Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

På sporet af Egypten

En rejse gennem Egyptens rige historie

Fra Tutankhamons skat mod et krokodilletempel og videre til guderne Osiris og Hathor. Rejsen får os vidt omkring i Egyptens historien. Nyd god tid i Luxor, og oplev kontrasten til livlige og moderne Cairo. Roen finder vi på en sejltur på Nilen i en felukka.

Priser fra

19.990 kr.

Max. 20 deltagere

11 dages rejse

Start din rejse her

På rejsen rundt i Egypten ser vi barnekongen Tutankhamons fantastiske skat, og vi rejser 5.000 år tilbage i tiden til dengang, pyramiderne knejsede blanke og nybyggede på Gizaplateauet. 

Den 4. november 1922 stødte man under udgravninger i Kongernes Dal i det sydlige Egypten på en trappe med 12 trin. Trappen førte ned til en forseglet dør med navnet på en farao, ingen tidligere havde hørt om: Tutankhamon. Det skulle vise sig at blive det største arkæologiske fund nogensinde.

Vi opdager også kontrasten mellem det moderne, hektiske Cairo og det smukke og landlige Luxor, hvor man fortsat pløjer markerne med okser – præcis som man kan se det på billederne i de gamle grave.

I Aswan, Egyptens sydligste og smukkest beliggende by, sejler vi rundt om granitøerne i en felukka – det fartøj der i hundreder af år er blevet brugt til at besejle Nilens vande og fjerne lande. Og vi mærker den gamle historie ved Philae-templet, der blev reddet fra oversvømmelse i sidste øjeblik.

I årtusinder har Nilens livgivende vand givet grobund for civilisationer, der har blomstret og gået til grunde langs dens breder. På vores rejse dykker vi ned i Egyptens rige historie og oplever en perlerække af templer, grave og pyramider, der fortæller historier om faraonernes storhedstid, gudernes betydning og kulturens kreative udtryk.

5 gode grunde til at rejse til Egypten med Viktors Farmor:

  • Udforsk de storslåede tempelkomplekser Luxor og Karnak
  • Se den imponerende Tutankhamon-samling på det nye Grand Egyptian Museum
  • Oplev pyramiderne og den næseløse sfinks i Giza
  • Gå rundt i Kongernes Dal, og oplev tre farao-kongegrave
  • Nyd en sejltur på Nilen i en traditionel egyptisk sejlbåd

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Cairo

    Vi flyver fra Danmark til Cairo. Vi ankommer typisk midt på eftermiddagen og kører herfra direkte til vores hotel.

    Måltider: På flyet

    Overnatning: Cairo

  • Dag 2

    Sakkaras gravby og Gizas pyramider

    Vi starter dagen i Sakkara, som er et stort gravkompleks lidt uden for Cairo. Her, i ørkenkanten vest for Egyptens første hovedstad Memphis, blev landets konger begravet. Området er fyldt med grave – og det er her, vi finder Egyptens allerførste pyramider.

    Den mest berømte er Djosers trinpyramide, som blev bygget for mere end 4.600 år siden. Det er faktisk Egyptens første pyramide og en forløber for de berømte kæmpepyramider på Giza-plateauet. Oprindeligt blev Djosers grav anlagt som en almindelig mastaba – en lav, firkantet grav – men undervejs besluttede man at bygge flere lag ovenpå. Sådan blev verdens første trinpyramide til.

    Senere blev det normalt, at konger blev begravet i pyramider, mens mastabaen blev gravtypen for kongens nærmeste: Hofmænd, vesirer og embedsmænd. Vi besøger mastabaen tilhørende Kagemni, som var en højtstående embedsmand, hvis grav er berømt for sine smukt bevarede vægrelieffer.

    Vi skal også ned under jorden og besøge Serapeum – gravpladsen for de hellige tyre, der blev tilbedt i templet i Memphis.

    Efter frokost fortsætter vi til Giza, hvor vi oplever Egyptens mest kendte vartegn: Pyramiderne. De blev bygget for mere end 4.500 år siden og er det eneste af oldtidens syv vidundere, der stadig står. Hvordan de blev opført med datidens teknologi, er stadig lidt af et mysterium. Men én ting står klart: Rejsen til dødsriget var altafgørende for de gamle egyptere.

    Vi afslutter besøget ved den mægtige – og næseløse – Sfinks, der vogter ørkenen med sin løvekrop og sit menneskehoved.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Cairo

  • Dag 3

    Det nye egyptiske museum og historiske Cairo

    Vi starter dagen med at besøge Grand Egyptian Museum (GEM), som officielt åbner i juli 2025. Museet rummer verdens største arkæologiske samling med tusindvis af uvurderlige genstande fra Egyptens oldtid. Her ser vi nogle af de vigtigste fund, der giver et spændende indblik i de gamle egypteres liv og deres tro på livet efter døden. Et af højdepunkterne er den imponerende Tutankhamon-samling med genstande fra den næsten intakte kongegrav.

    Efter frokost går vi på opdagelse i det historiske Cairo. Vi besøger Den Hængende Kirke (Al-Muallaqa) i det koptiske kvarter, som er en af Egyptens ældste kristne kirker. Herefter bevæger vi os ind i det islamiske Cairo, hvor vi ser Qalawun-komplekset fra 1200-tallet og oplever en imponerende samling af bygninger med moské, koranskole, mausoleum og hospital.

    Vi afslutter besøget i den farverige Khan el-Khalili-bazar, som har været centrum for Cairos handelsliv siden 1300-tallet. Her støder vi på alt fra krydderier, kunsthåndværk og smykker til smukke lanterner i de livlige gader.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Cairo

  • Dag 4

    Til Aswan: Philae-templet, den ufuldendte obelisk og sejlads

    Vi flyver om morgenen fra Cairo til Aswan, hvor vi efter ankomst besøger det imponerende Philae-tempel, som er dedikeret til gudinden Isis. Hun er en af de mest centrale figurer i egyptisk mytologi. Templet lå oprindeligt på øen Philae i Nilen, men da Aswan-dæmningen blev bygget i 1960'erne, stod templet i fare for at blive oversvømmet. For at redde det sørgede UNESCO for, at templet blev flyttet sten for sten til den nærliggende ø Agilkia i 1970'erne.

    Efter besøget ved Philae-templet tager vi til et gammelt granitbrud, hvor arbejdet på en gigantisk obelisk blev påbegyndt. Obelisken, der var 41 meter lang, blev aldrig færdig, da stenen revnede, og den blev efterladt i stenbruddet. Fundet af den ufuldendte obelisk har givet os værdifuld viden om, hvordan de gamle egyptere skabte deres imponerende obelisker.

    Dagen afsluttes med en afslappende felukka-sejlads på Nilen, hvor vi ombord på den traditionelle sejlbåd nyder udsigten over Aswans smukke landskab.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Aswan

  • Dag 5

    Fridag i Aswan

    Dagen i dag er en fridag, og mulighederne er mange. Du kan bl.a. tilkøbe en udflugt til Abu Simbel-templet i det sydlige Egypten 300 km (ca. 4 timers kørsel) syd for Aswan. Udflugten koster fra 130 EUR afhængigt af antallet af deltagere og bestilles gennem rejselederen før ankomsten til Aswan. Udflugten betales kontant til rejselederen.

    Abu Simbel-templet er bygget til Ramses II og består af to templer, som er dedikeret til solguderne Amon-Re og Re-Harakhte. Templerne blev hugget ud af den skrøbelige sandstenklippe i det 13. århundrede f.Kr., men var i fare for at blive oversvømmet med opførslen af Aswan-dæmningen i 1960'erne. Templet blev dog reddet i en storstilet redningsaktion i 1968 ved at skære templet op i store blokke og flytte det til dets nuværende beliggenhed.

    Der er dog også meget at tage sig til i Aswan, hvis du vælger at blive i byen. Man kan slentre en tur gennem byens bazar, hvor du kan opleve det lokale kunsthåndværk. Man kan finde en god café med udsigt over Nilen og nyde floden og skibene, der glider forbi.

    Du kan også vælge at tilkøbe High Tea på det historiske hotel Old Cataract. Det koster 80 EUR per person og bestilles gennem og betales til rejselederen før ankomsten til Aswan. 

    Hotellet blev bygget i 1899 af Thomas Cook med flot udsigt over Nilen og har haft prominente gæster som Winston Churchill, Howard Carter, Margaret Thatcher, Jimmy Carter, Prinsesse Diana og Agatha Christie. Sidstnævnte skrev dele af sin roman "Death on the Nile" på hotellet. Filmatiseringen af romanen fra 1978 blev optaget på hotellet.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Aswan

  • Dag 6

    Mod Luxor med Kom Ombo- og Edfu-templerne

    Vi fortsætter rejsen fra Aswan til Luxor med bus og stopper undervejs for at besøge to imponerende templer.

    Kom Ombo-templet er helt unikt, da det er et dobbelttempel, der er dedikeret til to guder. Templet har to identiske indgange, to helligdomme og to sæt sale, hvilket understreger, at begge guder skulle æres lige meget. Den sydlige del af templet er dedikeret til krokodilleguden Sobek, mens den nordlige del er viet til Haroeris (Horus den ældre).

    Herefter oplever vi Edfu-templet, som er dedikeret til Horus, falkeguden. Templet har været dækket af ørkensand i århundreder, hvilket har hjulpet med at bevare det i fantastisk stand. I dag er Edfu-templet et af de bedst bevarede og mest imponerende templer i Egypten og kendt for sine velbevarede relieffer og inskriptioner.

    Sidst på dagen ankommer vi til Luxor.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Luxor

  • Dag 7

    Luxor- og Karnak-templerne i Luxor

    I 1550 f.Kr. blev hovedstaden flyttet fra Memphis til Theben, som er det nuværende Luxor. På østbredden af Nilen blev der opført storslåede paladser og templer til ære for guderne, mens vestbredden blev dedikeret til de døde. Vi besøger her to af de mest imponerende tempelkomplekser i Egypten.

    Luxor-templet var kongens tempel, mens Karnak-templet var det store gudetempel og centrum for det religiøse liv i det gamle Egypten. De to templer var forbundet af en ca. 3 km lang vej og flankeret af hundredvis af sfinks-statuer, som gav en majestætisk indgang til templerne.

    Eftermiddagen er fri til at udforske den livlige bazar. Her kan du besøge tæppehandlere, finde gamle sølvsmykker eller gå på opdagelse i den lokale del af bazaren og opleve stemningen på nært hold.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Luxor

  • Dag 8

    Kongernes Dal, Hatshepsuts tempel og vestbredden

    I dag udforsker vi vestbredden af Nilen med sine mange gravmonumenter. Efter flere gravplyndringerne af pyramiderne besluttede man at hugge gravkamre direkte ind i klipperne for at beskytte dem mod gravrøvere. Under gravene opførte man overdådige templer til ære for de afdøde.

    Kongernes Dal rummer over 60 grave. Nogle er små og ufærdige, mens andre er store labyrinter med flere kamre. Gravene er hugget ind i klipperne og består ofte af en lang korridor, der fører til et eller flere kamre og en sarkofag-sal. Udefra ser de måske beskedne ud, men indvendigt er de smukt udsmykkede. Vi besøger tre af kongegravene.

    Ikke langt fra Kongernes Dal ser vi dronning Hatshepsuts tempel, der blev bygget til en af Egyptens få kvindelige faraoer. Templet er berømt for sin terrasse-arkitektur, som er helt unik i egyptisk byggeri.

    På vej tilbage stopper vi ved de imponerende Memnon-kolosserne - to 18 meter høje sandstensstatuer af farao Amenhotep III. Statuerne var oprindeligt placeret ved indgangen til Amenhotep IIIs gravtempel, men templet er næsten helt forsvundet i dag på grund af oversvømmelser og ødelæggelse.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Luxor

  • Dag 9

    Landsbyen Deir el Medina og Ramses IIIs gravtempel

    Vi besøger håndværkerlandsbyen Deir el-Medina, som husede de mange håndværkere, malere og stenhuggere, som arbejdede i Kongernes Dal. Håndværkerne var meget specialiserede og blandt Egyptens mest respekterede arbejdere. De levede sammen med deres familier under statens beskyttelse og havde en relativ høj levestandard sammenlignet med almindelige bønder.

    Vi skal også se Ramses IIIs enorme og velbevarede gravtempel Medinet Habu. Templet er omgivet af en høj forsvarsmur, hvilket er ret usædvanligt for et gravtempel. Indenfor er templet rigt dekoreret med farverige vægmalerier og dybe relieffer. De næsten intakte farver fremstår imponerende tydelige efter mere end 3.000 år.

    Herfra går turen tilbage mod Luxor og de levendes verden.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Luxor

  • Dag 10

    På tur til guderne Osiris og Hathors templer

    Efter morgenmad besøger vi Abydos- og Dendera-templerne udenfor Luxor.

    Abydos var en af de vigtigste religiøse byer i oldtidens Egypten og centrum for tilbedelsen af Osiris, som er dødens og genfødslens gud. Abydos-templet blev bygget af farao Seti I og har lidt usædvanligt syv kapeller på række, hvert dedikeret til en gud samt et til faraoen selv.

    Dendera-templet var dedikeret til kærlighedsgudinden Hathor. Templet tiltrak pilgrimme fra hele Egypten, der søgte Hathors gunst og beskyttelse, og fungerede også som et kulturelt og ceremonielt centrum. Her blev festivaler og ritualer afholdt til ære for Hathor og andre guddomme.

    Tilbage på hotellet afslutter vi dagen med en fælles afskedsmiddag.

    Måltider: Morgenmad, frokostmadpakke og aftensmad

    Overnatning: Luxor

  • Dag 11

    Hjemrejse

    Vi kører til lufthavnen i Luxor og flyver via Cairo tilbage til København.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Egypten

  • Pas og visum

    Visum kræves for alle EU-statsborgere ved indrejse. Visum koster 25 USD, og er inkluderet på alle Viktors Farmors rejser til Egypten. 

    For indrejse i Egypten kræves desuden at dit pas er gyldigt mindst 6 måneder efter planlagt hjemrejse.

  • Forsikring

    Danskere i Egypten er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort. Vi opfordrer dig derfor til at tegne en rejseforsikring, før du rejser til Egypten. Gennem Gouda forsikring kan vi hjælpe med at tegne både en afbestillings- og en rejseforsikring.

  • Vaccination

    Statens Serum Institut anbefaler vaccination mod hepatitis A, difteri samt stivkrampe ved rejser til Egypten. Viktors Farmor anbefaler altid, at man taler med egen læge eller en rejsemedicinsk klinik for råd omhandlende vaccinationer. Medbring evt. dagprogrammet, hvorpå rejseruten er indtegnet, da anbefalingerne ofte tager udgangspunkt i rejselængde samt hvor i landet, at man befinder sig under sin rejse.

    Alle COVID-19 restriktioner for indrejse i Egypten er ophævet med virkning fra 18. juni 2022.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Valutaen i Egypten er egyptisk pund (EGP). Kursen svinger meget, og derfor angives der ikke vekselkurs her. Det anbefales, at man tager lidt USD eller EUR med i kontanter til betaling af eventuelle tilkøbsudflugter, da disse, ved lov, ikke kan betales med den lokale valuta (skal i flere pengeinstitutter bestilles op til 14 dage før afhentning). Du kan veksle både USD eller EUR i banker og på det fleste hoteller i Egypten. Derudover kan du bruge dit kreditkort på det fleste restauranter, og der er også en del hæveautomater, hvor du nemt kan hæve penge.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Hotelstandard

    Mange større byer i Egypten er moderne, men det er vigtigt at huske, at Egypten stadig er et økonomisk udfordret udviklingsland. Det betyder, at tingene ikke altid er ligeså strømlinede og effektive som i Danmark. Service og håndværk lever ikke altid op til topstandard, og det er ikke usædvanligt at opleve små udfordringer som en dryppende vandhane, en sprunget pære eller et løbende toilet. Det gælder også for 4- og 5-stjernede hoteller. De hoteller, som vi samarbejder med på vores rejser er velrenommerede turistklassehoteller, som er nøje udvalgt for deres kvalitet og serviceniveau, men det kan stadig forekomme, at nogle faciliteter ikke altid lever op til de samme standarder, som man kunne ønske sig. 

  • Måltider

    Overordnet er det billigere at rejse i Egypten end Danmark. En middag kan typisk fås for omkring 100-150 danske kroner. Egypten har et rigt og velsmagende køkken. Typisk er det med indflydelse fra bl.a. Syrien, Libanon, Tyrkiet, Palæstina og Grækenland. Retterne er smagt til med friske og stærke krydderier, og især er sidstnævnte meget kendetegnene for maden i Egypten.

    På vores rejser i Egypten er inkluderede måltider en vigtig del af oplevelsen. Det er dog værd at bemærke, at ikke alle restauranter kan imødekomme større grupper. De større steder betyder, at man ikke kan forvente de samme små intime settings, som man måske ellers kunne forvente, men vi har stadig valgt restauranter, der kan give vores gæster en smagfuld og autentisk kulinarisk oplevelse.

  • Telefoni og internet

    Den internationale landekode i Egypten er +20. Skal man ringe fra Danmark til Egypten, taster man dette. Skal man ringe fra Egypten og til Danmark, så tastes den danske landekode, som er +45. Det er dyrt at bruge sin telefon i Egypten til at foretage eller modtage opkald samt at sende sms eller bruge data. Vi anbefaler, at man tjekker med sit mobilselskab om dækning og priser i Egypten.

    I bagagehallen i lufthavnen i Cairo, kan der købes billige lokale simkort med data, hvis dette ønskes. 

    Der vil som regel være gratis wifi på hotellerne.

  • Elektricitet

    Ligesom i Danmark bruger Egypten 220 volt. Dog kan stikkene opleves at være lidt tyndere end i Danmark, og vi anbefaler derfor, at man medbringer et adaptersæt.

  • Drikkevand

    Overordnet, hvis man vil være helt sikker, er det bedst at drikke vand købt på flaske. Dog betragtes det i dag som sikkert at drikke vand fra hanen i Cairo, Alexandria, Luxor og Aswan. Men vil man være på den sikre side, så bare køb vand på flaske.

  • Drikkepenge

    Det er typisk at lægge omkring 5-10% i drikkepenge på restauranter, hoteller og i taxier. Og der kommer ofte en service charge udover, som nogle gange er lagt med i regningen.

    Drikkepenge til lokalguide og chauffør er inkluderet i prisen på rejsen.  

  • Alkohol

    Generelt kan øl, vin og alkohol købes på stort set alle hoteller samt restauranter. Dog er det oftere dyrere end i Danmark. På lokale restauranter kan vi godt være ude for, at det stærkeste, der serveres, er cola og te. Lokal øl er ganske udmærket, men den lokale vin er ikke videre imponerende.

  • Foto

    Du skal ikke tage billeder eller filme sikkerhedsmyndigheder, offentlige bygninger eller militære anlæg, da det er strafbart i Egypten.

    Droner er også forbud i landet. Det anbefales derfor ikke, at man pakker den med i sin bagage, da den kan blive konfiskeret, eller man risikerer bødestraf og eventuel fængselsstraf.

  • Påklædning

    Det forventes generelt, at både mænd og kvinder dækker skuldre og bærer tøj, der går ned over knæene. Det er ikke nødvendigt at bære hovedbeklædning, men det er praktisk at have et tørklæde eller lignende med, hvis man skal besøge moskeer eller andet. Mænd skal også gerne bære lange bukser.

  • Indkøb

    Shopping i Egypten byder både på moderne butikker, de sædvanlige souvenirbutikker samt autentiske og eksotiske basarer, som findes overalt i både små og store byer. Leder man efter ægte egyptisk handels-stemning, så anbefaler vi klart sidstnævnte. Besøg til disse baserer er derfor selvfølgelig også en del af rejserne til Egypten med Viktors Farmor. Er man god til at prutte med prisen, så kan man her gøre sig nogle rigtig gode kup! Man kan b.la. købe bemalede papyrus, vaser, lanterner, vandpiper og ikke mindst krydderier, så man efter hjemkomst til Danmark har mulighed for lave nogle af de utrolig smagfulde Egyptiske retter, som man helt sikkert kommer til at savne.

  • Prisniveau

    Overordnet er det billigere at rejse i Egypten end Danmark. En middag kan typisk fås for omkring 100-150 danske kroner. Dog skal man være indstillet på, at øl og vin er dyrere end herhjemme. En lokal flaske vin kan koste omkring 120-170 kroner.

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen.

  • Tidsforskel

    Egypten veksler mellem sommer- og vintertid, derfor kan der være forskydninger. Generelt er tidsforskellen den samme, men nogle gange skal uret skrues en time frem, når du ankommer til Egypten.

  • Ofte stillede spørgsmål

    Kan man drikke vand direkte fra hanen i Egypten?

    Overordnet, hvis man vil være helt sikker, er det bedst at drikke vand købt på flaske. Dog betragtes det i dag som sikkert at drikke vand fra hanen i Cairo, Alexandria, Luxor og Aswan. Men vil man være på den sikre side, så bare køb vand på flaske.

    Skal man klæde sig på en bestemt måde i Egypten?

    Det forventes generelt, at kvinder dækker albuer og bærer tøj, der går ned over knæene. Det er ikke nødvendigt at være hovedbeklædning, men det er praktisk at have et tørklæde eller lignende med, hvis man skal besøge moskeer eller andet. Mænd skal også gerne bære lange bukser.           

    Hvad skal jeg pakke i kufferten?

    Der er generelt solrigt i Egypten året rundt. Faktisk er Egypten en af de mest sol-sikre destinationer at besøge. Det er derfor en god idé at medbringe solbeskyttelse med høj faktor, læbepomade med solfaktor, solhat og solbriller. Rejser man i sommerhalvåret, er det en god idé at have let tøj med til dagtimerne, da temperaturen kan nå op på 40 grader flere steder i landet. Skal man besøge kystområderne skal man dog huske at pakke en trøje, da der her kan blæse. Rejser man i vinterhalvåret er det meget vigtigt at pakke varmere tøj, da temperaturerne bliver ca. 10-15 grader koldere om aftenen/natten. Derudover anbefaler vi også, at man medbringer myggespray.

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android.

  • Rejser under ramadan

    En rejse under ramadanen er en spændende mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider. Men det er også en periode, hvor bylivet ikke er helt så aktivt i dagtimerne, da mange lokale faster fra daggry til solnedgang. Det ses som en handling af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse. Rygning er også forbudt under ramadanen. Fasten brydes ved solnedgang, iftar, hvor familier samles til et festligt måltid til langt ud på de lune aftener.

    Der er visse folk, der er undtaget fra at faste. Det gælder f.eks. børn, syge og rejsende – og det samme er vi som besøgende i landet. Det er høfligt at vise hensyn til dem, der faster ved f.eks. ikke at spise direkte foran dem.

    Nogle gange oplever vi, at det er sværere at finde restauranter til frokost, og åbningstiden ved nogle seværdigheder kan blive ændret. Vores lokalguider gør alt, hvad de kan for at hjælpe og tilpasse programmet løbende, hvis der skulle opstå ændringer. Omvendt giver rejser under ramadanen mulighed for at opleve den lokale kultur på nært hold. Kontrasten fra de stille gader om dagen til når fasten slutter om aftenen, og gaderne bliver fyldte, er fantastisk at opleve.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Egypten.