Balkans højdepunkter

Mosaik af 6 lande

Albanien, Nordmakedonien, Kosovo, Montenegro, Bosnien og Kroatien. Seks lande på 12 dage. Og med vægt på at se mange af de fantastiske højdepunkter, som Balkan gemmer på. 

Priser fra

15.990 kr.

Max. 22 deltagere

12 dages rejse

Start din rejse her

Sarajevo i Bosnien er blandt højdepunkterne på en rejse til Balkan. Hvis der er ét sted i Europa, hvor Vest og Øst er samlet, så er det her. Byen er på rekordtid blevet en pulserende lille hovedstad. I det gamle tyrkiske hjerte er der minareter, caféer og små butikker af træ. Langs floden store huse fra den østrig-ungarske epoke. Og nede i "Tunnel of Hope" får vi indtryk af, hvordan livet var, da Sarajevo var belejret under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.

I Bosnien besøger vi også Mostar med den berømte bro, der blev sønderskudt i 1990erne, men nu er genopbygget, fuldstændig som den var. Kroatien byder på Adriaterhavets perle, Dubrovnik. Montenegro har en storslået og bjergrig natur - og endnu en stemningsfuld middelalderby: Kotor.

Albanien var et lukket land under Enver Hoxhas styre og overrasker med sin gæstfri befolkning. Vi spiser blandt andet frokost hos familien Kuqi på deres landbrug. Nordmakedonien er Balkans oversete perle og rummer en af verdens ældste søer, Ohrid.

Kosovo er et nyt, interessant bekendtskab. Prizren har bl.a. smukke moskeer og kirker, som fanger ens blik. 

I det hele taget er udsigterne storslåede på denne rejse. Undervejs gemmer sig hele tiden nye skønne syn, i varme middelhavs-farver. Vi går på opdagelse i Balkans vidunderlige lande fyldt med kulturelle og naturskønne overraskelser. 

5 gode grunde til at rejse til Balkan med Viktors Farmor:

  • Udforsk Skanderbeg-pladsen og Bunk Art-museet i Albaniens hovedstad Tirana
  • Besøg Kaneo-kirken og den historiske by Ohrid i Nordmakedonien
  • Oplev Kosovo, der er et Europas nyeste rejsemål
  • Se broen med den store betydning for Bosnien & Herzegovinas historie i Mostar
  • Nyd stemningen i den pittoreske by Kotor ved fjorden i Montenegro

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Tirana

    Afrejse fra København medmindre anden lufthavn er angivet under "bemærkning". På de fleste ture flyver vi med Austrian Airlines ca. 2 timer til Wien og herefter ca. 1,5 time til Tirana, hovedstaden i Albanien.

    Vi indkvarterer os på vores hotel, som ligger centralt. Tirana er en livlig og spændende by, som har ændret sig afgørende siden tiden under Enver Hoxhas kommunisme. Handelsgaderne er flankeret af store platantræer, som giver dem sydlandsk stemning. Beboelseskarreerne, der før var grå og triste, fik en omgang maling under borgmester Edi Rama. Han udskrev simpelthen en konkurrence blandt skoleelever, og de bedste forslag til udsmykning af facader blev ført ud i livet, så karreerne i dag står med overraskende mønstre i mange farver. Edi Rama er i dag landets premierminister.

    Sidst på eftermiddagen tager vi en byrundtur, hvor vi bl.a. ser Et’hem Bey Moskeen udefra og Skanderbeg Pladsen.

    Vi skal også forbi kvarteret Block. Det var spærret af for almindelige mennesker under kommunismen. Enver Hoxha og partiets andre spidser boede her - i magelige huse. I dag er kvarteret et livligt cafemiljø og gode shoppe muligheder.

    Måltider: Aftensmad

    Overnatning: Tirana

  • Dag 2

    En landbo-frokost og en promenade

    Vi starter dagen med at besøge en af Tiranas topattraktioner BUNK'ART1. BUNK'ART1 er et museum, som bl.a. fortæller historien om Albaniens tidligere kommunistiske diktator Enver Hoxha og hans magt. Museet er indrettet i en enorm underjordisk bunker, som Hoxha fik bygget i 1970erne. Her skulle kommunistpartiets spidser kunne gemme sig, når fjenden angreb Albanien. Bunkeren var bl.a. indrettet til at kunne også modstå atomangreb. BUNK'ART går fem etager dybt ned, og det er kun en fjerdedel af bunkeren, der i øjeblikket er indrettet som museum. Indenfor kan man bl.a. se Enver Hoxhas kontor, en udstilling over det hemmelige politi og meget mere.

    Efter besøget på BUNK'ART1 ser vi på uret. Måske er der tid til at se lidt mere af Tirana, inden vi sætter kurs mod Marikaj og landbofamilien Hajdar Kuqi. De disker op med en lækker frokost tilberedt fra bunden af egne, friske råvarer, og viser deres gård frem.

    Efter frokosten fortsætter vi til Berat, en af de smukkeste byer i Albanien. Berat har umiskendeligt osmannisk byggestil i den gamle bydel, der ligger malerisk på den stejle bjergside op mod citadellet. Bydelen er på UNESCOs verdensarvsliste, og når man står ved floden og kigger op mod den gamle by, forstår man, hvorfor Berat også kaldes ”Byen med de 1000 vinduer”.

    Vi går en tur i den smukke by og ser kvarterene Mangalem og Gorica. Efterfølgende er der tid på egen hånd, hvor man f.eks. kan bruge tiden til at gå ned på promenaden og se det særlige Berat-fænomen: Giro, hvilket betyder at promenere, hvor de lokale mødes på promenaden, hilser og udveksler nyt. Traditionen er udbredt i Sydeuropa, men er udtalt i Berat.

    Middag på egen hånd og overnatning i Berat.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Berat

  • Dag 3

    Til Nordmakedonien og en smuk sø

    Efter morgenmaden besøger vi det gamle citadel, der ligger højt over Berat. Frokosten bliver på en hyggelig restaurant i det gamle citadel.

    Efter et sidste blik på Berats 1000 vinduer kører vi mod Nordmakedonien. Efter cirka fire timer ankommer vi til Nordmakedonien og Ohridsøen.

    Søen ligger fantastisk, omgivet af bjerge, hvoraf nogle er mere end 2000 m. Søen er klar og ren, man kan nogle steder se over 20 meter ned. Det skyldes de mange kilder i bunden langs de sydlige og østlige bredder. Her er stor fiskerigdom med 17 forskellige arter, hvoraf de 10 kun findes i denne sø. Søen er blandt verdens ældste, og den har overlevet mange geologiske perioder.

    Ved ankomst indkvarteres vi på hotel i Ohrid by, og der er tid på egen hånd. Ohrid er en af de ældste byer på Balkan, og et vigtigt center for den romerske og den byzantinske episkopale kirke. Ohrid er på UNESCOS liste over verdens kulturarv. Om aftenen er der middag i Ohrid.

    Måltider: Morgenmad, frokost, aftensmad

    Overnatning: Ohrid

  • Dag 4

    Den hellige Sankt Naums hjerte

    Vi starter dagen med byrundtur i Ohrids gamle bydel, som bl.a. omfatter et amfiteater fra romersk tid, fortet St. Samuel samt kirkerne St. Sophia, St. George samt St. Kaneo. Sidstnævnte er en af Nordmakedoniens mest ikoniske fotolokationer. Kirken imponerer især med sin enestående beliggenhed, mens dens arkitektur udtrykker en vellykket blanding af armenske og byzantinske elementer.

    Efter vores byrundtur kører vi langs bredden af Ohrid søen til klostret St. Naum, hvor man kan høre den hellige St. Naums hjerte slå, hvis man er helt stille og lægger øret til hans sarkofag. St. Naum døde år 910 og var en af de første apostle i den bulgarsk-ortodokse kirke. Han forbindes med udviklingen af det kyrilliske alfabet.

    Efter en frokost i nærheden af St. Naum kører vi tilbage til Ohrid. Aftensmad er på egen hånd. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Ohrid

  • Dag 5

    Monumenter i Skopje

    Vi kører ca. fire timer fra Ohrid til hovedstaden Skopje. Når vi er fremme er der frokost på en lokal restaurant.

    Skopje blev ødelagt af et jordskælv i 1963, og genopbygningen skete med hjælp fra mange lande – blandt andet Danmark. Både USA og Sovjet sendte soldater til byen for at organisere oprydningen – og det var første gang siden 1945 amerikanske og russiske soldater kunne give hinanden hånd.

    Byens gamle tyrkiske bazar blev ikke ødelagt af jordskælvet, og vores rundvisning tager udgangspunkt i dette spændende kvarter. Så går vi over den gamle stenbro fra 1500-tallet til den nye del af Skopje. Et vældigt projekt har pyntet byen med statuer og samtidigt været med til at skabe en national stemning. Projektet kaldes Skopje 2014, og det indebar konstruktion af mere end 40 monumenter, blandt andet en stor Triumfbue. Skopje 2014 har vakt stor diskussion i Nordmakedonien – og sikkert også hos besøgende i byen: Er det smukt eller kitsh? Døm selv!

    Indkvartering på hotel i Skopje. Middag på egen hånd.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Skopje

  • Dag 6

    Kosovo

    Efter morgenmaden kører vi til Kosovo, en region fyldt med historie og kultur for både den albanske og den serbiske befolkning. Vi oplever den sydlige del af Kosovo, hvor vi kommer gennem byen Brezovice, som har et serbisk samfund, og når Prizren ved frokosttid. Prizren ligger på skråningerne af Sar Bjergene og er en hyggelig by. På en rundtur i byen ser vi den smukke moské Sinan Pasha samt domkirken Saint George. Byen var et yndet udflugtsmål for NATO-soldater, der var udstationerede i Kosovo i årene efter Balkankrigen.

    Herefter frokost på egen hånd.

    Om eftermiddagen kører vi videre til Peje, en større by, som altid har spillet en rolle i den ortodokse kristne verden. Vi ser det serbiske-ortodokse kloster Decani Visoki, som har den største katedral i Kosovo og mange fresker. Blandt andet af disse grunde er klostret på UNESCOs Verdensarvsliste. 

    Middag og overnatning i Peje.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Peje, Kosovo

  • Dag 7

    Broen over Drina

    I dag lægger vi tidligt ud, for vi skal fra Kosovo ind gennem Montenegro og Serbien til Bosnien. Målet er Visegrad, en by, der blev kendt over hele verden på grund af en enkelt mand: Nobelprisvinderen Ivo Andric, der skrev mesterværket: "Broen over Drina”.

    Køretiden er cirka 6 timer, og undervejs er frokosten inkluderet. Med stop undervejs er vi fremme i Visegrad sidst på eftermiddagen og indkvarterer os på hotel.

    Visegrad har altid haft strategisk betydning, fordi den ligger på vejen mellem Beograd og Sarajevo. Byen blev en del af det osmanniske rige i 1454, og har derfor gennem århundrederne haft en stor muslimsk befolkning.
    Under 2. verdenskrig stod et slag mellem Titos partisaner og den tyske hær ved Visegrad. Men det sorteste kapitel i byens historie fulgte under borgerkrigen i ex-Jugoslavien i 1990´erne. Serbisk politi og paramilitær indledte en etnisk udrensning. I dag har man opgjort antallet af savnede bosniakker til 1600, og mange andre flygtede fra byen. Før borgerkrigen var 63% af indbyggerne bosniakker, i dag kun 9%. Som følge af Dayton-fredsaftalen er Visegrad nu en del af Republikken Srpska, som er den serbiske del af Bosnien.
    Middag på egen hånd.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Visegrad

  • Dag 8

    Til Sarajevo og Tunnel of Hope

    Fra vores hotel kan man faktisk se broen over Drina, men i dag går vi nærmere det harmoniske bygningsværk, som blev bygget i 1577 og i dag er på Unescos liste over verdens kulturarv. Med til at gøre broen kendt var også forfatteren Ivo Andrics fortælling ”Broen over Drina” fra 1945. Broen har været delvist ødelagt under både 1. og 2. verdenskrig, men er i dag genopbygget.

    Fra broen er der en kort spadseretur til en helt ny bydel: Andricgrad. Eller Stone Town. I 2011 begyndte den serbiske filminstruktør Emir Kusturica et omfattende projekt i Visegrad. Han byggede simpelthen en by i byen. Den blev officielt åbnet den 28. juni 2014 – eller 100-års dagen for mordet i Sarajevo – et mord der satte gang i 1. verdenskrig. Byen er dedikeret til Ivo Andric – deraf navnet.

    Fra Visegrad er der 115 kilometer til Sarajevo, og undervejs er der frokost på egen hånd.

    Sarajevo har skudt sig ind i verdenshistorien et par gange. Første gang var i 1914, da drabet på ærkehertug Franz Ferdinand udløste 1. verdenskrig. Anden gang var i årene 1992-96, da byen var belejret under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Byen har også været vært for vinter olympiaden i 1984.

    På vejen til vores hotel ser vi ”Tunnel of Hope” i Sarajevos udkant. Det var den tunnel, der blev gravet under landingsbanen i Sarajevos lufthavn, så man kunne smugle forsyninger ind til Sarajevo under borgerkrigen. Historien om tunnelen er utrolig. Sarajevo var belejret af serbiske tropper i mere end 3 år. Situationen var kaotisk. Man skulle have forsyninger ind – og mennesker ud. Den eneste løsning var at grave en tunnel, 800 meter lang, til det eneste sted i bjergene, der var under bosnisk kontrol. Så det gjorde man. Med hakke og spade. I 8 timers holdskift. Fra hver sin side. Jorden kørtes væk i trillebør. Den 30. juni 1993 mødtes de to hold – under landingsbanen i Sarajevo lufthavn. Næste dag begyndte man at modtage mad, benzin, olie, aviser, våben.

    Under resten af belejringen blev tunnelen brugt til at smugle civile, soldater og FN-personale ind og ud af Sarajevo. Hver dag passerede 3-4000 mand og 30 tons varer gennem den. Indgangen var fra familien Kolar´s grund. I dag har familien indrettet museum, hvor vi kan se belejringen skildret, blandt andet i form af en film på 18 minutter. ”Hvad vi har, gav vi til forsvar og befrielse af Sarajevo”, siger familien Kolar. Vi kommer ned i tunnelen og går cirka 20 meter. Resten af tunnelen er lukket i dag. Men alligevel er oplevelsen stærk, og ”Tunnel of Hope” er blevet en af Sarajevos store attraktioner.

    Vi indkvarteres på et centralt beliggende hotel. Middag på restaurant i Sarajevo er inkluderet.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Sarajevo

  • Dag 9

    Byvandring i Sarajevo og tid på egen hånd

    Vi starter i Sarajevos centrum og tager en rundtur i den historiske by. Vi ser Bashcarshija Moskéen, og det gadehjørne, hvor prins Franz Ferdinand blev skudt i juni 1914. Gerningsmanden hed Gavrilo Princip, og skuddet blev starten på 1. verdenskrig.

    Resten af dagen er fri til at gå på opdagelse i Sarajevo. Vi anbefaler En tur gennem Bezistani, den orientalske bazar, bygget mellem 1537 og 1555 samt en tur med kabelbanen for at opleve en fantastisk udsigt over byen. Frokost og middag er på egen hånd.

    Måltider: Morgenmad

    Overnatning: Sarajevo

  • Dag 10

    Broen i Mostar

    Vi kører mod Mostar via Jablanica ved floden Neretva. Her vandt Titos partisaner et vigtigt slag mod tyskerne under 2. verdenskrig. Broen over floden blev sprængt to gange. Man har valgt at lade brostumpen ligge som et mindesmærke over slaget.

    Vi fortsætter langs Neretva, der leverer drikkevand til store dele af Bosnien. Frokost bliver i Blagaj, en mindre og meget hyggelig by. Floden Buna har sit udspring her.

    Vi fortsætter til Mostar, en pittoresk og historisk by. Vi går over den rekonstruerede bro fra 16. århundrede, som blev ødelagt under konflikten i 1990-erne. Før i tiden levede katolikker og muslimer side om side i Mostar. Men borgerkrigen har ændret byens mentalitet. I dag er Mostar mere opdelt i en katolsk og en muslimsk bydel.

    Byen er stadig under genopbygning efter borgerkrigen, men ligger meget smukt og arkitekturen er et interessant mix af østrig-ungarnsk og mere østlig indflydelse.

    Overnatning i hotel ud til floden. Denne dag er frokosten inkluderet og aftensmad er på egen hånd.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Mostar

  • Dag 11

    Adriaterhavets perle

    Tre lande på en dag. Hvor tit oplever man det?

    Vi forlader Bosnien og kører ind i Kroatien. Ved frokosttid når vi den dalmatiske kyst og Dubrovnik, som har fået sin gamle bydel optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Der er intakt bymur rundt om byen, der var en selvstændig søfartsby i middelalderen.

    Vi får en rundvisning i Dubrovnik. Der er tid til at gå ud i Dubrovnik og spise frokost på egen hånd.
    Vær opmærksom på, at Dubrovnik er en af de mest besøgte byer i Balkan, så der vil være en del turister i byen.

    Ud på eftermiddagen fortsætter vi til Montenegro. Vi sejler over Kotor bugten og kører til den charmerende lille by Tivat langs Kotor bugten.

    Måltider: Morgenmad, aftensmad

    Overnatning: Tivat

  • Dag 12

    Sidste stop: Charmerende Kotor

    Vi skal til lufthavnen i Podgorica for at begynde hjemrejsen. Men først standser vi i Kotor. Det er en af de bedst bevarede middelalderbyer i området. Mellem 1420 og 1797 var Kotor under venetiansk herredømme, og denne indflydelse ses tydeligt i arkitekturen og i byens traditioner. Det meget charmerende bycenter er omgivet af mure i ca. 4.5 km's længde. Der er meget snævre gader med typiske hvide facader på bygningerne og med små torve hist og her.

    Derpå fortsætter vi til lufthavnen i Podgorica. Vi flyver for det meste hjem via Wien med Austrian Airlines.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Balkan

  • Pas og visum

    Danske statsborgere kan rejse visumfrit til landene i Balkan op til 90 dage. Passet skal være gyldigt 3 måneder efter hjemrejsedatoen. Derudover skal der være mindst to blanke sider i passet.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Det anbefales at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. 

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Valuta

    Valutaen i de forskellige lande varierer.

    - Montenegro, Kroatien og Kosovo: Euro (EUR). 100 euro = 750 kr. 

    - Albanien: Lek (ALL). 100 lek = 6 kr.

    - Nordmakedonien: Denar (MKD). 100 denar = 12 kr.

    - Bosnien-Hercegovina: Mark (BAM). 100 mark = 380 kr.

    Vores anbefaling er at tage euro med hjemmefra. Selvom valutaen er en anden, så er det muligt at betale med euro langt de fleste steder. Dog får man eventuelle byttepenge tilbage i den lokale valuta. Det er derfor smart at medbringe små sedler. Man skal dog være opmærksom på, at man ofte får en dårlig kurs. Derudover er der vekselkontorer flere steder, hvor man kan veksle euro til den lokale valuta. 

    Nogle butikker og restauranter tager imod kreditkort, men det varierer meget.

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Der er udmærket mobildækning i alle 6 lande. Undersøg priserne ved din teleudbyder.

    Internet. Der er wifi på de fleste af hotellerne.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Elektricitet

    Der bruges stik som i Danmark så en adapter er ikke nødvendig

  • Drikkevand

    Vandet bør ikke drikkes fra hanen, så køb mineralvand på flaske – det fås overalt. En flaske vand (1,5 liter) koster typisk 1 euro eller deromkring.

  • Drikkepenge

    Der gives ca. 10% i drikkepenge på restauranter også ved betaling af drikkevarer. Får man båret sin bagage til værelset betaler man et lille beløb svarende til 5 kr. På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.

  • Foto

    Lad være med at fotografere i lufthavnen og ved militære installationer. I øvrigt gælder de sædvanlige høflighedsregler ved fotografering af personer: Spørg først, evt. med gestus.

    Ved evt. familiebesøg og lignende: Vent med at fotografere til man er blevet lidt kendt med hinanden.

  • Prisniveau

    I Albanien, Kosovo og Nordmakedonien koster en kop kaffe 1 Euro. En øl på restaurant det samme. En frokost kan fås for ca. 10 Euro. Montenegro og Bosnien er lidt dyrere, men totalt set er Balkan et billigt sted. En frokost kan fås for fra 50 danske kroner og opefter.

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.

    Vær opmærksom på at visse flyselskaber ikke længere tillader power banks, opladere eller e-cigaretter i den ind tjekkede baggage. De skal i stedet medbringes i håndbagagen. I kan læse mere på de respektive flyselskabers hjemmesider.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    Balkans Middelhavskyst er i det subtropiske bælte med varme, tørre somre og milde vintre med en del regn. I indlandet er klimaet kontinentalt fastlandsklima med kolde vintre og varme somre.

    Omtrent 60% af Balkan er dækket af bjerge, som giver meget lokal variation i klimaet. Der kan der være varme, solrige dage med temperaturer omkring 20 grader. Men der kan også være regnvejrsdage og temperaturer ned til 0 grader.

  • Tidsforskel

    Der er ingen tidsforskel.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Paraply/regntøj

    - Vådservietter

    - Kasket eller solhat + solbriller

    - Lille dagtursrygsæk

    - Gode vandresko

    - Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - Tørklæde ifm. besøg i moskéer og ortodokse kirker. Gælder kvinder

    - Tøj der dækker skuldre og til under knæet ifm. besøg i moskéer og ortodokse kirker. Gælder både mænd og kvinder

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Balkan.