Stammefolk i Vietnam

Natur og etniske minoriteter højt mod nord

Tag med på en ægte ekspedition i det nordlige Vietnam. Her finder vi små landsbyer, hvor turister er en sjældenhed, og etniske minoriteter, der stadig lever en traditionel tilværelse. Rejsen fører os ad spektakulære bjergveje til farverige marked, og vi slutter er rejsen med en overnatning på Halong-bugten.

Priser fra

22.990 kr.

Max. 16 deltagere

14 dages rejse

Start din rejse her

I den afsidesliggende provins Ha Giang møder vi blandt andet folkeslagene tay, h’mong, dao, lo lo og nung, og vi oplever deres liv og kultur på nært hold. Ikke mindst fordi vi overnatter 5 nætter i hyggelige gæstehuse i de små landsbyer. Vi besøger også det ugentlige marked i Meo Vac, hvor folk fra nær og fjern kommer for at handle iført deres traditionelle dragter. Således giver rejsen os et sjældent indblik i en verden, der hastigt er ved at forsvinde i det meste af Sydøstasien. Men i Ha Giang, dybt inde i bjergene, kan vi stadig opleve Asiens kulturelle mosaik fra sin mest farverige side.

Rejsen byder desuden på smukke køreture gennem dramatiske bjerglandskaber samt spændende dage i storbyen Hanoi. Det hele fuldendes med en nat ombord på en båd omgivet af Ha Long-bugtens forrevne klippeskær.

5 gode grunde til at rejse til Vietnam med Viktors Farmor:

  • Overnat 5 nætter på guesthouses hos lokale minoritetsgrupper
  • Nyd de dramatiske bjerglandskaber ad små veje
  • Oplev det farverige ugentlige marked i Meo Vac
  • Slap af på en junke mellem Ha Long-bugtens kalkstensbjerge
  • Rejs med vores dygtige dansktalende vietnamesisk rejseleder som bor i Vietnam

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse fra Danmark

    Vi rejser fra Danmark mod Vietnam. Afrejse er som udgangspunkt fra København, med mindre der står ud for rejsens dato på hjemmesiden, at afrejse er fra Billund.

  • Dag 2

    Ankomst til Hanoi

    Efter et flyskifte ankommer vi til Vietnams hovedstad Hanoi, hvor vi bliver indlogeret på et godt hotel i hjertet af byen.

    Vi får de første indtryk af Hanoi allerede i dag, når vi stiger ombord i lokale cykel-rickshaws og triller gennem de små gader i Hanois gamle bydel. En cykel-rickshaw er en cykel med plads til to passagerer samt en chauffør, der sidder bagved og træder i pedalerne. Det er den perfekte måde at udforske hverdagslivet i de små gyder på. Vi passerer små butikker og helligdomme. Fra gadekøkkenerne breder duften af nudelsuppe sig og blander sig med støjen fra de allestedsnærværende scootere. Efter cirka en times køretur, går turen tilbage til hotellet. Vi afrunder dagen med middag på en lokal restaurant.

    Måltider: Mad på flyet samt middag

    Overnatning: Hanoi

  • Dag 3

    Byrundtur i Hanoi

    Dagen starter med en god morgenmadsbuffet på hotellet, og så er vi klar til at udforske Hanoi. Første stop er Ho Chi Minh’s Mausoleum, der står som et monumentalt minde om manden og hans kamp for et selvstændigt og frit Vietnam. Vi ser også det simple pælehus, hvor Ho Chi Minh boede, når han var i Hanoi. Her står alt, som var han lige gået ud ad døren.

    Fra pælehuset er der ikke langt til helligdommen lokalt kendt som Pagoden på en søjle. Pagoden blev bygget i 1049 af kejser Tong, som var barnløs og drømte, at guden Avalokiteshvara, siddende midt i en lotusblomst, skænkede ham et barn. Kort tid efter giftede kejseren sig, og nu skete der noget. Han fik en søn. Som tak opførte han et tempel på én søjle midt i en lotusdam.

    Vi fortsætter til byens etnografiske museum, hvor vi får en introduktion til nogle af de mange etniske minoriteter, vi kommer til at møde på vores tur gennem bjergene i nord. Helt andre oplevelser venter os i Litteraturens Tempel, der er et af Hanois ældste templer. Templet er næsten 1.000 år gammelt, og gennem tiderne er mange håbefulde unge studerende blevet uddannet – og ikke mindst eksamineret – i Konfucius’ lære i disse gamle haller.

    Efter besøget i templet spiser vi frokost sammen på en lokal restaurant, inden turen går tilbage til hotellet. Her kan resten af dagen bruges til at slappe af eller udforske byen på en hånd. Rejselederen kommer naturligvis gerne med forslag til både oplevelser og restauranter.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Hanoi

    OBS: På rejserne i april 2023 og juni 2023 bliver der byttet rundt på programmet, for at få det til at passe med markedsdagene i Ha Giang. Besøget ved Halong-bugten bliver flyttet, så I overnatter i Halong-bugten, inden turen går mod bjergene nordpå. Det betyder også, at byrundturen i Hanoi fordeles over flere dage. Indholdet på rejsen er de samme, men rækkefølgen ændres. Eneste undtagelse er Litteraturens tempel i Hanoi, som I besøger, hvis tiden tillader det. Gør den ikke det, udgår besøget i templet. Programmet ser således ud på april-rejsen og juni-rejsen:

    Dag 2: Ankomst til Hanoi og rickshaw-tur
    Dag 3: Sightseeing i Hanoi om formiddagen og Halong-bugten
    Dag 4: Morgen på Halong-bugten og sightseeing i Hanoi.  
    Dag 5: Mod Ha Giang. Herefter er programmet som beskrevet. 
    Dag 13: Fra Lang Son kører I til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder. 

  • Dag 4

    Ad snørklede veje til Ha Giang

    I dag venter en lang køretur, når vi forlader Hanoi fra morgenstunden og sætter kursen nordpå mod Ha Giang i Vietnams nordlige bjerge. Turen tager det meste af dagen. Men det er også en flot tur, der giver os de første indtryk af naturen og hverdagslivet langt væk fra storbyen Hanoi. Jorden er særdeles frugtbar i denne del af landet, og langs vejen har de lokale bønder travlt i rismarkerne. Højere oppe kan vi også se teplantager.

    Længere mod nord begynder de første Tay-landsbyer også at dukke op i landskaberne. Tay-folket har boet på disse kanter i mere end 2.000 år, og mange lever stadig en traditionel livsstil. I løbet af dagen gør vi holdt flere steder for at nyde landskaberne og besøge lokale landsbyer.

    Vi stopper også for at spise frokost på en lokal restaurant, inden vi fortsætter mod Ha Giang. Jo højere nordpå vi kommer, jo vildere og mere spektakulære bliver landskaberne. Det er sidst på eftermiddagen, når vi triller ind i Ha Giang, der er den provins i Vietnam med den største mangfoldighed af etniske minoriteter.

    Denne aften er det især Tay-folket, vi kommer tæt på. Vi sover nemlig de kommende to nætter i et gæstehus på pæle hos de lokale Tay-folk. Omgivelserne er spartanske med madrasser på gulvet i et fællesrum. Rummet er ikke kønsopdelt, så vi sover alle i samme rum. Men der er lagener, der kan trækkes for, så de afskærmer sovepladsen. Vi deler også badeværelser, der er rene og pæne. Men oplevelsen af at bo hos de lokale Tay-folk opvejer til fulde den sparsomme komfort.

    Efter indlogeringen er resten af dagen fri til at slappe af ovenpå køreturen og nyde de eksotiske omgivelser.

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Gæstehus hos lokale Tay-folk i Ha Giang

  • Dag 5

    Vandretur til minoritetslandsbyer

    En spændende dag venter, når vi snører vandreskoene og begiver os ud på en ca. 8 km gåtur i området omkring Ha Giang. Turen fører os gradvist opad gennem palmelunde og forbi rismarker, hvor de lokale bønder stadig passer jorden, som deres forfædre gjorde det før dem. Målet er en landsby beboet af folket Sort Dao, der har fået navet på grund af deres traditionelle mørke påklædning. Vi bydes indenfor i landsbyen, hvor vi oplever hverdagslivet og dagens gøremål. Frokosten nydes i et af de lokale huse, hvor værtsfamilien byder på lokale retter af ingredienser fra markerne omkring byen.

    Vi har god tid til at opleve landsbyen, inden vi vender tilbage til den Tay-landsbyen, hvor vi overnatter. Også her har vi en fantastisk mulighed for at nøde lokalbefolkningen og opleve livet på landet fra første parket. Aftenen slutter med middag i et af landsbyens huse, mens natten sænker sig over Vietnams bjerge udenfor.

    Er en vandretur på ca. 10 km for udfordrende, er du naturligvis velkommen til at blive tilbage i Tay-landsbyen og nyde dagen der. Ofte vil det også være muligt at følge med lokalguiden på en kortere vandretur i området, mens rejseleder Tuyen leder 10 kilometersturen.

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Gæstehus hos lokale Tay-folk i Ha Giang

  • Dag 6

    Himlens Port-passet og Hmong-folkets kongepalads på vej mod Dong Van

    Efter en tidlig morgenmad tager vi afsked med vores Tay-værter og begiver os ud på en forrygende flot køretur mod Dong Van. Turen fører os over Quan Ba-passet, hvilket betyder Himlens Port-passet, og op på et plateau domineret af dramatiske karsklandskaber. Området er anerkendt af UNESCO for sin unikke natur og er optaget på organisationens liste over Global Geoparks.

    Også her lever der mennesker, og på vejen vil vi sandsynligvis se både H’mong- og Dao-folk i deres traditionelle farvestrålende dragter. Vi gør holdt ved en unik og meget spændende historisk bygning, der lokalt er kendt som H’mong-folkets kongeplads. Bygningen blev opført af en rig og magtfuld H’mong forretningsmand ved navn Vuong Duc Chinh for omkring 100 år siden. Vuong Duc Chinh havde tjent gode penge ved at handle med blandt andet opium, og han opførte en prægtig residens med tydelig inspiration fra traditionel kinesisk arkitektur.

    Vi fortsætter ad snoede veje, der fører os højt op over dybe dale og forbi marker og klippeformationer nær grænsen til Kina. Vi gør naturligvis holdt flere gange undervejs for at nyde udsigterne. Dagens mål er byen Dong Van, hvor vi indlogeres på et moderne hotel for de kommende to nætter. Her kan de seneste dages rejsestøv vaskes af, inden vi mødes igen til middag.

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Dong Van

  • Dag 7

    Vandretur mellem rismarker og H'mong-landsbyer

    Dagen byder på endnu en forrygende gåtur i Nordvietnams frodige bjerglandskaber. Fra Dang Van tager det cirka 40 minutter at gå til landsbyen Do Sung, der er beboet af H’mong-folket. Det er en flot tur gennem smukke landskaber, der giver os endnu en mulighed for at lære H’mong-folkets kultur at kende. Herfra fortsætter vi omkring en halv time til landsbyen Ha De, hvor vi spiser frokost og tager os et velfortjent hvil.

    Efter frokost fortsætter vi ad små stier til et område lokalt kendt som White Cliffs, inden vi sætter kursen hjemad mod hotellet i Dong Van. Dagens samlede vandrerute er cirka 10 kilometer. Men vi har god tid til at gøre stop og opleve naturen og kulturen undervejs, så langt de fleste i almindelig god form kan være med på dagens tur. Vi afslutter dagen med middag på en lokal restaurant i byen.

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Dong Van

  • Dag 8

    Markedet i Meo Vac og overnatning hos Lo Lo-folket

    Vi forlader Dong Van meget tidligt om morgenen og sætter kurs mod Meo Vac. Denne køretur er uden tvivl blandt rejsens smukkeste. Turen fører os over Ma Pi Leng-passet, hvor vejen snor sig højt over stejle dale fankeret af grønklædte bjergsider. Her og der kan vi se risterrasser hugget ind i bjergsiderne, mens naturen andre steder er vild og uberørt.

    De fleste af ugens dage er Meo Vac et relativt stille og roligt sted. Men i dag er søndag, og det betyder markedsdag. Hver søndag strømmer folk fra de omkringliggende landsbyer til Meo Vac for at handle, og typisk vil vi se H’mong, Tay, Giay, Lo Lo og en række andre folkeslag side om side i byens travle gader. De fleste kommer for at handle og få sig en sludder med venner og bekendte fra andre landsbyer. Særligt husdyr handles på markedet i Meo Vac, men også afgrøder, tøj, redskaber og alverdens andre fornødenheder til livet i afsidesliggende landsbyer faldbydes fra markedsboderne. Det er en særdeles farverig affære, og fordi så få turister finder vej til dette fjerne hjørne af Vietnam, er der ikke tale om et turistmarked. Tværtimod er markedet en central del af hverdagslivet i bjergene. Så her er en unik mulighed for at få et indblik i en verden, der er forsvundet de fleste andre steder i Sydøstasien. Samt ikke mindst se forskellene på de forskellige folkeslags dragter side om side.

    Allerede sidst på formiddagen begynder markedet at løje af, så vi kører til landsbyen Pavi, hvor vi står til søs på Nho Que-floden og nyder en ca. 45 minutters sejltur gennem de smukke landskaber. Tilbage på land venter frokosten på en lokal restaurant, inden vi sætter os til rette i bussen og kører mod Bao Lac. På vejen gør vi holdt i Ly Bon og gå en kort tur for at strække benene.

    Også denne aften venter en særlig oplevelse, når vi indlogerer os på et home stay hos Lo Lo-folket. Dette er en af de mindste minoritetsgrupper i området med kun omkring 4.000 mennesker i hele Ha Giang og Cao Bang, så det er et særligt privilegium at møde disse folk. Landsbyen ligger så langt ude på landet, at den store bus ikke kan køre de sidste 5 kilometer dertil. Derfor bliver vi kørt det sidste stykke i bil.

    Landsbyens gæstehus er et lille sted med 9 værelser samt et større fællesrum. Derfor kan der ikke garanteres privat værelse eller enkeltværelse de to nætter, vi overnatter her. De, der ikke får et privat rum, sover i fællesrummet. Bad og toiletter er delte. Så forholdene er enkle. Men der er rent og pænt, og oplevelserne i landsbyen samt den smukke omkringliggende natur er det hele værd.

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Home Stay hos Lo Lo-folket, Khuoi Khon

  • Dag 9

    Gåtur omkring landsbyen

    Efter en lokal morgenmad begiver vi os ud på endnu en gåtur i området omkring landsbyen. Undervejs har vi god tid til at nyde de frodige landskaber og opleve de lokales hverdag. Rismarker fylder landskaberne mange steder, og afgrødernes dyrkes efter traditionelle metoder, der ikke synes at have ændret sig meget i generationer.

    Vi regner med at gå omkring 8 km i dag. Hvis der er ønske om det, kan vi dele gruppen op i to, så de, der har lyst, kan følge med lokalguiden på en kortere vandreture, mens de øvrige kan tage med Tuyen på en lidt længere tur. Det er naturligvis også muligt at blive i landsbyen og gå korte ture ud derfra på egen hånd, hvis man ønsker det. Vi har hele dagen til at nyde området, da vi også denne aften sover i Lo Lo-folkets gæstehus.

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Overnatning: Home Stay hos Lo Lo-folket, Khuoi Khon

  • Dag 10

    Nung-folkets håndværk og landsbyer

    Det er tid at sige farvel til Lo Lo-folket og begive os ud på endnu en flot køretur ad små bjergveje til Cao Bang. Turen tager omkring 4 timer, men vi gør holdt for at strække benene undervejs. Fra Cao Bang fortsætter vi til Nung-landsbyen Phia Thap, hvor vi indlogeres på byens gæstehus. Som det var tilfældet i Tay-landsbyen tidligere på rejsen, overnatter vi her på madrasser på gulvet med et forhæng mellem madrasserne. Bad og toilet-forholdene er delte men fine, pæne og rene. Vi får også tæpper, hvis bjergluften om natten skulle blive kold. At overnatte i landsbyens gæstehus er ikke lige så komfortabelt som et moderne hotel inde i byen. Men det er til gengæld en langt mere spændende oplevelse af være i landsbyen og opleve livet på nært hold.

    Vi spiser frokost efter ankomsten, inden vi går en lille tur gennem landsbyen, hvor man blandt andet laver røgelse.

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Gæstehus i Phia Thap

  • Dag 11

    Krigshistorie og landsbyliv nær Lang Son

    Vi starter morgenen med at besøge lokale landsbyer for at se, hvordan de laver håndværk såsom papir og knive. Turen til landsbyerne foregår til fods og er ca. 7 km lang. Efter frokost tilbage i Nung-landsbyen tager vi afsked med vores værter og kører mod Lang Son. På vejen passerer vi Dong Khe og That Khe, hvor vigtige slag blev udkæmpet i uafhængighedskrigen mod Frankrig fra 1945 – 1954. Franskmændene forsøgte at genetablere kontrol med kolonierne i Indokina, mens de vietnameiske guerilla-styrker under ledelse af Ho Chi Minh kæmpede for uafhængighed fra Frankrig. Det hører vi meget mere om, når vi står på stedet.

    Vi fortsætter mod Lang Son med et frokoststop på vejen. Lang Son-området er også hjem for mange etniske minoriteter, og inden vi når frem, strækker vi benene med en lille, let gåtur til en Tay- eller Nung landsby. Vel fremme i Lang Son indlogeres vi på et godt hotel.

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Lang Son

  • Dag 12

    Overnatning i Halong-bugten

    Helt andre oplevelser venter os, når vi lægger bjergene bag os og kører mod kysten. Turen tager hele formiddagen. Ved middagstid kan vi gå ombord på vores båd, og inden længe kastes fortøjningerne, og vi står til søs på Halong-bugtens sagnspundne vande.

    Frokosten serveres på båden, mens resten af dagen går med at sejle rundt mellem de dramatiske klippeskær, der hæver sig som øer op af bugtens smaragdgrønne vand. Undervejs besøger vi huler, og vi hører om de mange legender, der er knyttet til bugtens klipper. Der bliver også mulighed for en svømmetur, hvis du har lyst til det, Vi har ikke travlt. For vi overnatter på båden i komfortable kahytter ude på bugten. Det er fantastisk at opleve klipperne ligge badet i eftermiddagssolens bløde lys, og når natten sænker sig over Vietnam, tændes millioner af stjerner over Halong-bugten.

    Måltider: Morgenmad, frokost og middag

    Overnatning: Båd i Halong-bugten

  • Dag 13

    Morgen på Halong-bugten og hjemrejse

    Det er værd at stå tidligt op for at opleve solopgangen over Halong-bugten efterfulgt af en let morgenmad ombord. En større brunch serveres op ad formiddagen, mens kaptajnen gradvist styrer båden tilbage mod fastlandet. Her holder bussen klar til at køre os mod lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder.

    Måltider: Morgenmad, brunch og mad på flyet

    OBS: På rejsen den 17. september 2023 flyver vi først over midnat, så vi har hele dagen i Vietnam, inden turen går hjemad. Vi besøger en keramik-by nær Hanoi, hvor vi kan se kunstnerne i arbejde. Der er også mulighed for at købe keramik direkte fra producenterne. Om aftenen spiser vi middag, inden turen går mod lufthavnen.  

  • Dag 14

    Efter et flyskifte ankommer vi til Danmark.

    Ankomst til Danmark

Hvad siger vores gæster

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Vietnam.

  • Pas og visum

    Viktors Farmor udsender visumvejledning før afrejse, hvis det er relevant for rejsen. Vietnam kræver pt. ikke visum for danske statsborger på turistrejser, hvor man tilbringer 45 dage eller mindre i landet. 

    Passet være gyldigt mindst 6 mdr. efter indrejse datoen. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Herudover er anbefalinger afhængige af, hvilket område man rejser i og på hvilket tidspunkt af året man rejser.

    Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Vietnams valuta er dong (VND). Der går ca. 3 danske kroner på 10.000 dong. På hoteller, restauranter og butikker henvendt til udenlandske gæster står priserne ofte angivet i både VND og amerikanske dollars (USD). Selv om priserne ikke er angivet i udenlandsk valuta, er de fleste steder parate til at modtage betaling i amerikanske dollars. Euro er ikke nær så udbredt som dollars, og typisk er kursen dårligere end amerikanske dollars. Så det er bedre at medbringe dollars end euro. 

    De fleste banker, hoteller og guldsmede-forretninger tilbyder at veksle amerikanske dollars til dong. Euro kan også veksles, men ikke alle steder gør det, og kursen er typisk ikke så god som dollars. Nogle steder betales et mindre gebyr for omvekslingen. Oftest giver guldsmede-forretningerne en bedre kurs end bankerne og hotellerne. Kreditkort kan anvendes som betalingsmiddel i restaurationer og butikker henvendt til turister.

    Vær opmærksom på at nogle forretninger tager et mindre gebyr for at modtage betaling via kreditkort. Det er muligt at hæve kontante beløb med Visa og Mastercard i flere banker. Bankerne tager som regel et gebyr på 1-5 % af det beløb, der hæves.

    I de største byer er der automater, hvor det er muligt at hæve penge døgnet rundt – dog ofte maksimalt 2.000.000 VND pr. dag.

  • Mad og drikke

    Vietnamesisk mad er meget lækkert og varieret. Landet har op mod 500 traditionelle retter, der består af alt fra cobra-slange og skaldyr til lækre vegetarretter. Fisk er også en vigtig ingrediens i det vietnamesiske køkken, og stort set alle retter suppleres med ris og nudler. Grøn the serveres alle steder. Vietnamesisk kaffe er fortræffelig, og alle steder serveres godt dansk øl, både Tuborg og Carlsberg, der brygges i landet.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Landekoden ved opringning per telefon fra Danmark til Vietnam er 0084. Herefter indtastes telefonnummeret inklusive forvalgskoden for den provins, der ringes til.

    Vær opmærksom på at taksten er meget høj, hvis man ringer fra Vietnam til udlandet. 

    Internet. Man har på flere af hotellerne mulighed for at benytte sig af internettet. 

  • Elektricitet

    110-220 volt A.C. De fleste stikkontakter har to eller tre huller og passer til de stik, vi har i elektriske apparater i Danmark.

  • Drikkevand

    Det frarådes at drikke vandet. Mineralvand kan købes overalt.

  • Drikkepenge

    Det forventes ikke, at man giver drikkepenge, men det bliver værdsat.

    Drikkepenge til lokalguiden og chaufføren er inkluderet i rejsens pris. 

    Men drikkepenge til stuepiger, tjenere, båd-personale mv. er ikke inkluderet.

  • Foto

    Vietnam er et paradis, når der drejer sig om billedmotiver. Vis respekt ved fotografering: Vis kameraet og smil og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej; især mange af de ældre bryder sig ikke om at blive foreviget. Militære områder, checkpoints samt lufthavne må ikke fotograferes.

  • Påklædning

    I turistområderne kan man sagtens gå i shorts og en T-shirt. Men besøger man pagoder, templer og museer og lignende, bør man som minimum iføre sig shorts, der går ned i knæene, samt en bluse/overdel, der dækker skulderen. Ved besøg i Ho Chi Minh mausoleet i Hanoi er korte bukser eller skørter/korte kjoler ikke tilladt (skal dække knæene).

    Bemærk at der er mulighed for at få vasket tøj på hotellerne i Hoi An, Ho Chi Minh City samt Vung Tau til fornuftige priser. 

    Særligt for rejsen Stammefolk i Vietnam:

    Det kan være køligt i den nordlige del af landet, så man bør medbringe en trøje, vindjakke, regntøj og gode vandresko.

     

  • Indkøb

    Vietnam er et godt land at shoppe i. Der fremstilles mange flotte håndværksprodukter i vietnamesisk design, men også gode kopier af vestlige tøj- og designmærker til billige priser. Vietnam er særlig kendt for sin fremstilling og design af lakarbejder med indlagt perlemor og for sine mange produkter i silke. Af andre varer kan nævnes udskæringer i træ, keramik, farverige håndbroderede stoffer og tøj, sko, smykker, lædervarer, marmorfigurer, forskelligt tilbehør og moderne malerier af vietnamesiske malere.

    Men også præcise kopier af internationale kunstnere. Vil man have syet jakkesæt eller kjoler er det også muligt. At forhandle om prisen er nærmest en kulturel norm i Vietnam, og som turist kan det være en oplevelse i sig selv, hvis man giver sig tid til det. Selv om der i mange butikker findes prisskilte på varerne, er det ikke ensbetydende med, at der ikke kan forhandles. Der kan dog være souvenirshops på museer og store hoteller, boghandlere, statsligt ejede forretninger og enkelte andre butikker, hvor man kører med faste priser.

  • Prisniveau

    Med forbehold for ændringer.

    Øl 10 - 15 kr.

    Sodavand 5 - 10 kr.

    Et glas vin: 25 - 35 kr.

    En frokost på restaurant fra ca. 50 kr.

    En middag på restaurant fra ca.70 kr.

  • Bagage

    Medbring højst 20 kg. Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv. Der er mulighed for at få vasket tøj på de hoteller, hvor vi overnatter mere end én nat.

     

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på pilleglas/pakke svare til navnet i dit pas.

    Husk også at powerbanks, el-cigaretter mv. altid skal pakkes i håndbagagen.

  • Klima

    Vietnam er et langt land, der dækker over flere forskellige klimazoner. I syd er regntiden fra maj til november – resten af året er der tørtid med lidt højere temperaturer og højere luftfugtighed. I Ho Chi Minh City ligger temperaturen omkring de 30 grader hele året.

    I nord er vinteren temmelig kold fra december til februar. Temperaturer under 15 grader er ikke ualmindeligt i Hanoi. I bjergene mod nord kan der være nattefrost. Sommeren fra maj til oktober har temperaturer over 30 grader og kraftige men korte regnskyl, overvejende om natten eller som forfriskende regnbyger sidst på eftermiddagen. I det centrale Vietnam er sommeren den årstid med mindst nedbør.

  • Tidsforskel

    Der er 6 timers tidsforskel mellem Danmark og Vietnam om vinteren, 5 om sommeren.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Solbriller

    - Solcreme

    - Badetøj

    - Kasket eller solhat

    - Lange, hurtigttørrende bukser

    - Et par gode sko til udforskning af drypstenshulen i Ha long-bugten

    - Regnfrakke eller paraply

    - Myggespray

    - Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - Ørepropper hvis du sover let.

    - Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)

    - Lille taske til brug på båden i Halong-bugten, hvor vi ikke tager de store kufferter med. 

     

    På rejsen Stammefolk i Vietnam bør man desuden pakke:

    - Gode vandresko

    - Trøje til bjergene

    - Regntøj

  • Åbningstider

    Banker: 07.00-17.00. Middagspause mellem 11.30-14.00. (Mandag til fredag). Lørdag har bankerne åbent om formiddagen.

    Forretninger: Det er svært at bestemme forretningernes åbningstider præcist. De har som regel åbent fra tidligt om morgenen til sent om aftenen.

  • Transport

    Vietnam er et tredje verdens land med alt hvad det indebærer. Trafikken kan være ret kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde, sporarbejde på togstrækninger mm. Der kræves en god portion overbærenhed ved rejser i Vietnam. Livsstilen er meget langt fra den europæiske perfektionisme.

  • Flyrejsen

    På vores rejser bruger vi en række forskellige flyselskaber. På nogle få af disse – f.eks. Finnair – kan vi desværre ikke seate jer på flyet. Vi kan derfor ikke garantere, at I sidder sammen, selvom I rejser sammen. Vi kan heller ikke imødekomme særlige ønsker til seating såsom gangplads, vinduesplads osv. Ønsker du at vide, hvilket flyselskab vi bruger på en given rejse, er du altid velkommen til at ringe til os eller skrive på info@viktorsfarmor.dk 

  • Togrejse

    Glæder på rejsen Fantastiske Vietnam:

    På togrejsen indkvarteres vi i 1. klasses (soft sleeper) 4-sengskupéer. Toget er komfortabelt, rent og pænt, men togstandarden er generelt lavere i Vietnam end i Europa. Der er rene lagner og hovedpudebetræk i sovekupéerne, så det er ikke nødvendigt at medbringe en lagenpose, med mindre man specifikt ønsker at sove i egen lagenpose. Pak evt. en taske med toiletsager, læsestof mv., så det ikke er nødvendigt at skulle i kufferten på togrejsen.

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android. 

  • Adventurerejse

    Bemærk

    Rejsen "Stammefolk i Vietnam" er en Viktors Farmor adventurerejse. Vær forberedt på kørsel på dårlige veje. For at kunne komme rundt til landsbyerne, bevæger vi os til fods, og strækningerne kan blive længere end beskrevet pga. regn eller jordskred mv.

    Læs mere om adventurerejser her

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Vietnam.