mange forskelligartede orkidéer, insekter, fugle, skældyr, firben, flagermus, spøgelsesaber, plump-lori og det største af pattedyrene i Bako, den skæggede gris. Fra afsondrede hvide sandstrande med store klippeformationer kan vi nyde solens klare stråler fra den blå himmel. Natten tilbringes i meget spartanske hytter i Bako Nationalpark.

    Hytterne er yderst simpelt indrettet og uden aircondition. 2-4 personer deler værelse, og der er fælles bad og toilet. Til gengæld får vi dyrene at se både morgen og aften, når de er absolut mest aktive.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Bako nationalpark

  • Dag 4

    Næseaber i Bako nationalparken

    Tidlig om morgenen er der tid til en sidste vandretur. I den tidlige morgenstund har vi optimale betingelser for at nyde synet af de sjældne trækfugle og kigge efter den sjældne næseabe, som udelukkende lever på Borneo.
    Herefter tager vi tilbage til Kuching.

    Vi har én overnatning i Kuching.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Kuching

  • Dag 5

    Iban-folket

    De næste tre dage skal vi tilbringe sammen med en af Sarawaks indfødte grupper, Ibanerne. De oprindelige folkeslag i Sarawak tæller mere end 27 forskellige etniske grupper, hvoraf en del stadig bor i langhuse. Mange af disse lever endnu traditionelt med svedjebrug, hvor de dyrker højlandsris, frugt og grønsager, samt peber og gummi som vigtige salgsafgrøder. Derudover kender de til brugen af mange af skovens planter, der bruges til mange forskellige formål. Vi skal besøge et sådan lille landsbysamfund langt inde i regnskoven. Så efter tidlig morgenmad på hotellet forlader vi byen og kører gennem smukke landskaber med landsbyer og marker, hvor der dyrkes peber, gummi, ris og alskens tropiske frugter og grønsager. Vi stopper i Serian, som er hovedbyen i Bidayuh-folkets område. Her går vi på det lokale marked og har tid til at nyde alle de eksotiske produkter, som Bidayuh-folket dyrker og samler fra skoven og sælger. Vi fortsætter, og senere spiser vi frokost i Lachau, en lille landsby i Iban folkets område.

    Dernæst sætter vi kurs mod Batang Ai, hvorfra vi sejler med langbåde gennem junglen op til Nanga Sumpa, hvor der bor ca 150 mennesker. Her har vi to overnatninger i den lille lodge, som ligger ved siden af langhuset med udsigt over den smukke Delok flod.

    Vores lodge har ingen glas i vinduerne, så vi kan høre alle junglens lyde. Ligesom Ibanerne har gjort det i over 100 år, sover vi under myggenet. Faciliteterne er relativt primitive, men opvejes klart af oplevelsen og omgivelserne, der er helt enestående. Der er begrænset antal værelser, så 2-4 personer deler værelse. Vi har adgang til vestligt toilet og badefaciliteter med begrænset varmt vand. Til gengæld er floden pragtfuld at bade i. Nanga Sumpa ligger i et af de smukkeste regnskovsområder i det sydlige Sarawak og området huser Sarawaks største bestand af vilde orangutanger, så hvis vi er heldige, kan vi opleve at se dette fantastiske dyr her. Efter ankomst bliver der tid til at bade i floden og besøge ibanerne og se deres fantastiske kunsthåndværk. Ibanerne er nemlig, ligesom mange andre af Borneos indfødte folkeslag, utrolige dygtige til både ikat-vævning og kurvefletning.

    Aftensmaden serveres i lodgen. Når mørket falder på, nyder vi junglens fantastiske nattelyde.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Nanga Sumpa

  • Dag 6

    Enseluai vandfaldet

    I dag tager vi med vores Iban-værter på en enestående smuk tur op ad floden og ind i regnskoven. Målet er det forfriskende Enseluai-vandfald. For dem som gerne vil gå, kan noget af turen tilbagelægges til fods ad små stier i regnskoven langs floden. Ellers foregår det i langbådene, hvor vi undervejs ser ibanerne fiske med deres store kastenet. Fangsten indtager vi senere til frokosten. For dem som har lyst, bliver der mulighed for at prøve at håndtere kastenettet. Medens vores Iban værter tilbereder frokosten til os over åben ild på flodbredden med ris og fisk kogt i bambusrør og andre junglespecialiteter, kan vi tage os et dejligt bad ved vandfaldet og lade de små vildtlevende pedicure-fisk rense vores fødder. Hvis vi er heldige, kan vi finde verdens største myre (helt ufarlig) som lever her. Frokosten indtager vi på flodbredden medens vi nyder lydene fra regnskoven.

    Herefter sejler vi tilbage til Nanga Sumpa, hvor vi kan slappe af i vores lodge, bade i floden eller besøge vores iban-værter og se deres fantastiske kunsthåndværk. Ibanerne er nemlig, ligesom mange andre af Borneos indfødte folkeslag, utrolige dygtige til både ikat-vævning og kurvefletning. Sidst på dagen serveres middagen i vores lodge.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Nanga Sumpa

  • Dag 7

    Tilbage til Kuching

    Efter morgenmaden har vi tid til en sidste svømmetur i floden og til at sige farvel til vores Iban-værter, inden vi tager langbåd og bus tilbage til Kuching. Vi stopper flere steder undervejs, dels for at spise frokost på en lokal restaurant og dels ved et hvidsandsområde, hvor vi kan være heldige at finde op til fire forskellige slags af de berømte kødædende Nepenthes planter (kandebærer-planter) samt forskellige vilde orkideer. Vi holder også ved en peber-farm, hvor vi får fremvist og forklaret om dyrkning af peberplanter og forskellen på sort og hvid peber.

    Vi ankommer til vores hotel i Kuching sidst på eftermiddagen. Vi har én overnatning i Kuching.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Kuching

  • Dag 8

    Byrundtur i Kuching. Fly til Kota Kinabalu, Sabah

    Vi tager på en byrundtur i Kuching, hvor vi bl.a. besøger Tua Pek Kong templet, det ældste kinesiske tempel i Sarawak, bygget i 1876. Herfra er der god udsigt til det historiske Fort Margherita. Den snoede vej i hjertet af byen fører os forbi en spændende sammenblanding af kultur og arkitektur: St Joseph katolske katedral, den islamiske domstol Syariah, traditionelle malaysiske huse bygget på pæle og moskéen Masjid Lama med dens imponerende gyldne kupler. Hold øje med det majestætiske palads Astana, tidligere De Hvide Rajahs palads, nu den officielle residens for guvernøren i Sarawak. Vi gør et kort ophold foran den gamle koloniale domstol, med tilhørende tårnur, og en granit obelisk bygget til minde om den anden Hvide Rajah (guvernør), Charles Brooke.

    Sidst på efterdagen kører vi til lufthavnen for at flyve til Kota Kinabalu.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Kota Kinabalu

  • Dag 9

    Kinabalu nationalparken

    Efter morgenmaden forlader vi byen og kører mod bjergene. Vi passerer den smukke skovklædte bjergkæde, Crockers Range, som i dag er fredet, og i løbet af ca. 3-4 timer ankommer vi til Kinabalu nationalparken. Undervejs passerer vi også små byer og landsbyer samt Nabalus frugt marked, hvor vi holder en kort pause. Her kan vi, udover at gå en tur på markedet, nyde en lokal kop kaffe, og hvis vejret er klart, kan vi nyde den imponerende udsigt over Kinabalu bjerget. Vi er fremme om eftermiddagen, hvor vi får en guidet tur i nationalparken. Der er efterfølgende tid til endnu en gåtur i parken eller slappe af og nyde naturen.

    Kinabalu nationalparkens indgang ligger ca. 1.500 m. o.h. og omkranser Kinabalu bjerget, der med sine 4095 meter over havet er Malaysias og faktisk et af Sydøstasiens højeste bjerge.

    Nationalparken ligger som en kølig ø i et varmt hav, og her lever mange plante- og dyrearter, som kun findes i dette område. Stedet er et paradis for botanikere, ornitologer og naturelskere netop fordi mangfoldigheden af dyr og planter her er helt i top. Af samme grund kom parken på UNESCOs verdensarvsliste i år 2000.

    Vi har to overnatninger inde Kinabalu nationalparken.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Kinabalu nationalpark

  • Dag 10

    Kinabalu nationalparken

    For de, der har lyst, tager vi på en tidlig morgentur i Kinabalu parken, hvor vi går en tur og nyder den friske bjergluft, mens solen står op, og vi oplever fuglelivet vågne og de smukke udsigter over det imponerende skovklædte bjerg.

    Efter morgenmaden besøger vi den botaniske have og vandrer ture ad de mange fine stier i parken og kigger efter vilde orkideer, sjældne rododendronplanter, fugle og dyr.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Kinabalu nationalpark

  • Dag 11

    Poring Hot Spring - Sepilok

    Efter en tidlig morgenmad fortsætter vi til Poring Hot Spring, et naturligt vidunder, hvor varme svovlkilder bobler op af jorden. Og det er ikke alt! Hvis man ikke har højdeskræk, har man mulighed for at opleve en ”Canopy Walkway” en gangbro i regnskovens krontag i 40 meters højde der spænder over 157 meter fra træ til træ. Det giver en sjælden mulighed for at få et fugleperspektiv af regnskoven og være tæt på træerne på en helt anden måde. Vi kan også dyppe tæerne i de varme kilder. Omkring Poring kan vi være heldige at opleve den forunderlige rafflesia plante i blomst. Den har verdens største blomst, som kan blive over én meter i diameter.

    Om eftermiddagen kører vi mod Sepilok på østsiden af Sabah. Her overnatter vi på et dejligt resort.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Sepilok

  • Dag 12

    Orangutanger, malaybjørne og flodkrydstogt

    Om morgenen besøger vi Sepilok Orangutan Rehabiliterings Center, hvor vi observerer et af menneskets nærmeste slægtninge på tæt hold. Orangutang betyder ”skovens menneske” på det lokale sprog. At se disse fantastiske skabninger er en uforglemmelig oplevelse, der for mange er en af de største på en rejse til Borneo.

    Centeret har siden 1964 arbejdet med at rehabilitere orangutanger, der er forældreløse eller har været holdt i fangenskab. Her lever 60-80 orangutanger frit i regnskoven, men de får serveret mad på fastsatte tider. Vi mødes med et par rangers ved et lille foderplateau, hvor det i løbet af få minutter pusler i træerne omkring os. De unge aber, der endnu ikke har lært at klare sig selv, kan komme to gange om dagen og få et kosttilskud i form af bananer og mælk. Efterfølgende vises en film om rangernes arbejde med de skønne dyr, hvor vi ser, hvordan aberne lærer at klare sig selv, inden de sættes tilbage til naturen.

    Herefter fortsætter vi til Bornean Sun Bear Conservation Centre, hvor der arbejdes med at rehabilitere den truede malayabjørn. Malayabjørnen er den mindste bjørneart. Den er god til at klatre og elsker honning. Derfor kaldes den også honningbjørn.

    Efter de store oplevelser med orangutanger og malayabjørne kører vi efter frokost til Gomantong grotterne, som er beliggende midt i et smukt regnskovsområde. Vi går ad en sti gennem regnskoven for at komme ind til de imponerende kalkstensgrotter, som er de største i Sabah. På en gåtur inde i grotterne oplever vi stedets helt specielle stemning. Oppe under loftet hænger flagermusene i kæmpe kolonier og venter på tusmørket. Her lever mere end 2 millioner flagermus. Mursejlere flyver elegant omkring os på vej til og fra deres reder, som er mange steder i hulerne. Områdets indfødte folkeslag indsamler regelmæssigt mursejlerreder, som kineserne betaler svimlende summer for, da de udgør en væsentlig del af deres berømte fugleredesuppe.

    Herefter kører vi til vores lodge ved flodbredden i Sukau, hvor vi har to overnatninger.

    Om aftenen tager vi på flodkrydstogt på udkig efter de besynderlige næseaber, som kun findes på Borneo, de smukke sølvlangguraber, farvestrålende isfugle, prægtige næsehornsfugle og mange andre vilde dyr.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Sukau

  • Dag 13

    Flodkrydstogt på Kinabatangan floden

    Vi vågner til tonerne af naturens egen musik, noget helt andet end hverdagens vækkeur! Allerede før morgenmaden tager vi på sejltur ned ad Kinabatangan floden. Husk kikkerten, da der er gode chancer at få øje på de vilde orangutanger. Langs bredderne er der gode chancer for at se store krokodille, der soler sig.

    Midt på dagen kan vi slappe af på lodgen eller gå en tur i de smukke omgivelser. Hen på eftermiddagen sejler vi af sted igen for at lede efter mere dyreliv.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Sukau

  • Dag 14

    Flodkrydstogt

    Efter morgenmaden forlader vi Sukau og sejler ned ad floden på udkig efter dyr og fugle. Vi ankommer til Abai, hvor vi overnatter.

    Senere på formiddagen besøger vi en lokal Abai-landsby og et træplantnings-projekt. Efterfølgende spiser vi frokost i landsbyen. 

    Om eftermiddagen har vi tid til at slappe af på vores lodge, inden vi om eftermiddagen sejler ud på udkig efter flere aber, især de vilde orangutanger og næseaber, fugle, pygmæ elefanter og andre vilde dyr.

    Vi nyder en kop kaffe i bådene til solnedgangen, og fortsætter ind i natten, hvor vi fortrylles af en ildflue opvisning. Vi spiser sen middag på vores lodge, og derefter kan vi sammen med vores lokale naturguide gå en tur ind i regnskoven på en gangbro bag ved lodgen og kigge efter fugle, slanger, frøer, insekter og andre vilde dyr.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Abai

  • Dag 15

    Regnskovens krontag og flyvende egern

    Om formiddagen sejler vi ud på vores sidste flodtur, når vi sejler tilbage mod Sandakan. Vi krydser bugten til Sandankan og kører til vores dejlige resort ved Sepilok, hvor vi spiser frokost.

    Om eftermiddagen besøger vi Rainforest Discovery Centre (RDC), der er en del af Kabili Sepilok Forest Reserve. Her tager vi op i deres ”Canopy Walkway” en 147 meter lang gangbro i regnskovens krontag i 28 meters højde.

    Der lever bl.a. over 250 fuglearter i området, så der er gode muligheder for at se nogle af dem fra gangbroen og udsigtstårnene undervejs. Er vi heldige ser vi også orangutanger fra gangbroen.

    Om aftenen kan vi se flyvende egern, der ofte flyver fra træ til træ over resortet, samt næsehornsfugle og aber.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Sepilok

  • Dag 16

    Byrundtur i Sandakan. Hjemrejse

    Vi nyder vores resort, inden til vi om formiddagen kører til Sandakan, hvor vi besøger et kinesisk tempel, hvorfra der er flot udsigt over Sandakan bugten. Vi går en tur ved havnen og besøger
    fiskemarkedet.

    Om eftermiddagen kører vi til lufthavnen, og vores hjemrejse starter.

    Måltider: Morgenmad og frokost

  • Dag 17

    Hjemkomst

    Vi lander i København efter at have fløjet via Kuala Lumpur og Doha.

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Borneo

  • Pas og visum

    Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra hjemrejsedatoen fra Malaysia. Der kræves ikke visum for danske statsborgere på ophold i Malaysia under 90 dage. Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Vaccinationer mod smitsom leverbetændelse (Hepatitis A), stivkrampe og difteri anbefales. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der er ofte forskellige holdninger til, hvad der tilrådes af vaccinationer og profylakse.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Den malaysiske møntfod hedder ringgit (MYR). Ringgit kan købes i Danmark. Alternativt kan veksling foretages i lufthavnen, banker, vekselkontorer og på de fleste hoteller. Du kan bruge Visa og MasterCard som betalingsmiddel på en del hoteller og restauranter i de større byer samt til at hæve kontanter i hæveautomater i de større byer. Hvis man medbringer US-dollars, skal det være nye sedler, da man mange steder ikke vil veksle sedler fra før 2010.

  • Måltider

    Maden på Borneo er udsøgt og farverig. Der er et stort, varieret og velsmagende udbud. Prisniveauet er generelt en del lavere end i Danmark. Et måltid mad på en restaurant koster 60-100 kr. En øl koster ca. 10-20 kr. og en sodavand ca. 10 kr.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Internet og telefoni

    Den internationale landekode i Malaysia er + 60. Det er dyrt at ringe hjem fra Malaysia, tjek evt. med dit eget mobilselskab om dækning og priser for opkald fra Malaysia, samt modtagelse af opkald.

    De fleste større hoteller tilbyder wifi (evt. mod betaling).

  • Elektricitet

    I Malaysia bruger man 240 volt, og man skal derfor medbringe en adapter, hvis man vil være sikke på at kunne bruge sine medbragte elektronikvarer. På nogle hoteller er det muligt at leje en adapter, men dette kan ikke garanteres.

  • Drikkevand

    Det frarådes at drikke vandet i hanen. Vand på flaske kan købes mange steder. 

  • Drikkepenge

    Drikkepenge til chauffører og lokalguider er inklusiv i rejsens pris. På restauranter er drikkepenge normalt inkluderet i prisen gennem den 10% service charge, der lægges oven i regningen. Dog er det velanset at give 5-10% ekstra i drikkepenge på de finere restauranter, alt afhængig af service.

  • Påklædning og adfærd

    Det vigtigste man skal forberede sig på i dagtimerne, er solen, varmen og fugtigheden. Derfor bør man klæde sig så let som muligt. Dog bør man som kvinde ikke gå i toppe og korte nederdel/shorts. I varmen er det praktisk at have tøj der er svedtrans¬por¬te¬rende. På udflugter, der ikke indebærer direkte trekking anbefales åbne sandaler, som sidder godt på foden. Hvis du vil undgå solskoldninger skal du dække skuldre, hals, arme og ben – og vigtigst: hovedet. Bær hat i dagtimerne, og gerne en med bred skygge. Du bør også medbringe en god solcreme.

    Når solen forsvinder – hvilket den gør ved 18-tiden – kommer myggene frem og kan være generende. Derfor bør du medbringe en god myggebalsam (kan også købes lokalt) og altid påsmøre et tyndt lag på alle udækkede hudflader, specielt fødder og ankler. Hvis du bærer meget tyndt tøj, kan det være nødvendigt også at smøre sig under tøjet.

    Malaysierne er utrolig venlige og smilende. Det ligger ikke til malaysierne at rette på folk, og de går ud fra, at man som gæst selv har sat sig ind i, hvordan man opfører sig i deres land og kultur. Selv om malaysierne generelt er vant til mange turister, forventes det, at man respekterer deres helligdomme og skikke med ærbødighed og korrekt påklædning. Hav derfor gerne tøj på, der dækker knæ og skuldre, og husk at tage skoene af, når du besøger religiøse steder.

  • Bagage

    Da der er begrænset plads på bådene ind til Nanga Sumpa, vil det være en fordel at medbringe en lille rygsæk til de 3 dage og så lade hovedbagagen blive tilbage på hotellet i Kuching.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    I princippet er der ingen gode og dårlige tidspunkter at tage til Borneo på. Gennemsnitstemperaturen er stort set ens året rundt - omkring 30-33 grader og sjældent under 20-22 grader om natten. Luftfugtigheden er høj. Omkring 90 procent. I bjergene og ved kysterne kan det blive køligt i dårligt vejr. I byerne og i regnskoven er det tropisk varmt og fugtigt.

    Selv om Borneo gennemkrydses af ækvator, skal man dog forvente lidt af hvert mht. vejret. I den vestlige del, Sarawak, falder regntiden fra omkring november til starten af marts, og der falder derfor en hel del nedbør.

    I det østlige, i Sabah, er det lidt mere fordelt fra juni til december, men med langt mindre nedbørsmængder. Typisk kommer der ét voldsomt regnskyl på 1-2 timer i løbet af eftermiddagen og så om natten, hvor det kan regne vedvarende. Dog kommer der ikke regn hver dag, og disse tropiske regnskyl er ret fascinerende at nyde under et halvtag eller i den tætte regnskov.

  • Tidsforskel

    Tidsforskellen mellem Danmark og Malaysia varierer alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid:

    Sommertid: + 6 timer

    Vintertid: + 7 timer

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Gode vandresko/-sandaler

    - Solbriller, Solcreme

    - Kasket/hat

    - Regntøj eller regn poncho

    - Evt. piller mod maveinfektion

    - Toiletpapir, servietter

    - Evt. feltflaske / flaske til vand

    - Hurtigttørrende tøj (bukser, skjorte)

    - Håndklæde til Nanga Sumpa

    - Trøje til flyet og kølige aftener

    - Myggemiddel

    - God kikkert og kamera

    - Lommelygte

    - Vandtætte affaldsposer

    - Sportstaske/weekendtaske til Bako og Nanga Sumpa, hvor hovedbagagen efterlades på hotel i Kuching

  • Transport

    Borneos infrastruktur er meget varierende. De fleste steder vil der være asfalteret, men enkelte steder køres der på grus, hvilket godt kan være lidt bumpende. Men bilerne der køres i er upåklagelige. 

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

  • Adventurerejse

    Den store Borneorejse er en Viktors Farmor adventurerejse.
    En rejse, hvor der er lagt vægt på enestående oplevelser, men du skal være forberedt på køreture i ujævnt terræn.

    Læs mere om adventurerejser her.

     

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Borneo.