Mosaik af 3 lande

Nordmakedonien, Albanien og Montenegro

Nordmakedonien, Albanien og Montenegro er tre små lande med store seværdigheder. Den krystalklare Ohridsø er et af Balkans hemmelige højdepunkter. Omgivet af bjerge, med ortodokse kirker og gamle byer ved sine bredder.

Priser fra

10.690 kr.

Max. 20 deltagere

8 dages rejse

Start din rejse her

En sejltur på Ohridsø er en malerisk oplevelse af et ukendt stykke Europa. To gange mere på rejsen sætter vi os tilrette i både og får maleriske oplevelser. Den ene gang er på den største sø på Balkan, Skadar, som ligger på kanten af Montenegro og Albanien. Den anden gang er på den eneste fjord i Sydeuropa. Den finder vi i Montenegro, og for bunden af fjorden finder vi byen Kotor med smalle gader og middelalder-arkitektur. I det hele taget ligger de gamle byer som perler på en snor på Balkan.

Mother Theresa blev født i Skopje. Præcis på dét sted, hvor hun blev døbt i 1910, ligger i dag et Memorial House, bygget på mindre end 9 måneder i 2008 for at æres Skopjes eneste Nobel-prismodtager - og vi ser selvfølgelig huset. Byen har en meget spændende bazar, hvor kunsthåndværkere har indrettet sig i nedlagte tyrkiske bade og moskeer. I Nordmakedonien tager vi desuden på tur i Mavrovo-nationalparken.

Albanien er – Albanien. 45 års isolation under kommunistisk styre ophørte sammen med Murens fald, og trods en rivende udvikling leder landet stadigt tankerne hen på ”verden af i går”. Vi er på sightseeing i hovedstaden Tirana og i Berat, som kaldes "Byen med de 1000 vinduer" på grund af sin osmanniske arkitektur.

De gamle byer ligger som perler på en snor i dette hjørne af Europa. I Montenegro besøger vi både Kotor og Perast. Vi sejler på den eneste fjord i Sydeuropa og på den største sø på hele Balkan: Skadar.

For at få udbytte af rejsen, skal man kunne gå i kuperet terræn og klare lette stigninger.

5 gode grunde til at rejse til Nordmakedonien, Albanien og Montenegro med Viktors Farmor:

  • Oplev Berat - byen med de 1.000 vinduer
  • Udforsk Tirana med Skanderbeg-pladsen og en stor underjordisk bunker omdannet til museum
  • Beundr Rozafa-fæstningen og stå til søs på Skadarsøen ved Shköder - en af Europas ældste byer
  • Opdag Skopje med sin tyrkiske bazar og den mægtige statue af Alexander Den Store
  • Besøg Kaneo-kirken og den historiske by Ohrid ved en smuk bjergomkranset sø

Dagsprogram

  • Dag 1

    Fly til Skopje - Nordmakedoniens hovedstad

    Vi starter vores rejse fra Københavns Lufthavn, medmindre andet er angivet i "bemærkninger".

    Efter ankomsten begiver vi os ud på en byrundtur i Skopje, hovedstaden i Nordmakedonien. Her oplever vi den unikke fusion af historie og modernitet, der definerer byen. Vi udforsker den historiske gamle bydel og snuser rundt i byens tyrkiske basar. På den anden side af Vardar-floden træder vi ind i byens moderne del, som bærer præg af et bemærkelsesværdigt byggeprojekt, kendt som "Skopje 2014". Dette projekt har ført til opførelsen af over 40 monumenter, blandt andet en 22 meter høj statue af Alexander den Store. Projektet har udløst livlige diskussioner i Nordmakedonien og blandt byens besøgende: Er det smukt eller kitsch? Det kan du selv bedømme. 

    Om aftenen nyder vi middagen på en typisk nordmakedonsk restaurant ledsaget af levende musik.

    Bemærk at på nogle afgange er der ankomst sent på dag 1. Her rykkes byrundturen til dag 2.

    Måltider: Aftensmad

    Overnatning: Skopje

     

  • Dag 2

    En smuk moské og bjergsøen Ohrid

    Efter morgenmaden kører vi til Tetovo, hvor vi ser The Painted Mosque (Sarena Dzanij), den smukkeste moské i Nordmakedonien, bygget i 1495.

    Efterfølgende sætter vi kursen mod Ohrid, en spændende by, som er på UNESCOs Verdensarvsliste. Byen er en af de ældste i Balkan, og et vigtigt center for den romerske og den byzantinske episkopale kirke.

    Fra Tetovo til Ohrid er der ca. 140 km. Undervejs kører vi gennem det imponerende naturområde Mavrovo National Park, der byder på enestående bjergpanoramaer. Undervejs stopper vi for at spise frokost. 

    Vi har to overnatninger i Ohrid.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Ohrid

  • Dag 3

    Langs søen - En fotogen kirke og Skt. Naums hjerte

    Vi starter dagen med en bådtur på Ohridsøen, der danner grænsen mellem Nordmakedonien og Albanien. Søen ligger fantastisk omgivet af bjerge, hvoraf nogle strækker sig mere end 2000 meter. Søen er klar og ren, man kan nogle steder se over 20 meter ned. Det skyldes de mange kilder i bunden langs de sydlige og østlige bredder. Søren huser stor fiskerigdom med 17 forskellige arter, hvoraf de 10 kun findes i denne sø. Søen er blandt verdens ældste, og den har overlevet mange geologiske perioder.

    Efter bådturen ankommer vi kommer til Kaneo Kirken, en af Nordmakedoniens mest ikoniske fotolokationer. Kirken imponerer især med sin enestående beliggenhed, mens dens arkitektur udtrykker en vellykket blanding af armenske og byzantinske elementer.

    Vi fortsætter til fods til ruinerne af Kong Samuels Fort, som ligger højt hævet med en flot udsigt over Ohrid. På vores rute passerer vi desuden Skt. Peribleptos Kirken samt Skt. Sofia Kirken. 

    Om eftermiddagen kører vi til klosteret Skt. Naum, hvor man siges at kunne høre hjertet af den hellige Skt. Naums slå, hvis man er helt stille og lægger øret til hans sarkofag. Skt. Naum var en af de første apostle i den bulgarsk-ortodokse kirke, og han forbindes desuden for sin rolle i udviklingen af det kyrilliske alfabet. Han døde i år 910.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Ohrid

  • Dag 4

    Til "Byen med 1000 vinduer"

    Vi siger farvel til Nordmakedonien og drager mod Albanien, hvor vores næste destination er den charmerende by Berat. Berat er en af Albaniens smukkeste byer, og er ikke overraskende også at finde på UNESCOs Verdensarvsliste. 

    Den maleriske gamle bydel breder sig langs begge sider af en flod, der snor sig ned ad skråninger, hvor husene troner en etage højere end deres forreste naboer med talrige vinduer, der åbner sig ud mod verden. Berat har derfor fået tilnavnet "Byen med de 1000 vinduer."

    Senere på dagen besøger vi fæstningen, som ligger højt over byen. Efter en gåtur på fæstningsområdet, er der mulighed for at nyde en frokost indenfor de gamle mure. 

    Sidst på dagen er der tid til en slentretur i Berats gamle bydel - og måske til en promenade langs floden.

    Vi mødes igen om aftenen til aftensmad på hotellet.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Berat

  • Dag 5

    Tirana og et blik på Hoxha-perioden

    Efter morgenmaden begiver vi os nordpå til Albaniens pulserende hovedstad, Tirana. Byen, som tidligere bar markant præg af Enver Hoxhas kommunistiske styre, har gennemgået markante forandringer. De handelsgader, der nu flankeres af imponerende platantræer, skaber en sydlandsk atmosfære. Boligkvartererne, som engang var grå og dystre, fik nyt liv under borgmester Edi Rama. Han iværksatte en konkurrence blandt skoleelever, og de mest kreative forslag til facadedekorationer blev realiseret, så kvartererne i dag står med overraskende farverige mønstre. Edi Rama, der engang var borgmester, er nu landets premierminister.

    På vores byrundtur kommer vi blandt andet forbi Skanderbegpladsen, et centrum for national stolthed. Vi besøger også en af Tiranas mest fascinerende seværdigheder, nemlig BUNK'ART1. Museet, beliggende i en enorm underjordisk bunker fra 1970'erne, fortæller historien om Albaniens tidligere kommunistiske diktator Enver Hoxha og hans regime. Bunkeren, der blev bygget til at skjule kommunistpartiets ledelse under eventuelle angreb, inklusive atomangreb, strækker sig fem etager dybt ned. En fjerdedel af bunkeren er i dag indrettet som museum, hvor man kan udforske Enver Hoxhas kontor, se udstillinger om det hemmelige politi og meget mere.

    Resten af dagen er der tid til at udforske byen på egen hånd. Her kan man f.eks. besøge kvarteret Block, der tidligere var lukket af for almindelige mennesker under kommunismen. Her boede Enver Hoxha og partiets elite i komfortable huse. I dag har kvarteret forvandlet sig til en livlig caféscene.

    Vi mødes igen om aftenen til aftensmad. 

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Tirana

  • Dag 6

    Shkodër og Rozafa-fæstningen - bådtur - og Montenegro

    Efter morgenmaden kører vi ca. 100 km nordpå til byen Shkodër. Shkodër er en af de ældste byer i Europa, og bærer tydeligt præg af veneziansk indflydelse i renæssancen.

    Uden for byen venter fæstningen Rozafa, der byder på betagende legender samt fantastiske udsigter, strækkende sig helt ind mod Montenegro. 

    En af de fæstningens legender illustrerer det dilemma, hvor man nogle gange må ofre noget for at give liv til noget større. Historien fortæller om tre brødre, der byggede fæstningen. Hver nat kollapsede det, de havde bygget om dagen. De søgte råd hos en vis mand, der foreslog dem at bringe et offer for at sikre murenes stabilitet. Brødrene besluttede, at den hustru, der først dukkede op med frokosten den næste dag, skulle mures inde i væggene. De to ældste brødre delte beslutningen med deres hustruer, så de naturligvis undlod at møde op. Men den tredje brors kone, ved navn Rozafa, dukkede op og accepterede skæbnen. Dog med en betingelse: Hun skulle have mulighed for at amme sin nyfødte søn. Derfor blev der lavet et hul i murværket ved hendes højre bryst, så hun kunne fortsætte med at føde sit barn. Det siges, at der stadig flyder mælk ud af dette hul. Tag selv et kig, når I besøger Rozafa!

    Herefter krydser vi grænsen til Montenegro og fortsætter med en sejltur på Balkans største sø, Skadarsøen.

    Vi kører til vores hotel i Petrovac, hvor vi har to overnatninger.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Petrovac

  • Dag 7

    Berømt skinke og snævre stræder

    Efter morgenmaden begiver vi os ad slyngede serpentineveje til nationalparken Lovcen. Vi gør et stop i den charmerende landsby Njeguši, hvor vi smager på deres berømte skinke, lokale oste og vine.

    Herefter kører vi ad en endnu flottere rute ned til Kotor, en by, der betager med sin enestående beliggenhed ved Sydeuropas eneste fjord. Kotor er kendt for sin handel og søfart, og den velbevarede gamle bydel er et fornemt eksempel på en middelalderby, opført mellem det 12. og 14. århundrede. Denne enestående middelalderarkitektur har ført til, at Kotor er opført på UNESCOs Verdensarvsliste. 

    Efter sightseeing stiger vi om bord på en båd og sejler til klosterøen Perast og senere til byen Perast, der er en interessant barokby, ikke langt fra Kotor. De smukkeste bygninger her er opført mellem det 15. og 17. århundrede, en periode hvor handelen blomstrede, og søfarende fra Perast tjente gode penge. Kaptajnerne opførte smukke villaer, som fortsat imponerer med deres pragtfulde arkitektur. Perast er en fredelig og stilfuld by, og her finder man også talrige kirker og monumenter.

    Vi nyder en afskedsmiddag i Perast, inden vi vender tilbage til vores hotel i Petrovac.

    Måltider: Morgenmad, skinkesmagning og aftensmad

    Overnatning: Petrovac

  • Dag 8

    Hjemrejse

    Vi kører til lufthavnen i Podgorica, hvor hjemrejsen begynder.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Balkan

  • Pas og visum

    Danske statsborgere kan rejse visumfrit til landene i Balkan op til 90 dage. Passet skal være gyldigt 3 måneder efter hjemrejsedatoen. Derudover skal der være mindst to blanke sider i passet.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Det anbefales at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. 

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Valuta

    Valutaen i de forskellige lande varierer.

    - Montenegro, Kroatien og Kosovo: Euro (EUR). 100 euro = 750 kr. 

    - Albanien: Lek (ALL). 100 lek = 6 kr.

    - Nordmakedonien: Denar (MKD). 100 denar = 12 kr.

    - Bosnien-Hercegovina: Mark (BAM). 100 mark = 380 kr.

    Vores anbefaling er at tage euro med hjemmefra. Selvom valutaen er en anden, så er det muligt at betale med euro langt de fleste steder. Dog får man eventuelle byttepenge tilbage i den lokale valuta. Det er derfor smart at medbringe små sedler. Man skal dog være opmærksom på, at man ofte får en dårlig kurs. Derudover er der vekselkontorer flere steder, hvor man kan veksle euro til den lokale valuta. 

    Nogle butikker og restauranter tager imod kreditkort, men det varierer meget.

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Der er udmærket mobildækning i alle 6 lande. Undersøg priserne ved din teleudbyder.

    Internet. Der er wifi på de fleste af hotellerne.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Elektricitet

    Der bruges stik som i Danmark så en adapter er ikke nødvendig

  • Drikkevand

    Vandet bør ikke drikkes fra hanen, så køb mineralvand på flaske – det fås overalt. En flaske vand (1,5 liter) koster typisk 1 euro eller deromkring.

  • Drikkepenge

    Der gives ca. 10% i drikkepenge på restauranter også ved betaling af drikkevarer. Får man båret sin bagage til værelset betaler man et lille beløb svarende til 5 kr. På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.

  • Foto

    Lad være med at fotografere i lufthavnen og ved militære installationer. I øvrigt gælder de sædvanlige høflighedsregler ved fotografering af personer: Spørg først, evt. med gestus.

    Ved evt. familiebesøg og lignende: Vent med at fotografere til man er blevet lidt kendt med hinanden.

  • Prisniveau

    I Albanien, Kosovo og Nordmakedonien koster en kop kaffe 1 Euro. En øl på restaurant det samme. En frokost kan fås for ca. 10 Euro. Montenegro og Bosnien er lidt dyrere, men totalt set er Balkan et billigt sted. En frokost kan fås for fra 50 danske kroner og opefter.

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.

    Vær opmærksom på at visse flyselskaber ikke længere tillader power banks, opladere eller e-cigaretter i den ind tjekkede baggage. De skal i stedet medbringes i håndbagagen. I kan læse mere på de respektive flyselskabers hjemmesider.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    Balkans Middelhavskyst er i det subtropiske bælte med varme, tørre somre og milde vintre med en del regn. I indlandet er klimaet kontinentalt fastlandsklima med kolde vintre og varme somre.

    Omtrent 60% af Balkan er dækket af bjerge, som giver meget lokal variation i klimaet. Der kan der være varme, solrige dage med temperaturer omkring 20 grader. Men der kan også være regnvejrsdage og temperaturer ned til 0 grader.

  • Tidsforskel

    Der er ingen tidsforskel.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Paraply/regntøj

    - Vådservietter

    - Kasket eller solhat + solbriller

    - Lille dagtursrygsæk

    - Gode vandresko

    - Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - Tørklæde ifm. besøg i moskéer og ortodokse kirker. Gælder kvinder

    - Tøj der dækker skuldre og til under knæet ifm. besøg i moskéer og ortodokse kirker. Gælder både mænd og kvinder

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Balkan.