Tigersafari i Indien

Udforsk Junglebogens forunderlige verden

Rejs dybt ind i Indiens vilde natur på udkig efter tigre, leoparder, påfugle, aber og et væld af andre dyr. Vi har 8 safarikørsler i 3 af Indiens bedste nationalparker - der inspirerede Rudyard Kipling til sin fortælling "Junglebogen".

Priser fra

21.990 kr.

Max. 20 deltagere

12 dages rejse

Start din rejse her

Undervejs besøger vi afsidesliggende landsbyer, og vi oplever det smukke gravmæle Taj Mahal samt overdådige stentempler med erotiske motiver i Khajuraho. Vi bor godt på 4-stjernede hoteller og safarilodges, og rejsen er med helpension. Så det er bare at læne sig tilbage og nyde safari i absolut verdensklasse med rig mulighed for at se flere af de fantastiske dyr, der gemmer sig i Indiens jungler. 

OBS. Safarikørslerne i nationalparkerne skal bestilles i rigtig god tid, da der kun er et meget begrænset antal pladser hver dag. Derfor vil bestillinger af rejsen mindre end 7 uger inden afrejse være på forespørgsel. Det betyder, at vi skal forhøre os om plads på safarikørslerne, inden vi kan bekræfte bestillingen.

5 gode grunde til at rejse til Indien med Viktors Farmor:

  • Udforsk 3 af Indiens mest dyrerige nationalparker
  • Kom med på 8 safarikørsler og øg chancen for at se tigere og mange andre dyr
  • Besøg Kanha National Park, der siges at have inspireret Kipling til Junglebogen
  • Oplev hverdagen i afsidesliggende landsbyer
  • Se erotiske templer i Khajuraho - en af Indiens mange ukendte arkitektoniske skatte

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse fra Danmark

    Fra Danmark flyver vi mod Indien. Afrejse er som udgangspunkt fra København, med mindre der står ud for rejsens dato på hjemmesiden, at afrejse er fra Billund.

    Måltider: Mad på flyet

  • Dag 2

    Ankomst til Delhi og Taj Mahal

    Efter et flyskifte lander vi i Delhi først på dagen. Her bliver vi hentet i lufthavnen og sætter straks kursen mod Agra ca. 4 timers kørsel mod syd.

    Agra er en af Indiens mest sagnomspundne byer. Byen var hovedstad i et kæmpe rige fra 1526 til 1658. Dengang var Agra kendt som en af de smukkeste byer i Indien, og især stormogulen Akbar gjorde byen til et vigtigt kulturelt og økonomisk centrum. Men det var en anden hersker, Shah Jahan, der skænkede byen sit verdensberømte bygningsværk; Taj Mahal, som vi besøger denne eftermiddag.

    Taj Mahal er én stor kærlighedserklæring til en kvinde ved navn Mumtaz Mahal. Hun var prinsesse af persisk afstamning og blev stormogul Shah Jahans tredje hustru – og hans favorit. Hun fulgte ham overalt i hans enorme rige og fødte 14 børn. Men den sidste fødsel overlevede hun ikke, og Shah Jahan var ude af sig selv af sorg. Ifølge en populær fortolkning lukkede han sig inde i et år, og da han kom ud igen, havde han besluttet, at Mumtaz Mahal skulle have et gravmæle, hvis lige ikke tidligere var set. Resultatet blev Taj Mahal, opført i hvidt marmor med indlæg i sort, rødt og grønt marmor.

    Vi slutter dagen med middag, inden vi går til ro på vores hotel i Agra.

    Måltider: Morgenmad på flyet, frokost og middag.

    Overnatning: Agra

  • Dag 3

    Togtur og tempelbyen i Orcha

    Efter en tidlig morgenmad bliver vi kørt til togstationen, hvorfra eksprestoget sydpå afgår ved 8-tiden. Togrejser er altid en spændende oplevelse i Indien, og over de næste timer kan vi slappe af og nyde hverdagslivet i toget og landskaberne, der glider forbi i en lind strøm udenfor vinduerne. Lidt om middag triller vi ind på stationen i Jhansi, hvor en bus står klar til at køre os mod Khajuraho.

    På vejen gør vi stop i den lille by Orcha. I dag er Orcha et lille og afsides sted. Men fra 1531 og 100 år frem, blev denne del af Indien regeret herfra, og smukke stentempler ligger spredt rundt i landskabet som minde om et riges svundne storhedstid.

    Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Khajuraho dybt inde i hjertet af det centrale Indien, hvor vi indlogeres på vores hotel for de kommende to nætter.

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag.

    Overnatning: Khajuraho

  • Dag 4

    Khajurahos erotiske templer

    Forbavsende få turister finder vej til dette afsidesliggende hjørne af landet, trods Khajuraho gemmer på en enestående arkitektonisk skat. Fra omkring år 950 e.Kr. og to århundreder frem opførte chandela-dynastiet her mægtige stentempler og udsmykkede dem med overdådige dekorationer. Nogle dekorationer viser geometriske mønstre, fabeldyr eller figurer i hverdagssituationer, som de udspillede sig på disse kanter for 1.000 år siden. Men det er først og fremmest de mange erotiske motiver, der tiltrækker sig opmærksomhed på Khajurahos templer. Man er ikke i tvivl om, hvad figurerne foretager sig, og man må tage hatten af for den fantasi, stenhuggerne er gået til opgaven med.

    Vi besøger en række af de smukkeste templer i løbet af formiddagen og spiser frokost sammen på en lokal restaurant. Herefter er resten af eftermiddagen fri til at udforske Khajuraho på egen hånd.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Khajuraho

  • Dag 5

    Bandhavgarh National Park

    Efter morgenmaden forlader vi Khajuraho og sætter kursen mod Bandhavgarh National Park. Nu begynder vores safari for alvor, og de næste mange dage vil stå i naturens tegn. Det tager omkring 6 timer at køre de 255 km. Men det er en spændende tur gennem små landsbyer, der giver et godt indtryk af livet på landet i Indien. Vel fremme i Bandhavgarh indlogeres vi på vores komfortable safarilodge, hvor der er mulighed for at hvile ud ovenpå køreturen. Inden middagen kommer en lokal ekspert og fortæller om nationalparkens natur og dyreliv, så vi er godt forberedte til morgendagens safarier.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Bandhavgarh National Park

  • Dag 6

    Bandhavgarh National Park

    I det tidlige morgengry tager vi på den første safari i nationalparken. I firehjulstrækkere kører vi gennem tropiske skove og over åbne enge mellem stenede bakker på udkig efter det rige dyreliv. Makak-aber og grå langurer ses ofte langs hjulsporet, og på himlen er der registeret mere end 240 fuglearter. Her og der græsser hjorte, mens de holder et vågent øje med bevægelser mellem træerne. Med god grund, for Bandhavgarh har en ualmindelig høj koncentration af tigere. Foruden tigere er Bandhavgarh også hjem for læbebjørne og leoparder, om end det kræver stort held at se disse sky dyr.

    De varme timer midt på dagen bruges på safarilodgen. Her der mulighed for at slappe af og nyde omgivelserne. Vi besøger også en lokal landsby og får et indblik i hverdagen i denne afsidesliggende del af Indien.

    Ud på eftermiddagen tager vi på endnu en safari i Bandhavgarh på udkig efter skovens tigere og andre dyr. Dette højner chancerne betydeligt for at se tigerne, der er mest aktive i de kølige timer først og sidst på dagen. Der er naturligvis ingen garantier for, hvad vi ser, når man har med vilde dyr at gøre. Men Bandhavgarh er et af de steder i verden, hvor chancerne for at se vilde tigere i fri natur er allerstørst. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Banhavgarh National Park

  • Dag 7

    Morgensafari og kørsel til Kanha National Park

    Vi tager endnu en safari i Bandhavgarh i det tidlige morgengry for at opleve skoven vågne, inden vi sætter kurs mod Kanha National Park. Turen tager omkring 6 timer, så der er god tid til at nyde landskaberne og de små landsbyer, vi passerer igennem. Vi gør stop i en af landsbyerne for at opleve hverdagslivet langt væk fra Indiens pulserende storbyer. Meget liv i Indiens landsbyer foregår udendørs, så der er ofte masser at se på.

    Vel fremme ved Kanha indlogeres vi på vores safarilodge for de kommende 3 nætter. Den første safari i Kanha gemmer vi til i morgen, men efter middagen vises en dokumentarfilm om Kanhas natur. Kanha var et af de oprindelige ni tiger- reservater, der i 1973 blev oprettet i et forsøg på at redde det stærkt truede kattedyr. Ikke alle parker klarede opgaven lige godt. Men Kanha er en af projektets succeshistorier, og i dag har parken en god bestand af tigere. De er dog langt fra de eneste dyr, der lever mellem skovens træer.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Kanha National Park

  • Dag 8

    Safari i Kanha National Park

    I det tidlige morgengry kører vi igen ind i Kanha Nationalparken for at opleve skoven vågne. Kanha er en af kronjuvelerne blandt Indiens nationalparker. Her hæver lave bjerge sig over dybe skove og åbne enge, der er hjem for et ualmindeligt rigt og varieret dyreliv. Leoparder, hyæner og jackaler jager mellem træerne, vildsvin roder i skovbunden og en række hjorte- og antilopearter græsser i lysningerne. Deriblandt en stærkt udryddelsestruet underart af barasingha-hjorten, der har fundet et sidste fristed i Kanha. Med held ser vi måske også en gaur, der er Asiens svar på bisonoksen. Eller påfugle, der spankulerer rundt i morgensolen, og på himlen søger parkens mere end 300 fuglearter efter føde.

    Tilbage på lodgen venter morgenmad og nogle timers afslapning. En oplagt bog at læse ville være Rudyard Kiplings ’Junglebogen’, der netop menes at være inspireret af Kanhas dybe skove og åbne enge.

    Eftermiddagen byder også på en cirka 2 timer lang gåtur med en lokal naturguide på udkig efter fugle, inden det igen er tid at sætte sig til rette i firehjulstrækkerne og trille ind i nationalparken på eftermiddagens safari.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Kanha National Park

  • Dag 9

    Safari i Kanha National Park

    Dagen starter med endnu en safarikørsel i Kanha på udkig efter skovens dyr. Tilbage på safarilodgen er eftermiddagen fri til at slappe af og fordøje de mange oplevelser. Der er også mulighed for at gå en tur i lokalområdet. En del fugle holder til omkring lodgen, så kikkerten skal ikke pakkes alt for langt væk.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Kanha National Park

  • Dag 10

    Kørsel til Pench National Park og eftermiddagssafari

    Vi forlader Kanha efter morgenmaden og kører de cirka 185 kilometer til Pench National Park, hvor vi indlogeres på endnu en komfortabel safarilodge. Pench er bestemt ikke blandt Indiens mest besøgte nationalparker. Faktisk er det de færreste indere eller turister, der har hørt om denne park. Men det gør ikke noget. For naturen er uberørt, og dyrelivet er rigt.

    Nationalparken er domineret af tropisk skov med et stort netværk af bække og små floder nær de sydlige skråninger af Satpura-bakkerne. Andre dele af parken er mere stenede, og når tørken for alvor sætter ind omkring april, tørrer floden ud og efterlader isolerede vandhuller kaldet ’dohs’, hvor parkens dyr kommer for at drikke. Hjorte, antiloper og aber ses ofte i Pench, der også er hjem for mere end 300 forskellige fuglearter.

    Deriblandt næsehornsfugle og en række forskellige rovfugle. Ulve og vilde hunde jager også i parken, om end de sjældent ses. Det samme gør jackaler, leoparder og tigere. Så der er nok at kigge efter, når vi triller ud på vores første safari Pench denne eftermiddag.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Pench National Park

  • Dag 11

    Morgensafari i Pench National Park og fly til Delhi

    Morgenen starter med endnu en spændende safari i Pench, inden vi sætter kurs mod storbyen Nagpur, hvorfra vi flyver til Delhi. Vel fremme bliver vi indlogeret på et hotel, hvor vi spiser aftensmad sammen.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Delhi

    OBS: På rejsen 02. februar 2025 kører vi i lufthavnen sent denne aften, når vi har spist afskedsmiddag, for at starte hjemrejsen. Vi vil have nogle værelser til rådighed, hvor der er mulighed for at skifte tøj og vaske sig inden hjemrejsen.

  • Dag 12

    Ankomst til Danmark

    Når tid er kører vi til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder. Efter et flyskifte lander vi i København senere samme dag.

    Måltider: Morgenmad (med mindre hjemrejser starter meget tidlig) samt mad på flyet

Hvad siger vores gæster

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Indien

  • Pas og visum

    Der kræves visum til et besøg i Indien.

    Dit pas skal være gyldigt i 6 måneder udover opholdets varighed, være maskinlæsbart og minimum have to blanke sider tilbage.

    Visum skal søges online inden afrejse. Der kan ikke søges om visum tidligere end 30 dage før indrejse i Indien. Vi sender en vejledning ca. 30 dage inden afrejse fra Danmark. Online-visum koster pt. 25 USD. Det søges her

    Man kan også vælge at søge visum på Indiens ambassade i København. Men det kræver, at de får passet indleveret fysisk. Se mere om proceduren og dagsprisen på Indiens ambassades hjemmeside. 

    Ønsker I, at Viktors Farmor søger om visum på jeres vegne koster det 1250 kr. i administrationsgebyr plus de 25USD for selve visummet.

    Viktors Farmor sender besked til rejsernes tilmeldte, når der er garanteret afrejse. Søg ikke visum inden da. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Endvidere anbefales tyfusforebyggelse ved rejser i Indien over to uger. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse.Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Valuta

    Indisk valuta er rupees (INR). Der går ca. 10 danske kroner på 100 rupees.

    Kreditkort kan bruges i større forretninger. Man kan ligeledes hæve penge fra kreditkort i hæveautomaterne, der i Indien hedder ATM. Der er ATM-automater i de næsten alle større byer. Men det til trods er det altid en god ide også at medbringe kontanter. Her er særligt amerikanske dollars brugbare, da de ofte kan veksles til en god kurs.

  • Specielt for Spiti - Ekspedition i indisk Himalaya

    Rejsen Spiti - Ekspedition i indisk Himalaya er en Viktors Farmor adventurerejse.

    En rejse, hvor der er lagt vægt på enestående oplevelser, men hvor man skal være forberedt på at have en vis spejderånd og overbærenhed, både hvad angår indkvartering og ændringer i programmet undervejs. Disse rejser er mere strabadserende end de øvrige ture i programmet.

    Læs mere om adventurerejser her.

    Dette er en ægte eventyrrejse for dem, der vil ud på kanten af verden. Det er ikke som sådan nogen hård tur, og der skal ikke gåes ret meget. Men vi kommer højt op, og vi kommer derud, hvor hotellerne ikke altid har danske standarder og ikke alt fungerer 100% som derhjemme. Det skal man være klar på for at få det fulde udbytte af rejsen.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Specielt for Kultur og vandring i Ladakh og Zanskar - Højdesyge

    På rejsen Kultur og vandring i Ladakh og Zanskar tilbringer vi tid i højden, og vi har sørget for at sætte tid af til akklimatisering. Det sker bl.a. i Leh, hvor vi flyver til, og som ligger i 3500 meters højde. Højdesyge kan opstå og viser sig bl.a. ved hovedpine, kvalme og utilpashed. Den mest normale form for højdesyge er ovre efter to-tre dage. Det kan ofte afhjælpes ved at undgå at blive afkølet samt ved at indtage rigelig med væske. På www.netdoktor.dk står der mere om højdesyge.

    Tager du medicin, har KOL eller lider du af en hjertesygdom eller anden sygdom, der kan blive forværret af en rejse i højderne, bør du i god tid inden afrejse kontakte egen læge. Har du ikke erfaring med, hvordan du reagerer på højder, kan du vælge at medbringe Diamox tabletter, som i et vist omfang kan forebygge højdesyge. Spørg hos din læge eller henvend dig til Rejsemedicinsk Klinik, www.rejsemedicin.dk

  • Måltider

    Maden på rejsen vil i langt de fleste tilfælde være indisk omend i en mildere version, end lokalbefolkningen foretrækker det.
    Der vil være dage uden mulighed for købe alkoholiske drikkevarer.

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Indien har selvvalg fra Danmark. Tryk 0091 + omr.nr + abn.nr. Fra Indien til Danmark trykkes 0045 + dansk nummer. En dansk mobil kan som regel bruges fra Indien. Mobiltaksten er ca. 20 kr i minuttet afhængigt af teleselskab. Det er billigt at ringe hjem til Danmark fra telefoner i kiosker med ISD skilte. Her koster det ca. en krone pr minut at ringe til et dansk fastnetnummer.

    Internet. Der er efterhånden wi-fi på langt de fleste hoteller i Indien. Mange steder gratis, nogle steder mod en beskeden betaling.

  • Elektricitet

    Strømstyrken er 230 volt. I det meste af Indien benyttes type D stik, så man bør medbringe adapter.

  • Drikkevand

    Det frarådes at drikke postevand. Mineralvand kan købes overalt til billige penge.

  • Drikkepenge

    På grupperejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris. Det sagt, er man naturligvis velkommen til at give en ekstra skilling til chaufførerne eller lokalguiderne, hvis man har lyst. Men der er absolut ingen krav om dette. 

    Derimod er det vigtigt, at man giver et lille beløb (f.eks. svarende til ca. 5-7 kr.), hvis man får båret sin kuffert til og fra hotelværelset. Det er også kutyme at lægge 10% på de drikkevarer og måltider, man selv betaler. I forbindelse med de måltider, er er inkluderet i rejsens pris, er drikkepenge ikke inkluderet, så her er det også vigtigt at ligge lidt. Skopassere og andre, der yder en service, forventer også en skilling. Der er mange, der forventer drikkepenge i Indien, men beløbende er ikke store. Forvent at bruge ca. 100-150 kr. i alt på drikkepenge til restauranter og hoteller på en rejse på ca. 13 dage.

    På individuelle rejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider ikke inkluderet.

     

  • Foto

    Indien er et paradis, når der drejer sig om billedmotiver. Vis respekt! Vis kameraet og smil og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej; især mange ældre bryder sig ikke om at blive foreviget. Militære områder, checkpoints samt lufthavne må ikke fotograferes.

  • Påklædning

    Indernes holdning til påklædning er ret afslappet. Det er ikke nødvendigt at medbringe ”fint” tøj til hotellerne. Om dagen har man det bedst i let bomuld. T-shirts og kortærmede bluser/skjorter er anvendelige. Lårkort nederdel eller shorts til kvinder er ikke velset alle steder (f.eks. i templer og i større byer). Ligeledes skal man helst dække sine skuldre.

    På rejserne til Indien fra november til marts er det koldt om natten, hvorfor en god, varm jakke og måske endda et sæt skiundertøj vil være værd at medbringe. Især hvis man skal på tigersafari i det tidlige morgengry. Dagene er dog som regel varme og solrige. På rejserne til Sydindien vil temperaturene være betydeligt højere. 

  • Indkøb

    Man kan med fordel købe tøj, tæpper, lædervarer, kunsthåndværk, bøger osv. Priserne er meget rimelige. Der skal ofte tinges om prisen. Kun i de større forretninger er der faste priser. I flere byer kan man opleve, at der er nogle (specielt taxa- og rickshawchauffører), der med vold og magt søger at få turister til at købe ind i ganske bestemte forretninger.

    De lokker gerne med, at det er deres bror, onkel eller nevø, der har en forretning, og som vil give særlig gode priser. Det er kun et fif. Sørg for altid at handle uden at have en inder med: Vedkommende forventer nemlig provision.

  • Prisniveau

    En frokost koster typisk 50 kr, men man kan også klare den for 2 kroner, hvis man vil! En øl på restaurant 40-50 kr. Vin er dyrt. Kaffe og te: Alt mellem 20 øre og 20 kroner. 1 flaske vand (1,5 liter) 3-5 kroner.

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv. Der er som regel mulighed for at vaske tøj på de hoteller hvor vi overnatter mere end en gang

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    November til marts er klimamæssigt de bedste måneder i det nordlige Indien. I Sydindien er det december, januar og februar, der er de bedste og tørreste måneder. Det er varmt hele døgnet uden at være for varmt (fra 20 til 35 grader). En paraply kan man godt få brug for, men egentligt regntøj er der ingen grund til at medbringe. I Rajastan og det nordlige Indien kan det godt være køligt morgen og aften i januar. Man bør medbringe en trøje og let vindjakke. Et sæt termo-undertøj fylder ikke meget i kufferten, og kan være en rigtig god ide for at tage højde for eventuelle kolde aftner.

    Specielt for Tigersafari i Indien

    Når solen går ned i vinterhalvåret (november - marts) bliver det koldt i Indien (Sydindien undtaget). Derfor er det vigtigt at medbringe varmt tøj og en jakke på rejser i perioden fra november til marts. Det gælder især på tigersafarierne, hvor vi kører i åbne jeeps i det tidlige morgengry. På tigersafarier i april vil temperaturerne være mere behageligt lune morgen og aften, men midt på dagen er det ikke ualmindeligt med temperaturer omkring 35 til 40 grader. Dette gør dog april til en super god måned at se tigere, da træerne har mistet deres blade, og tigerne ofte holder til nær vandhullerne. 

  • Tidsforskel

    Der er 4½ timers tidsforskel mellem Danmark og Indien om vinteren, 3½ om sommeren.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Solbriller

    - Håndklæde, badetøj

    - Kasket eller solhat

    - Myggespray

    - Solcreme

    - Vækkeur

    - Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - Salttabletter

    - En rulle toiletpapir eller Kleenex

    - Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)

    - Lommelygte + batterier (elektriciteten kan være ustabil)

  • Flyrejsen

    På vores rejser bruger vi en række forskellige flyselskaber. På nogle få af disse – f.eks. Finnair – kan vi desværre ikke seate jer på flyet. Vi kan derfor ikke garantere, at I sidder sammen, selvom I rejser sammen. Vi kan heller ikke imødekomme særlige ønsker til seating såsom gangplads, vinduesplads osv. Ønsker du at vide, hvilket flyselskab vi bruger på en given rejse, er du altid velkommen til at ringe til os eller skrive på info@viktorsfarmor.dk 

  • Transport

    Transport i Indien er anderledes end i Danmark. Trafikken kan være  kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde mm. Der kræves derfor en god portion overbærenhed ved rejser i Indien. 

    Afstandene i Indien er store, og der vil være en del køretid på alle rejser til Indien. Vi bruger gode busser. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at busserne i Indien ofte er ældre og derfor mindre komfortable end de busser, vi typisk bruger i Europa. 

    Særligt for Tigersafari i Indien:
    Bemærk at der i løbet er rejsen er lange køredage. Det gælder både på turene mellem nationalparkerne, der går gennem meget afsidesliggende områder af Indien. Men det gælder også i nationalparkerne, hvor vi kører på udkig efter dyrene i åbne jeeps. Benpladsen i disse jeeps er mere begrænset end i en almindelig bil, så rejsende med dårlige knæ eller hofter, vil måske finde dem ukomfortable i længden.  

  • Ofte stillede spørgsmål

    Hvem flyver vi med til Indien?

    Det varierer fra rejse til rejse. Vi bruger en række flyselskaber på rejserne. Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre, hvilket flyselskab vi har booket til netop din rejse. 

    Er rejserne til Indien fysisk krævende?

    Der er ikke indlagt vandreture på rejsen, medmindre det er angivet i dagsprogrammet. Men der vil være byvandringer i roligt tempo og med mange stop. Der kan også være en del trapper, og fortove og veje kan være meget ujævne.

    Rejserne til afsidesliggende egne af Indien – såsom Ladakh og Odisha – vil være mere krævende. Her er faciliteterne mindre udbyggede, og især rejsen til Ladakh fører over høje bjergpas med tynd luft.

    Hvor mange penge bør jeg medbringe hjemmefra til Indien?

    Det er altid en god ide at medbringe nogle penge i kontanter. Mad, drikke og småfornødenheder er billige i Indien, så man kommer langt for omkring 1.000 kr. i amerikanske dollars, euros eller rupees pr. person. Derudover er det muligt at hæve penge på kreditkort i hæveautomater i de fleste indiske byer undervejs.

    Hvornår er det godt at rejse til Indien?

    Alle vores rejser til Indien er lagt på de bedste tidspunkter, hvilket varierer fra område til område. Vintermånederne er ideelle til at rejse i størstedelen af landet, mens turen til Ladakh kun er mulig i sommermånederne, når bjergvejene er åbne.

  • Værd at vide

    Twin-værelser (værelser med to enkeltsenge) kan være svære at få på nogle hoteller. Som regel kan det godt lade sig gøre, men der kan forekomme situationer, hvor twin-værelser ikke er tilgængelige.

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android. 

  • Særligt for rejsen til Spiti

    Rejsen til Spiti er en Viktors Farmor adventurerejse.

    Det er lagt vægt på enestående oplevelser, men du skal være forberedt på, at der kan opstå program- og hotelændringer undervejs, og hotelstandarden kan være svingende. Vejene er mange steder i dårlig stand, hvilket medfører langsom kørsel. Vær derfor forberedt på lange køredage. 

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Indien.